Klumme i Berlingske, 02.juni 2019, af Anders Fogh Jensen

I den verserende valgkamp tales der om et stigende antal børn, der lever under den relative fattigdomsgrænse, der sættes til 13.000 kr. efter skat for en voksen med et barn. Mette Frederiksen (S) har udtalt, at hun vil være børnenes minister, men den politik, som Socialdemokratiet lægger op til, ser ikke ud til at ville hjælpe disse børn, og eksperters vurdering er, at det øger risikoen for, at disse børn som voksne selv vil leve under den relative fattigdomsgrænse som voksen.

Der er imidlertid, så vidt jeg kan vurdere, et meget større problem, der gør at stadig flere vil komme til at leve pauvert, og det angår det fremtidige arbejdsmarkeds struktur. Vi kan nemlig i mindre og mindre grad belave os på at leve som efterkrigstidsgenerationen, som 68erne, som almindelige voksne har gjort det i sidste halvdel af det 20. århundrede: som en, der har et fast job. I stigende grad skubbes flere og flere ud i at være ufrivilligt selvstændige småvirksomheder, der lever af at udbyde sin arbejdskraft til et forskellige kunder. Det er nemlig både billigere og mere fleksibelt at købe ydelser fra eksterne partnere end at ansætte dem. De kaldes free lancere. Og jo flere vi er, der udbyder os på denne måde, jo mere muligt bliver det at købe engangsydelser uden at skulle garantere et bæredygtigt liv.

Generelt er spørgsmålet ikke så meget et spørgsmål om eksklusion fra arbejdsmarkedet, men et spørgsmål om en stigende eksternalisering. Eksternalisering er inklusionens modpol. Man må gerne udføre opgaver, men man bliver ikke inviteret indenfor længere end opgaven varer.

Hvordan er det kommet dertil? Hertil er der flere svar. Det første svar er: Den neoliberale ideologi og tilhørende menneskesyn. I 1980erne tog en neoliberal ideologi tavs over fra det gamle højre-venstre verdensbillede, den kom fra Reagans og Thatchers lande, og den ideologi blev til almindelig sund fornuft. Tilhørende her var et menneskesyn, nemlig at ethvert individ er en selvoptimerende virksomhed. Derfor er det i dag også sund fornuft, at enhver må supplere sit CPR-nummer med et tilsvarende CVR-nummer. Man må officielt blive den enmandsvirksomhed, som man allerede ifølge den neoliberale ideologi er.

Det andet svar er: Global konkurrence. Den globale konkurrence og den stigende omsætningshastighed har gjort horisonten kort. Man gik fra årsregnskaber til kvartalsregnskaber, alting kom til at gå hurtigere og det blev mere uforudsigeligt, hvad fremtiden ville have. Derfor måtte man blive hurtigere omstilbare, eller som det hedder i managementlingoen, agile. Her er fastansættelser en klods om benet på enhver virksomhed. Alt det, der sikrer et bæredygtigt liv, såsom løn under sygdom, en plads på kontoret fremfor i hjemmet, pension, barsel, videreuddannelse – alt dette der koster i et menneskeliv, men som giver tryghed, det blev i stigende grad for tungt at operere med. Så når lektoren går af, så eksternaliserer man ham. Det hedder på universitetet en ekstern lektor.

Den usigtbare fremtid, den globale konkurrence og det neoliberale menneskesyn passer derfor godt sammen – og de fungerer sammen med en bekymringsforskydning. Endnu i 1980erne bekymrede managementlitteraturen sig om fyringer. Men i 1990erne begyndte den i stedet at handle om erfaringssedimentering og tavs viden. Hvorfor? Fordi udskiftelseshastigheden var steget. I en organisation med eksternaliserede medarbejdere (free lancere), der er erfaringen og hukommelsen også udenfor virksomheden.

Dette skred er i dag blevet accepteret som helt normalt. Og det åbner for nogle nye logikker, der holder især unge, men også ældre ud i en permanent grundløshed – med helt forståelige tilhørende følelser som angst og vrede, der ikke kan rettes mod noget konkret, fordi det er normale strukturer. Og det åbner op for nogle nye mekanismer på arbejdsmarkedet: Det, der før blev set som udbytning og udnyttelse bliver i dag set som investering i et håb for fremtiden. Med andre ord: Hvis du ved at arbejde for os får større chancer for at få flere opgaver for andre, så ville det være dobbelt betaling, hvis vi også gav dig løn. Jeg får jævnligt henvendelser fra folk, der vil booke mig til foredrag, men ikke vil betale mig, for som de siger, så bliver jeg jo eksponeret for en række mennesker, der måske kan tænkes at ville booke mig i fremtiden. Da jeg startede med at give medierne ekspertydelse i form af deltagelse i radio og TV-programmer fik man penge for det. Det er man for længst gået væk fra, fordi medierne ved, at alle vil arbejde gratis for ikke at blive glemt. Så hvis du skal arbejde dig op eller hvis du ikke står i det grundløse og selv skal skaffe dine kunder, så kan du roligt regne med årtiers gratisarbejde.

En pudsighed her er, at man anvender den gamle grunds begreber i det grundløse: Man ansætter f.eks. vikarer i den agile organisation, men de nye vikarer vikarierer ikke længere for nogen. De er bare midlertidigt ansatte. Ligesom gratispraktikanten er kalkuleret ind i budgettet som en arbejdskraft, der kræver tid, men koster 0.

Den britiske økonomi, Guy Standing, har kaldt denne stigende klasse for prekariatet. Vi har ikke længere et proletariatet, men et stigende antal mennesker – her iblandt mange veluddannede – der lever på prækære vilkår. De lever som byggesjakket fra opgave til opgave, blot er de ikke et sjak, men et CVR, en permanent vikar eller praktikant eller en gratisarbejder med håb som løn. Ifølge Guy Standing kan denne klasse blive farlig, fordi dens vrede og angst kan udarte sig til politiske ekstremer, sådan som man f.eks. har set det i USA, Brasilien og Ungarn. Jeg interviewer Guy Standing på festivalen Heartland på torsdag og vil spørge ham, hvad der undrer mig mest: Hvorfor taler ingen i den danske valgkamp om disse prekære liv? Hvorfor taler ingen om borgerløn? Hvorfor taler ingen om en mere jævn fordeling af arbejdet? Hvem skal jeg stemme på, hvis jeg synes, at dette er vigtigere end klimakrisen?