Klumme i JP 2020.17.12

af Anders Fogh Jensen

For et par uger siden holdt KL deres årlige digitaliseringstræf for kommunerne, ”Digitale kommuner 2020”. I år var temaet digital inklusion og selvfølgelig klima. Og selvfølgelig var træffet blevet udskudt et par gange som snart sagt alting er blevet i år, og det virkede derfor helt i temaets ånd at holde det … ja, digitalt. Jeg deltog i træffet, ikke fordi jeg kommer fra nogen kommune, men fordi jeg var inviteret til at holde et foredrag om digitalisering og inklusion. Og så har jeg jo som alle andre borgere nogle erfaringer med den digitale kommune.

   Mit eget oplæg vil jeg ikke her tale om, det kom selvsagt ikke bag på mig. Det gjorde derimod noget andet, nemlig den fatalisme der gennemstrømmede de andre oplæg og de forskellige paneldebatter og interviews. Teknologien, in casu digitaliseringen, blev både forudsat og udtalt som noget, man ikke kunne være herre over, men som man måtte følge med. Som sådan kunne kommunerne jo ikke lade være med at gøre, hvad der kunne gøres, ja hvad der var muligt at gøre, fordi borgerne, befolkningen, ville kræve det.

   Fra den anden side kender jeg godt den digitale kommune, nemlig som den, der kræver at man tilgår den på altid forskellige platforme i stadig fornyelse, og som kræver tidens, dvs. sige den for tiden, anerkendte sikkerhedsforanstaltning – for tiden nem-ID. Fra den side føles det ligesom om, at den digitale kommune presser mig til at installere tidens herskende platform – for tiden en app – og det forudsættes her, at jeg allerede har anskaffet mig tidens herskende elektroniske apparat – for tiden en smartphone.

   Nu er jeg måske ikke den, der er mest digitalt indfødt, men jeg er heller ikke helt tabt bag en vogn, hvad tidens apparater – for tiden kaldt devices – angår. Derfor kommer det også som en overraskelse for mig, hvis kommunerne oplever, at det er borgerne, der presser på for digitaliseringen. Jeg ser omvendt en masse medborgere, der prøver at hænge i med neglene for at leve op til de fornyelser, der konstant overgår dem. Og jeg ser også en masse medborgere, der står og ser undrende på deres mobil eller frustreres over at systemet ’ikke kan hvad det skal kunne’, dvs. lover at kunne.

   Denne frustration skyldes imidlertid også en anden tendens ved teknologiseringen. Nemlig den, at virksomhederne kappes om at komme først og kommunerne haster for ikke at halte bagefter, og at vi derfor hele tiden lever med systemer, der næsten lige er udviklede og næsten er på plads. Vel kan de komme til at virke helt igennem, men de når det sjældent, inden den nyeste digitale mulighed viser sig, som kommunen ville halte bagefter, hvis den ikke implementerede. Vi omgås med andre ord hele tiden noget, der reelt er betaversioner, og inden betaversionen er helt på plads, gennes vi over i den næste betaversion.

   Det tragiske – og tragedier indeholder altid en nødvendighed – ved denne væren i det digitale er, hvis digitaliseringen fra begge sider, kommune såvel som borger, reelt opleves som om det er den anden part, der presser på – ja, at det er fra den anden side nødvendigheden kommer. Det kunne ende som ægteparret der på den enes dødsleje finder ud af, at de begge gerne ville have den anden halvdel af rundstykket. Måske mange af os, borgere såvel som kommunalt ansatte, i virkeligheden går og tænker ”jeg ville egentlig foretrække bare at fortsætte med det eksisterende system mange år endnu.”