Anders Fogh Jensen, klumme i JP 2020-07-06

I disse uger siges og skrives der også meget om identitetspolitik. En af de seneste anledninger har været at forfatteren til Harry Potterserien, J.F. Rowling, tilsyneladende går imod transkønnede ved at udtale, at folk der menstruerer stadig skulle kunne kaldes kvinder, og at det betyder noget for kvinder at kunne udtale dette. En anden anledning har været raceoptøjerne i USA og Black Lives Matter-bevægelsen. Men der synes at komme nye anledninger uge for uge, og der synes at være en stor energi i disse debatter, hvorfor man som forfatteren risikerer sit ry og omdømme ved at deltage i dem. Men hvordan kom det egentlig hertil? Hvordan blev spørgsmålet ’Hvem er jeg?’ en central kampplads?

Kamppladsen bygger historisk og tematisk oven på nogle andre kampe. For det første at sikre grundlæggende rettigheder til overlevelse, ejendom, udtalelser, valg osv., det som retsstaterne sikrede. Og det bygger oven på, at fyrstens og herremandens herredømmemagt, ret til liv og slaveri, er blevet løst. I det 19. århundredes blev industriarbejdets udnyttelsesforhold tematiseret, ikke mindst af Marx og Engels, og problemerne kom igen omkring fremmedgørelse og objektgørelse, såkaldt reificering, som toges op i 1960erne og 1970erne. Det afgørende var, at man ikke blev tingsliggjort, gjort til objekt; hvilket man jo blev, når man solgte sin arbejdskraft som vare.

I begyndelsen af 1980erne skiftede opmærksomheden fra objektet til subjektet, og dette skete i takt med at nyliberalismen spredte sig over hele det politiske spektrum: Man udøvede ikke længere bare magt over folk ved at objektgøre dem, men ved at gøre dem til frie subjekter. Mennesket var i kraft af opgørene i 1960erne og 1970erne netop blev frigjorte, de var blevet gjort til handlende subjekter. Magtudøvelsen handlede nu om at påvirke disse frie subjekters adfærd, sandsynlighedsrummet for deres handlinger.

Det var særligt den franske filosof, Michel Foucault (1926-84), der fik en afgørende indflydelse her, ikke mindst hans forskellige elever i bl.a. USA op igennem 1990erne. Foucault pointerede, at subjekt også betyder underkastet (su-jet), og at man ved at blive frigjort også altid blev subjektgjort til noget særligt, et bestemt subjekt; det havde hans egne studier af sindssyge, kriminalisering og seksualitet vist. Og man kunne nu elaborere dette til ikke bare at gælde racer og køn, men alt fra patientgørelse, klientgørelse, myndiggørelse, engageret arbejdersubjektgørelse, sød pige-gørelse, ikke-grædende dreng-gørelse. Kamppladsen flyttede fra objektet til bestemmelse af subjektet, og det er det, der i dag er blevet til identitetspolitik, hvor ’hvem er jeg?’, er blevet en afgørende kampplads.

Hvor den nyliberalistiske politik handlede om at påvirke sandsynlighedsrummet for frie subjekters frie valg (gennem alt fra moms og afgift til nudging), der handlede identitetspolitik tilsvarende om at frigøre sig fra at blive defineret. Dette hænger tæt sammen med 68oprøret og 70ernes marxisme, hvor afstanden mellem lyst og magt var på spil: Man ville ikke finde sig i at magten skulle diktere, hvordan man skulle udfolde sig, man skulle udfolde sig, som man havde lyst til. I identitetspolitikken er det til, at man ikke vil finde sig i, at nogen forventer noget bestemt af én, man vil selv bestemme sig selv igennem sin egen bestemmelse af identitet. Og den skal helst være fleksibel for at være fri.