Interview i Jyllands-Posten om invasionen af Ukraine. 2022.04.10

Ifølge Anders Fogh Jensen forveksler vi det, der gør ondt med ondskab, og at det er en regression til et stammestadie, at udpege Rusland som ondskab, der fritager os fra kompleksiteter, som f.eks. hvor skyldes skal placeres. Ved så oven i købet at tænke i modsætninger fremfor i forskelle, kan vi derefter udpege os selv som del af det gode: Hvis de er onde, så må vi være ikke-onde, altså gode. Det er præcis, hvad Nietzsche kaldte slavemoral, og det gennemsyrer hele mediebilledet, som ud over krigstaktik, er så jammerligt uinteressant.

Der er uden tvivl meget næstekærlighed i den danske befolknings modtagelse af Ukrainerne, men med dette ondskabsbillede, så får jeg fornemmelsen af, at det også har at gøre med, at vi er en offerkultur, der elsker at spejle os i andre ofre. Hvor ofte hører man ikke, at nogen har ret til noget – omfordeling, jobs, penge, anerkendelse – med henvisning til, at de har lidt?

Simple modsætninger og offerkultur, det giver kedelige samtaler og elendig mediedækning på niveau med børneeventyr. Men rent pragmatisk gør det det hellere ikke nemmere for nogen parter at indgå en fredsaftale. Hvordan skal man fortælle derhjemme, at man har indgået et kompromis med det onde?