Klumme i Jyllands-Posten, 18.02.2021 af Anders Fogh Jensen

For snart et halvt år siden blev den såkaldte samtykkelovgivning for samleje vedtaget, hvorefter ’tavst nej’ ikke længere kunne tages for ’et ja’, men hvor alt der ikke havde et eksplicit ’ja’ var at betragte som en voldtægt. Det er ikke nogen mediemæssig nyhed, der får mig til tastaturet nu, men alene en tanke der slog mig, da min læsning bragte mig forbi de tidligste kristne.

Problematiseringen af omgangen med sex, med sig selv og med andre, er nemlig ingenlunde ny. Også de gamle grækere havde moralske standarder, dvs. gjorde sig tanker om og indsatser for at styre andre til at styre sig selv. Afgørende her var ikke mindst formeringen, dvs. hvem man(d) fik børn med. At have elskerinder eller courtisaner var helt selvfølgeligt, men det stod klart at et barn med f.eks. en slave ville sætte spørgsmålstegn ved dette barns status og ret, og dermed skabe begyndende rod i bystaten. ’Styr dig’ angik det med viljen at styre lysten i forholdet til de andre.

Fra omkring d. 4.og 5. årh.e.v.t. kommer erektionen programmet. Det, der herfra måtte styres, var nu ikke længere bare handlinger i forhold til andre, men hvad der overhovedet foregår i sindet. Forskellige bodsritualer og bekendelsesteknikker skulle påvirke dette sind, der måske end ikke kan tøjles, og vi er næppe kommet ud over at tro, at bekendelser kan afværge indre uro.

Et nyt spørgsmål fødes nemlig samtidigt med kirkefaderen Augustin som sætter vores nye lovgivning og grunden til den i et andet lys: Hvis viljen er så sammenvunden med begæret, at jeg hverken kan afværge erektioner eller drømme, så er der noget ufrit ved viljen. Teknisk sagt: Viljen har noget involuntært ved sig.

Hvis vi så spoler frem til nu: Forudsættes det ikke, at der i ’samtykkets øjeblik’, der nok måtte være et øjeblik for lyst, en forudsætning om en egenrådig vilje, en voluntær vilje? Hvis viljen og lysten er så snoet om sammen, hvem er det så, der svarer på samtykkespørgsmålet? Det er klart nok ’viljen’, der bliver spurgt: Spørgsmålet lyder vel ikke ’har du lyst?’, men ’vil du?’ Men den vilje, der svarer, må den godt være under påvirkning af lyst?

Dette problem angår jo tydeligvis snarere de situationer, hvor der er blevet sagt til, end hvor der er blevet sagt fra. Vi har jo lige aflyst ’hendes mund sagde nej, men hendes øjne sagde ja’-argumentet. Hvad gør vi så der, hvor munden sagde ja, men hvor viljen lå underdrejet i andre hensyn. Det være sig i viljens sammenslyngelse med lysten, men i en akt, der senere blev fortrudt? Eller det kunne være lysten til at drage omsorg for andre hensyn, såsom at behage eller at bevare relationen. Når der i disse år er så meget fokus på forholdet mellem magtforhold og sex, så må det være fordi også det samtykkende ’ja’ netop kan sættes under lup under henvisning til, at det der i den ene sag – samtykkeloven – forudsættes at være en ren vilje, i andre sammenhænge ikke kan regnes for ren vilje, en vilje under pres. Men presset på viljen kan altså kun være ydre, og ikke være et indre pres fra lysten? Kunne man forestille sig et ’jeg sagde ja, men det foregik under forførelse’?

Det er i dette morads mellem sex, vilje, magt og lyst omkring det ’at ville ét’ at der i disse år udkæmpes voldsomme kampe om at styre og mægte hinanden, og det er herfra dennes slagsmarks mudder, at moral nu skal omsættes til juraens mere faste former til afgørelser og udstikning af retningslinjer.