Klumme i Jyllands-Posten, ad Anders Fogh Jensen 21.01.2021

I årtier har man skulle høre fra selv veluddannede mennesker, at de ’åbnede op’, som var de faldet i en grammatisk skvatfælde og havde blandet de næste synonymiske termer ’at åbne’ og ’at lukke op’. Når det nu hedder sig, at Danmark ’lukker ned’, så ligger der heri ikke en tilsvarende udtryksblanding, men derimod nok en overdrivelse på flere planer.

For det første er Danmark ikke gået fallit eller har drejet nøglen om, ej heller er produktion eller drift ophørt. Tværtimod har vi nu ’produktionsdanmark’.

For det andet er det en overdrivelse, fordi ’nedlukning’ ikke synes at kunne gradbøjes. Man kan ikke lukke ned, og så lukke mere ned. Men det har vi set i de forgangne måneder, at det kan man godt hvad angår tiltagene imod pandemien, og det er nok fordi, der ikke er lukket ned. Måske er der mere tale om en slags dvalegang eller semi-aktivitetsfaste. Man lader os forstå, at tiltagene og dermed ’nedlukningen’ er som en maskine er noget med ’knapper’ (dvs. håndtag), som man kan dreje på.

Når vi kigger ind i et vaccineforår, så er der nok grund til at formode, at tågen letter. Festivalplanlæggerne er f.eks. begyndt at udkomme med elektroniske plakater om dette års festivaller. Og givet denne formodning om et overstået kapitel i epidemiernes historie og vores livshistorie hver især, så er det måske mere tid til at kigge fremad end bagud og spørge: Hvad gør vi næste gang? Vi har da allerede en god beredskabsøvelse bag os, hvor, ja undskyld mig, relativt få døde i forhold til tidligere epidemier. Og det var jo ikke mindst grundet hvad man fra regeringens side valgte at gøre kombineret med vores teknologiske niveau. Og alligevel lærte vi måske noget af beredskabsøvelsen og denne trælse, urolige, nervepirrende, kedelige, sammenbrydende, uvisse, travle, nervøse, kaotiske tid for os hver især, som giver os anledning til at stille spørgsmålet om, hvad vi gør næste gang, vel vidende, at vi heller ikke til den tid vil kende virussens karakter, hvis det da er en virus. Og her vil jeg gerne opholde mig ved det, som man denne gang har kaldt ’nedlukning’.

Siden slutningen af middelalderen, og det vil sige, siden det 16. og det 17. århundrede har man i de europæiske lande haft, hvad man i dag vil kalde en ’nødplan’, der skulle træde i kraft, dersom en by blev ramt af en epidemi. Denne bestod i, at alle blev lukket inde i deres huse. Ja, at hver familie skulle holde sig for sig, og at individerne så vidt muligt skulle forblive i hver deres rum. Syge blev transporteret til et infirmeri udenfor byen og røgelse og renselsesmidler transporteret til husene. En sådan nødplan er en reel indbygning af karantænen i byen.

I tilfælde af en ny epidemi, hvor virussen er som Covid-19, da ville vi med en sådan nødplan kunne være kommet af med pandemien på en måned. Med lukkede grænser, transportører og sygeplejesker i rumdragter, et stort indkøb af fødevarer så husene kunne have forråd, ja da ville der ikke være flere inficerede efter en måned. Herefter ville vi så ved de fortsat lukkede grænser – en strukturel imitation af renæssancebyens byporte – kræve en måneds karantæne og et efterfølgende karantænepas, eller som nu et vaccinationspas kombineret med en kortere karantæne på tre dage, grundet virussens levetid og muligheden for at bære smitte. Nu kommer vi til at bruge to år, det behøver vi nok ikke næste gang, hvis vi tager ’nedlukning’ på ordet.