Klumme i Jyllands-Posten, 2020-08-29 af Anders Fogh Jensen

I dag er en mærkedag for filosofinørder. Det er nemlig præcis et kvart årtusinde siden, at det var den første hele dag, i den sidste traditionelle filosofs liv. Georg Wilhelm Friedrich Hegel (1770-1831) står ofte som det sidste lange kapitel i et af bindende af de store filosofihistorier. Hvorfor? Fordi en epoke sluttede med ham.

Det er også her, at de fleste filosofistuderende står af. At kringle sin tanke rundt med Hegel kræver for de fleste mere smidighed end at samle benene på nakken. Det gør ondt, og man må gå til og fra flere gange … i livet. Hver gang man giver op med at forstå Hegel, så har man en fornemmelse af at gå glip af noget vigtigt.

Det vigtige, man går glip af, er noget så umoderne som at forstå en sammenhæng i hele tilværelsen, ja i hele verden. Det er i virkeligheden, hvad Hegels samtidige, Goethe, lod sin Faust sige: at selv om han har studeret alverden, så mangler han stadig nøglen til at forstå, ”hvad der i det inderste holder verden sammen.” Med Hegel behøver man ikke at sælge sin sjæl til djævelen. Og alligevel må man lave en aftale med Hegel for at få indsigten i tilværelsens store system. Den aftale går ud på, at man må gå ind på, at hvis noget kan ske, så lader det sig også tænke. Om hele verdenshistorien, alle krige, alle bedrifter, alle epidemier, alle samværsformer og samfundsformer: at hvis de lader sig ske, så lader de sig også tænke.

Lad os forestille os en vært, der er god til at lave bearnaisesovs. Sovsen skiller aldrig for værten og den smager fortrinligt. Men han kan ikke forklare, hvorfor han gør som han gør. Hvis nogen i selskabet påstår, at det bare er held, eller at det bare er fordi netop værten laver sovsen, at den ikke skiller, så vil en anden i selskabet måske sige ”neeej, det kan ikke passe, der må være et princip.” Dette er den lille kemiker. Og den lille kemiker vil kende principperne i det som hænder. Han vil ikke lade sig nøje med at nyde den gode sovs, han vil trænge ind i den og forstå den.

Hegel er ikke nogen lille kemiker, men han deler nysgerrigheden, eller om man vil, tyrkertroen på, at der er systematik og princip i tingene, også selv om vi ikke lige nu kan se det. Det kan vi senere.

Når Hegel var den sidste traditionelle filosof, så er det fordi han er den sidste, der uden at bævre i stemmen kan sige, at verden har et fornuftigt og begribeligt princip i sig, det som grækerne kaldte logos – og at vi kan forstå dette princip, fordi der også er fornuft eller logos i os. Efter Hegel gav man sige til at lave satire og skraldgrine af de store ambitioner.

Når vi har brug for Hegel i dag, så er det fordi vi mangler systematisk tænkning. Bevares, vi har masser af systemer, se bare på alle de excelark der gennemsyrer enhver organisation. Der er jo masser af rationalitet og detailstyring. Jo, men den første pointe i dag med Hegel in memoriam, skal være, at det er abstrakte systemer, såsom excelarket, der subsummerer det forskelligartede under det samme og tæller op. Den anden pointe, vil være, at vi lader os nøje med rationelle ordninger af noget, som vi mener ellers ville ligne kaos, og overser den systematik, der allerede er. At der er meget mere til fornuften end at tælle, ordne og finde fejl. Og den tredje pointe er, at man må indgå en pagt med Hegel, hvor man tillader sig selv at at gå ind på den præmis, at der er fornuft i virkeligheden, for at kunne se denne fornuft.