2020-07-19 Kronik i Berlingske af Anders Fogh Jensen

Et årshjul har jeg aldrig haft. Men mit liv som filosof, forfatter og foredragsholder har alligevel dikteret en rytme. Fire måneder om året, om sommeren og om vinteren, er der ingen, der gider at høre på mig. Så der må jeg læse og skrive. De andre måneder skal jeg indhente halvanden måneds indtægt for at det løber rundt. Det betyder en ret forskellig fordeling af forskelligt arbejde, nogle ekstroverte måneder og så nogle introverte. Og det har jeg egentlig affundet mig meget godt med. I hvert fald har jeg brug for de introverte måneder for at samle mig.

Således var jeg i foråret 2020 også klar til igen at sætte mig i sadlen og ride ud. Lige da ramte coronaen Europa, og staterne sendte os hjem til tælling. Tælling af dage. Derhjemme sad vi så. Det vil sige, jeg havde siddet der længe, forskellen var bare, at aflysningerne raslede ind. Så jeg måtte forlænge vinteren og kaste mig over nye bøger at læse og skrive. Det var ikke så anderledes end det havde været de foregående måneder og de foregående vintre.

Hvad der var anderledes var at høre folks reaktioner på at være hjemsendt. I radioen, ikke mindst, og i telefonen. Jeg observerede en lige fordeling mellem de glædesfulde og de rædselsslagne. Den ene halvdel jublede og ikke at blive forstyrret. Nogle af dem holdt af hjemskoling, og kunne pludselig klare deres arbejde på to-tre timer om aftenen. Den anden halvdel savnede som månederne gik mere og mere de andre. ’De andre’ var en del af noget, de synes var en nødvendig del af deres job; altså ikke fordi de ikke kunne løse noget on line, og jo da, ofte også hurtigere, men de andre manglede.

For mig var det interessant at betragte, for alle andre havde egentlig bare fået min situation. Det, de enten jublede over eller hadede, var det, jeg lige havde haft hele vinteren og alle de foregående vintre. Og manglen på kolleger kunne jeg jo nok genkende, men jeg havde jo nok lært mig at affinde mig med den sociale askese, for det er sådan hele året for mig.

Hvad folk lærte var: mangler du eller mangler du ikke den anden? Det var et ufrivilligt eksperiment i hjemmearbejde. Ikke bare i møder og undervisning på skærmen, også i effektivitet og manglende socialitet. Og jeg tror egentlig, at det var et godt eksperiment. Nogle fandt ud af at værdsætte, hvad de har til dagligt, andre får det til at tænke, hvad de mon kan lave om.

Selv kan jeg godt tænke: hvis den sociale snak ved kaffeautomaten er så vigtig for dig – Djøf rådede ligefrem folk til at indsætte disse sludrepauser i hjemmearbejdets struktur – skal vi, der betaler din løn igennem vores produktkøb eller skat så også betale for den? Fint, at du elsker det sociale ved dit arbejde, men skal vi betale for dit fald i effektivitet, bare fordi du ikke kan holde ud at sidde alene?

- Og i forlængelse heraf: Vil der opstå stillinger, hvor man kan få det samme i løn som en fuldtidsansat for 25 timers arbejde, hvis man kun møder op på kontoret én dag om ugen? Med andre ord, kan man indgå en take away-handel med arbejdspladserne?

Gretchenfragen

Goethekendere ynder at kalde det ”das Gretchenfrage”. Det ubehagelige spørgsmål, som Gretchen stiller Faust: ”Wie hast du es mit der Religion?”, hvordan har du det med religionen? Det første Gretchenfrage, vi fik stillet var, ”Hvordan har du det med de andre?” eller måske snarere lidt mere nærgående: ”Hvordan har du det med dig selv, når du arbejder alene?”

Det andet Gretchenfrage, er: Hvordan har du det med at tempoet er taget ud? Mange hjemsendte eller som mig – ikke udgående – var jo sat i en position, hvor vi ikke kunne gøre meget. Mange fik ordnet have eller malet i huset. Selv fik jeg skrevet en ny bog om epidemier. Men altså Gretchenfrage er: Glæder du dig over at tiden er lang – tyskerne kalder det Langweile – eller er du frustreret, over at tingene går så langsomt? Personligt var det for mig en glæde at have så meget tid, selv om det jo har gjort noget ved vores økonomi.

Det tredje Gretchenfrage, som vi fik stillet var: ”Hvordan har du det med statsautoriteten?” Altså den autoritet, som sociologen Max Weber i begyndelsen af det 20. århundrede kaldte den, ”der har monopol på legitim vold på et territorium”. Hvordan har du det med den?

I begyndelsen var alle lydige, da vores smilende stat overgik fra anbefalinger til befalinger. Den trådte frem med et ’du skal’ i form af ministre ved pressemøderne. Og det var også et svar til staten: ’Det styringsgreb, du har, det er der ikke så meget ratslør i, som du kunne frygte’. Og det blev nok så vigtigt for de kommende måneders forbud og åbninger.

Men hvordan havde borgerne det med staten, når den trådte befalende og styrende frem? Jeg hørte selv til dem, der jublede og tænkte, at der nu for en gang skyld var klar tale. Der var ikke mudrede spil med uigennemskuelige sandsynligheder for sanktioner i mødet mellem borger og stat. Det var hellere ikke det klassiske liberale styringsgreb, som alle partier går ind for, nemlig at påvirke interessen, dvs. prisen på forskellige valg. Det var et rent trut.

Der var dog også dem, der ikke tænkte som mig. Som fik øje på de principper, der blev tilsidesat, på alt hasteriet i lovgivningerne, og som ikke mindst blev mere eller mindre paranoide over de overvågninger, der nu måtte følge. Jeg siger ikke, at det var forkert eller uden grund. Jeg er bare meget mere bange for en svag stat, som store virksomheder kører rundt med og spiller ud mod hinanden, end jeg er for en stærk stat, der kommanderer.

Kommanderingen var der også andre, der havde det svært med: oppositionen. Nu er regeringen jo ret beset den udøvende magt, så hvad skulle Folketinget nu involveres med, andet end det krævede nye love? Jo, det er jo god stil i krisetider at stå sammen. Men så må man vel også være taknemmelig for at blive spurgt. Jeg synes derimod, at jeg så en opposition, der hoppede og råbte mere og mere som ugerne gik, fordi de godt kunne se, at der blev længere og længere til statsministerposten. Og det klædte den ikke.

I snart mange år har jeg indledt mine foredrag med at tale om epidemier. Jeg har haft lidt svært ved at overbevise nogle tilhørere – men ikke alle – om at epidemier var så interessante, som jeg selv synes. Jeg har talt om, hvordan organisering kan studeres i disse ekstreme situationer og overføres på dagligdags beslutninger i kommuner og virksomheder.

Det behøver jeg ikke længere. For nu har alle erfaringer med karantæne, isolation og antiseptiske strategier, dvs. håndsprit. Og alle kan se det relevante i at tage udgangspunkt i erfaringer, de selv har – ikke alle kan se det relevante i at tage udgangspunkt i andres erfaringer. Jeg mener ikke, at der sammenlignelighed med Anden verdenskrigs besættelse, som nogle har foreslået, men der er dog den lighed, at det var en erfaring fra krisetiden, som de fleste af os har måttet lægge øre til under vores opvækst. Og tænk sig, just som vi i vores andedam står overfor at skulle miste de sidste levende kollektive erindrere af denne krise inden for nogle år, så får vi en ny undtagelsestilstand at plage vores afkom med. Vi kan tale om dengang i karantænen og måske ligesom med soldaterhistorierne pynte på det eller gøre det uinteressante interessant.

Nogle har mistet kære, og de vil måske hade mig for min jovialitet eller tagen let på denne karantæne. Men jeg tror, at noget af det vigtigste, der er kommet ud af det, er at vi har haft en beredskabsøvelse til når der kommer en mere smitsom og dødelig epidemi. Vi kender vores flyverskjul og vores spritrutiner. Og forhåbentlig vil vore poder en dag spørge: ”Wie hättest du es mit der Epidemie?”