Kronik i Politiken, 2020-07-24, af filosof Anders Fogh Jensen

Begrebet pseudoarbejde synes efterhånden at have vundet indpas i dagligsproget. Det indgår i debatter om arbejdslivet, og senest har karantænesituationen som ufrivilligt eksperiment sat spørgsmålstegn ved om ikke arbejdslivet kan struktureres anderledes. Det bliver ofte indvendt, at debatterne bliver overfladiske og generaliserende, eller at de simpelthen er såkaldt bashing af bestemte faggrupper, f.eks. djøf-bashing eller konsulent-bashing. Selv blev jeg også for nylig skudt i skoene i P1s Debatten, at jeg var generaliserende, og jeg skal gerne indrømme, at det er en nødvendighed med det tempo og den skarpvinkling radiodebatterne foregår i i dag. Der har også været kortslutninger som at karantænen har vist, hvem vi virkelig har brug for og hvem vi ikke savner, og at vi nu kan se, at det er håndens arbejde vi alene har brug for. At kontoret ikke er savnet og dermed ligegyldigt.

Imidlertid er der et ubelyst emne ved den energi, der er i debatterne. Politiken har ligesom Dennis Nørmark og undertegnede i bogen Pseudoarbejde, Hvordan vi fik travlt med at lave ingenting, haft meget let ved at finde kilder fra alle sektorer, der vil berette om pseudoarbejde her og der. Men de fleste af disse kilder vil være anonyme, og det i en grad, så vi har måttet skifte navn, køn og landsdel ud. Hvorfor vil folk så gerne berette om pseudoarbejde og hvorfor er det samtidig så tabuiseret? Hvorfor vil folk så gerne forsvare sig mod termen pseudoarbejde? Der er, vil jeg hævde, en psykologi der omgærder pseudoarbejde og som samtidig afføder mere pseudoarbejde, og denne psykologi afslører sig i disse debatters energi og tabubelagthed. Som den ene af forfatterne og fader til begrebet vil jeg derfor her gerne udrede denne pseudoarbejdets psykologi.

Pseudoarbejde og had

For det første afslører der sig en stor grad af had, når talen falder på pseudoarbejde. Dette er i høj grad fra dem, der nu mener at have fået en term til at beskrive det, som andre laver, navnligt de kontoransatte, der ikke er HKere, men konsulenter, HR-arbejdere, kommunikationsfolk og den administrative masse, der går under navnet Djøf. Det er hadet til dem, der har besværliggjort deres arbejde, som gør, at de ikke kan komme til at lave deres kerneydelse, hvad enten det er at passe syge, ældre, undervise eller hvad som helst de laver i frontlinjen.

Omvendt forsvarer navnlig Djøf sig: De tror, at de har et imageproblem. Og nu skal denne mistænkelige term, Djøfere, re-brandes igennem TV- og internetkampagner. Problemet er imidlertid ikke, at Djøf har fået et dårligt ry, det er, at de reelt har taget for meget magt, og de tror nu, at de igennem kommunikation kan løse et problem, der skyldes for meget indtrængen på andres territorium. Hvis de vil hadet til livs skulle de trække sig tilbage, men det vil føre til uacceptabelt tab af massevis af stillinger, herunder også ledelsesstillinger, der skulle genbesættes med fagfolk. Dette fører os til det næste punkt:

Pseudoarbejde og frygt

Pseudoarbejdets udvikling er i sig selv forbundet med frygt. Hvis man med sin erfaring kan udføre sit arbejde hurtigere, eller hvis det på anden måde bliver gjort lettere, så frygter man at blive overflødig. Derfor komplicerer man ting eller sætter nye initiativer i søen, der sætter flere i sving. Hvis man kan få nogen ansat under sig, er der en bufferzone, nogen at tage af, hvis der skulle ske effektiviseringer.

At tale om pseudoarbejde er derfor også forbundet med frygt. Frygt for at det, der skulle dække over frygten bliver afsløret. Og simpelthen også frygt for at ens arbejde skal blive afsløret som overflødig.

Pseudoarbejde og angst

Når frygten for at ens arbejde skulle vise sig overflødig sætter sig mere grundlæggende i psyken bliver den til angst. Frygten for arbejdstab rører både ved det økonomiske og identitetsmæssige stabilgrus. Hvis det, man har specialiseret sig i, skulle vise sig at være overflødigt eller ligefrem i vejen for andres arbejde, hvad så med al den tid man har brugt? Hvad med det man kan? Her åbner dig sig en afgrund af intethed. Muligheden for at vi kunne omstrukturere arbejdet må derfor afvises, tematiseringen af pseudoarbejdet må afvises, for den rører ved tandroden i eksistensen: Hvad skal der blive af mig?

Her kan travlheden blive en vigtig hjælper. Hvis man kaster sig ud i flere projekter, fylder kalenderen endnu mere og dulmer sig i møder, så kan angsten holdes på afstand. Men man skal ikke tage fejl af, at travlhed også er en dovenskab lige så meget som det er et rusmiddel. Man går op i flueben, ja måske afviser man endda angsten med at der ud for de fluenben står både fornyelse, innovation, disruption og nye projekter – så må selv angsten da kunne se, at man ikke er bange for det nye.

Pseudoarbejde og skam

Den britiske forfatter David Bolchover, der har skrevet The Living Dead, The Shock Truth About Office Life, fortalte os under arbejdet med Pseudoarbejde, at han mente 1) at pseudoarbejde er et større tabu end seksuelle perversioner, 2) at de fleste først kan indrømme pseudoarbejde, når de har etableret sig i et andet virke. Hvorfor er pseudoarbejde så tabubelagt? Og hvorfor kan det blive så stort et tabu, så man end ikke vil indrømme det overfor sig selv?

Svaret ligger i skammen. Man skammer sig overfor sine nærmeste ved tanken om, at de skulle se, at det er ligegyldigt hvad man laver. Eller at de bare skulle mene det. Og man kan skamme sig så meget, at man skjuler angsten for sig selv.

Her kommer satiren ind som det sted ubehaget kan få luft. Kontorsatirer som Tv-serien The Office, tegneserien Dilbert og herhjemme Djøf med løgn kan vinde ind. Man kan grine af det overdrevne, få luft, og vende tilbage.

Men hvorfor ligger svaret på tabuet i skammen? Skyld angår noget man har gjort. Man er måske skyld i at andre ikke kan lave deres arbejde ordentligt, fordi man i den bedste mening har overbebyrdet dem med kommunikation. Men det er vel ikke grund til skam? Skam har ikke at gøre med gøren, men med væren. At man overhovedet er til og må være til. Når man skammer sig ønsker man at være et andet sted, at flygte, at krybe i et musehul.

Skyld er oftere forbundet til noget, man har gjort. Skam er forlegenheden over ikke at formå. For eksempel ikke at formå at være en der gør noget, andre har brug for.

Hvis man skammer sig synes man ikke, at man har ret til at være her. Man har ikke ret til blot at være til. Det kan man jo dække over med en masse præstationer – herunder ikke mindst en masse arbejdspræstationer. Man kan identificere sig med et tandhjul i det store samfundsmaskineri og på den måde finde retfærdiggørelse for sin væren.

Men pseudoarbejdsdebatten er farlig, for den peger på at dette hjul måske kan undværes. Og hermed er man henvist til sin grundskam. Man har ikke bare spildt sin tid og er medskyldig i andres tidsspilde, man er henvist til sin overflødighed. Og overflødighed betyder i skammen mere end arbejdsløshed, det betyder eksistensløshed.

Sociologiske bortforklaringer

Jeg udelader her bevidst alle disse mainstream-sociologiske forklaringsmodeller, som medierne hele tiden flyder over med, der vil henvise frygt, skyld, skam og angst til skærpede sociale konkurrenceparametre og acceleration. Ikke fordi de er helt forkerte, de er bare overfladiske, kedelige og de ser bort fra grundeksistentielle komponenter. Jeg tror, at vi mere end noget andet konkurrerer med os selv. Og at vi hader os selv for pseudoarbejdet og skammer os over det. Jeg mener, at pseudoarbejdsdebatten piller ved vores grundangst og vores frygt for at blive overflødige også som mennesker. At pseudoarbejdets påpegning i det helt konkrete bliver et tabu, ikke bare fordi man er høflig overfor sine kolleger og sin leder og ikke vil udstille dem, men fordi det rører ved eksistensens tandrod.

Nok vil man gerne berette om den meningsløshed, der har indfundet sig i ens arbejde, men det skal være anonymt, fordi man udstiller sine nærmeste ledere og sine kolleger. Man ved jo, at det også er deres tandrod man piller ved. Hvis det ikke skal være anonymt, så skal det i hvert fald pege på en helt anden faggruppe, så det bliver et stammeopgør. Hadet hjælper lidt på meningsløsheden. Og hadet hjælper også på det grundvilkår, at man er alene med sin angst, skyld og skam, for man kan være sammen i hadet.

Bemærk også hvor sjældent det er, at nogen peger på deres eget bidrag til eget og andres pseudoarbejde, som andet end noget, de er blevet pålagt. Hvis der er så meget pseudoarbejde, som kilderne selv siger, så må der da også være nogen der bidrager til det. Og kan disse bidragydere og igangsættere så ikke selv se det? Kan lederne ikke selv se, hvad de kunne have bremset, men lod gå igennem til medarbejderne? Er de og vi så dumme? Nej, det tror jeg ikke. Jeg tror, at det er en paradoxal sammenfiltring, hvor vi ikke ved, at vi godt ved det.

Vitsen

Og derfor er satiren – eller som Freud pointerede, vitsen – et sted, hvor ens eget forhold til pseudoarbejdets meningsløshed, eksistensens mulige overflødighed, alternativernes kaotiske mangel på konturer, og ens eksistentielle islolation – kort sagten skylden, skammen, angsten og isolationen kan finde frem. Hadet, der måske også er et selvhad til egen gøre og laden, kan få luft i latteren. Ensomheden kan opløses i fællesskabets latter. Overflødigheden er kun et vits og satiren lover at alt bliver ved som det plejer.

Desværre har vi ikke altid satiren eller vitsen, og hvis vi havde var det nok heller ikke gjort med den. Den ironiske attitude bringer ikke nogen videre. Og desværre producerer håndteringen af frygt, angst og skam ofte blot mere af det selvsamme, mens hadet, som vi har hørt hos Djøf modsvares med mere kommunikation. Det er væsentligt for at forstå pseudoarbejdet, dets væsen og voksen og dets psykologi, at pseudoarbejdet ikke bare producerer had, frygt, skam og angst, men at håndteringen af disse grundfølelser selv producerer mere pseudoarbejde. For at forstå dette må vi gå ind i arbejdets stemninger.

Forsøg på stemningsoverdøvelse

Når man er i dårligt humør kan man sætte et stykke musik på for at komme i bedre stemning. Man står måske op og det viser, at verden på denne dag kom i en trist stemnings version, så nu må man opmuntres inden man skal ud af døren.

På samme vis skal man ikke undervurdere, at rationelle løsninger bliver sat i søen for at ændre stemninger. Ikke bare aktionærernes stemninger, ikke bare kollegernes stemninger, men ens egen stemning. Det kunne også være, at man satte P1 på om morgenen i bilen, fordi der i P1 er en stemning af rationalitet og orden. At selv om verden virker lidt ude af sig selv, så er der tal på det. Eller at hvis nogen har snydt, så er denne kommet for en domstol. Man kan tale om det. P1 er også en stemning og tabet af Radio24syv var et tab af et stemningsalternativ, når journalisterne på P1 endnu engang blev for forudsigelige og kedelige. Men de er da også begyndt at pjatte værterne. P1 er ikke bare en stemning, den vil nu også være en god stemning.

Men hvad kan man gøre ved de stemninger, er melder sig ved pseudoarbejdet? - Ved det, at man er eksistentielt kastet ud i at være alene med de stemninger som pseudoarbejdet medfører, med frygten, angsten og skammen?

Et møde er for det første altid godt, ikke bare fordi det udadtil såvel som indad til syner af at være i gang, men fordi ens egen stemning bliver blandet med andre stemninger. Det var måske en af opdagelserne, man gjorde under coronakarantænen, men ikke rigtigt vil være ved, at det var erfaringer med ens egen uopblandede stemning. Måske var det, fordi man ikke havde kollegernes virkning, nemlig at blande stemningen op.

Projekter er også godt mod frygt, angst og skam. Som ordet siger er et pro-jekt et frem-kast, og hvis grundstemningen nu er ubehagelig, så lover projektet jo i det mindste en fremtid, der bliver anderledes. Man er fremtidens kvinde eller mand, når man arbejder på projektet, og derfor synes det som om det er virksomt imod nutidens tilstand af smerte eller håbløshed. Med projektet er der håb om noget bedre end nu.

Rationelle løsninger har også en stemning af noget solidt, det lover en systematik. Hvis angsten skriger kaos, så lover rationelle løsninger orden. Med rationelle løsninger bliver der kontrol. Det er rationelt at tælle op, og derfor at bede nogen om tal. Det er rationelt at gøre op og derfor bede nogle afregne. Det er rationelt at indføre et smartere system. Det er rationelt at implementere en nyere teknologi. Det er rationelt at kommunikere mere for at undgå misforståelser.

Alle disse rationelle løsninger kan meget vel være skyld i at folk har mindre tid til deres kerneopgaver. Man er måske medskyldig i det, men det er langt mindre slemt end frygten, angsten og skammen.

Kommunikationen var måske også et forsøg på at række ud efter andre, så det eksistentielle grundvilkår, at man er alene med frygten, angsten og skammen, kunne dulmes. Det kan godt være, at det kun var over mail, men der var da en anden der. Den mail jeg sendte var måske en flaskepost fra mit isolerede kammer eller kontor.

Set i det lys er det kun forståeligt, hvis man ind i mellem lige skal ind på de sociale medier og se. Der er de andre. Og hvis man kan sætte noget i gang, der hvor de andre er, på medierne eller møderne, så kan man også være ude i deres stemninger, mens man arbejder.

Hvorfor ikke kommunikere lidt mere, det virker da som en rækken ud? Hvorfor ikke tælle og bede om tal, der giver da lidt orden i angstkaoset? Hvorfor ikke projektere lidt mere, det er da at arbejde på en fremtid, hvor der er plads til mig? Hvorfor ikke lave noget om, så er der da håb om at fremtiden er bedre? Og hvorfor vil nogen nu til at angribe mig? Hvorfor siger de at kommunikationen, projektet, kontrollen og reformen er pseudoarbejde, når nu det hjælper mig? Ikke sært at der er så meget energi i den debat, og at den omgærdes med tabu og had.

Anders Fogh Jensen er fader til begreber som projektsamfundet, projektmennesket og pseudoarbejde. Han er filosof, forfatter, foredragsholder og dramatiker. Se www.filosoffen.dk