Interview med Anders Fogh Jensen, 2019-07-17, Politiken

Et ironisk scenarie udspiller sig i optakten til dette interview. Da jeg første gang fanger filosoffen Anders Fogh Jensen, er det til en kort samtale på en støjfyldt forbindelse, mens han kører i sin bil.
 
»Jeg er lige midt i en flytning. Hvad drejer det sig om?«, lyder det, tydeligvis gennem højtalerfunktionen på mobilen.
 
Jeg kan lige knap høre, hvad han siger, men forklarer hurtigt, at jeg gerne vil interviewe ham i anledning af en nyere antropologisk undersøgelse fra Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, der blandt andet viser, at mange søger kirken i deres sommerferie – også selv om kirken egentlig ikke er et sted, de kommer i hverdagen.
 
Flere af de her sommergæster beskriver, at de er i en særlig feriestemning, hvor fravær af arbejde og ro til afslapning pludselig giver anledning til, at de begynder at reflektere over nogle af livets store spørgsmål, og så får de lyst til at søge kirken...
 
»Det er, fordi folk på ferie kommer i kontakt med en dybere stemme eller noget, som vi grundlæggende har i os, men som vi ikke giver plads i dagligdagen. Hvis man ikke kan lide de store spørgsmål, så er travlhed den bedste medicin«, siger Anders Fogh Jensen stadig fra sin bil.
 
Vi aftaler at tale sammen igen dagen efter, hvor Anders Fogh Jensen ikke befinder sig i en larmende bil. Godt nok har han også noget flyttearbejde i morgen, men han vil forsøge at ringe, når et ledigt øjeblik opstår.
 
Da det endelig lykkes at få kontakt dagen efter, griner vi begge af ironien over, at en filosof, der mener, at vi som individer har for travlt til de store spørgsmål, selv var lige ved at have for travlt til et interview.
 
»Men nu er det godt med en lille pause«, siger Anders Fogh Jensen.
 
Jeg vil gerne starte, hvor vi slap sidst. Du sagde, »at travlhed er den stærkeste medicin mod de store spørgsmål« ...
 
»... som er vigtige at stille sig, før de opstår på dødslejet, hvis man vil leve som et menneske med den dybde, man har mulighed for«.
 
Kan vi som mennesker da ikke leve uden at skulle stille os selv de store spørgsmål om meningen med livet, tro, gud og død?
 
»Jo, vi kan godt overleve uden at konfrontere de store spørgsmål, men så lever vi som bevidstløse mennesker og lidt som dyr. Kierkegaard kaldte det 'at fortvivle endeligt' – det vil sige at leve uden den 'uendelighed', vi som mennesker også har i os. Jeg taler ikke om bevidstløshed som i hjernedød, men som i åndløshed – at man bare efteraber sin kultur og gør ting, alene fordi alle andre gør det«.
 
Hvorfor behøver travlhed at stå i modsætning til at kunne stille de store spørgsmål?
 
»Fordi travlhed næsten altid afbryder tanken og hele tiden presser sig på. Tag for eksempel den moderne form for pirring, som vi udsættes for gennem elektroniske medier. Hvis jeg venter på bussen, vælger jeg måske at sms'e i stedet for at give mig hen til tankerne. Eller hvis jeg sidder i toget, så vælger jeg at bruge et par timer på arbejde i stedet for at kigge ud på naturen. De pauser, hvor tanken kunne opstå, bliver afbrud af de her hverdagsagtige nødvendigheder, som ofte ikke er nødvendige«.
 
Du siger altså, at vi har en tendens til at udfylde hverdagens små åndehuller med unødvendigheder som telefontjek og arbejde i stedet for at give os hen til roen. Hvorfor gør vi det?
 
»Fordi det er nemmere. Det er nemmere lige at ordne noget, og så frygter man måske også kedsomheden ved bare at sidde. Vi er blevet enormt dårlige til kedsomhed særligt på grund af de muligheder, som vi nu har for hele tiden at være i forbindelse med andre folk. Det selvbedrageriske ligger i, at vi opfatter unødvendighederne som nødvendigheder.«.
 
Hvilket potentiale, mener du, der gemmer sig i kedsomheden, hvis man i stedet for at flygte fra den, går ind i den?
 
»Filosoffen Walter Benjamin har sagt det meget fint. Han siger; 'kedsomheden er drømmefuglen, der udruger erfaringens æg'. Det betyder, at man har gjort sig nogle erfaringer, men de kræver udrugninger for at blive legemliggjort, så de ikke bare er oplevelser. Nogle oplevelser er grusomme og grove, men før man kan blive en større person af de oplevelser, kræver det, at de udruges som erfaringer«.
 
Så når folk på sommerferie oplever mere eftertænksomhed, er det udtryk for, at de opsøger kedsomheden?
 
»Ja og nej. De opsøger nok ikke kedsomheden, men unødvendigheden. Man kan også sige, at ferien er en undtagelsestilstand. Undtagelse fra gentagelsen. Mange af os kender det, hvis vi er væk i længere tid, så begynder vi at tænke lidt mere over det store billede derhjemme. På den måde er ferien også en gave. Man mærker pludselig, at man i virkeligheden hellere vil arbejde i en blomsterbutik, eller man kommer til at kigge på sit liv og tænke; 'hvordan er det dog jeg lever? Jeg har så mange venner, men har aldrig tid til at se dem'«.
 
Overrasker det dig, at den her feriestemning for nogle folk giver anledning til at søge kirken?
 
»Ikke rigtig, for jeg tror, at det ligger til mennesket at søge de stor sammenhænge. Samtidig tænker jeg også, at det formodentlig er lettere at opsøge en præst på et sted, hvor man ikke bor til daglig. Så hvis man nu er usikker på alt det med tro og kirke, er man fri for at blive konfronteret med det, når man kommer hjem igen«.
 
Hvorfor skulle det være mere 'farligt' at opsøge kirken derhjemme?
 
»Jeg tror, det handler om, at vi ikke har en kultur eller et sprog for at tale om den slags dybere pågående emner. Forstil dig lige, at man sagde til sin kone eller sine venner, at man trænger til at tale med en præst. Jeg tror, du kan være sikker på, at de ville rynke på næsen og spørge: 'hvad sker der for dig? er du ved at blive religiøs?' Vi har ikke et fællessprog for de store sammenhænge og eksistentielle spørgsmål. I stedet har vi en masse sprog for dagligdags og jordnære ting som, hvordan man skærer fliser ud eller tjekker lufttrykket på ens dæk. Vi er ikke så trænet i den slags samtaler, der handler om det grundeksistentielle«.
 
Men de store spørgsmål kan vel også være svære at give sig i kast med?
 
»Ja, og det kan også være forbundet med angst. Kierkegaard ville sige, at denne angst udløses, når man pludselig mærker, at det er muligt, at jeg kan leve på en anden måde, eller det er muligt, at jeg skal noget andet med mit liv«.
 
Hvorfor skulle det fremkalde en følelse af angst?
 
»For det betyder jo, at man kan bryde op fra noget. Hvis man pludselig mærker, at det, man har gang i med sit liv, ikke er det, som man vil fortsætte med, så betyder det jo, at man måske må sige op på sit arbejde, sælge huset eller lade sig skille. Alene det, at man ikke ved, hvad man bliver til på den anden side, gør, at det kan føles angstfyldt. Derfor tror jeg, at mange skyder disse tanker væk, og det kan man gøres utrolig effektivt med travlhed«.