Klumme i JP, 2020-07-31  af Anders Fogh Jensen

I golfsporten finder der lige nu en diskussion sted, hvis principielle karakter rækker langt ud over golfverdenen. De argumenter, der anvendes, vil nemlig indgå i enhver situation, hvor man sammenfletter i ligestillingens navn.

Det, der presser sig på, er kvindernes adgang til de turneringer, som mændene spiller, og det handler selvfølgelig ikke mindst om TVpenge og sponsorere, men også om præmier. Golfsporten er særlig derved, at man allerede for længst har opfundet kvantitative kompensationer mellem spillere på forskelligt niveau, der skulle gøre det muligt for spillerede med forskellig styrke at konkurrere med hinanden, ved at holde hver spiller op imod dennes egen spillestandard. Disse kompensationer er bedre kendt som ’handicap’. Og på dagen vinder så den, der har spillet bedst i forhold til sig selv.

Når man skal afgøre store turneringer, så er man imidlertid interesseret i, hvem der er bedst. Ikke bare i forhold til sig selv på dagene, men hvem der absolut brugte færrest slag. Man konkurrerer derfor hinsides handicap om, hvem der kan gå banen fire gange med færrest slag.

Det er imidlertid ikke spørgsmålet om handicap eller ej, der forvolder den diskussion, der er principielt vigtig – og så alligevel. For diskussionen handler om, hvor meget handicap et køn tæller. Med andre ord: Hvis kvinderne skal med i de turneringer, der lige nu er åbne for alle, men befolkes af mænd, hvor stort et minushandicap skal de så have? Med andre ord igen: Hvor langt længere fremme på hvert hul vil være det retfærdige sted, at lade en kvindelig spiller starte fra?

Coronanedlukninger af de sædvanlige turneringer gjorde denne penible diskussion lidt mere påtrængende, fordi man bl.a. i Danish PGA Championship i Himmerland i slutningen af juni var inviterede kvinder til at starte sammen med mændene. Men hvad var nu det rimelige forspring? Som en af de professionelle spillere, Søren Kjeldsen, sagde bagefter, så gav det ikke rigtigt mening, fordi golf er en sport, der afgøres på marginalerne. Og her bliver afstandskompensationer for klodsede: enten viser de sig som alt for store eller de viser sig som alt for små, men i hvert fald er det ikke muligt at give den kompensation, der passer til marginalerne.

Når argumenterne har større principiel rækkevidde, så er det ikke bare stiller sig til professionel golf, men ethvert område, hvor mænd og kvinder skal konkurrere på lige fod. Og kan ligestillingsforkæmpere overhovedet være med til at kompensere på grund af køn?

I dag har man på amatørplan mange steder gjort såkaldte tee-steder kønsneutrale ved at fjerne farverne og angive tal og så i øvrigt holde op med at tale om dame og herre-tee. Man kan så vælge sig en længde og få tildelt sit antal slag (sit ’par’) derefter. Det mærkelige er imidlertid, at man stadig beregner kvinder og mænds (minus)handicap ud fra forskellige udgangspunkter, selv om (minus)handicappet netop kunne kompensere styrkeforskellene. Man kunne blot sammenflette ved at give mændene et lavere eller kvinderne et større minushandicap.

Det stiller en række principielle spørgsmål: Kan vi i ligestillingens navn forfordele det ene køn, eller fastholder vi herved den forskel, som vi vil udviske? Hvis ja, hvor meget tæller et køn så? Hvis nej, kan vi så acceptere at det ene køn ikke figurerer? Disse penible spørgsmål vil fremover trænge sig endnu mere på indenfor alle områder, hvor ligestilling indbefatter sammenfletning.