Om livsbegreber i en coronatid: levemand overfor biologisk liv

Interview med Anders Fogh Jensen Af Erik Jensen, Politiken 2020-04-06

Strejfer rundt på må og få på Vestre Kirkegård en sen eftermiddag. Læser på en gravsten om bokseren Dick Nelson (Richard Christensen), som i starten af forrige århundrede slog igennem i New York. Nyder de smukke statuer mellem buske og blomster. Falder i staver over de tusinder kors for tyske flygtningebørn fra det fjerne forår i 1945.

Pludselig lyder smældende skridt og en tung prusten lige bag mig. Snurrer rundt og er i et sekund eller to fanget, ansigt til ansigt, med en svedigt, stønnede løber i fuld ornat: store hørebøffer på hovedet, farestrålende, stramt sportstøj og sko til svimlende priser. 

Så er han spurtet forbi mig, ud af farezonen og væk. Forsøger at overvinde forskrækkelsen og vende tilbage til fascinationen af levede liv og fortiden i den korte ro, der sænker sig mellem gravene. Men ny gruppe løbere er i fuld sprint på vej i min retning. Med en fart som var de på flugt fra døden.

»Der er næppe steder, hvor man ser sammenstødet mellem kulturen og kampen for at overleve, at holde kroppen stærk, så tydeligt som på kirkegårde. Nogle vil gerne fordybe sig i kulturen, historien eller sorgen, mens andre løber svedende rundt med pulsure og anden teknologi til at måle, hvor langt de er foran døden. Der ville jeg ønske at vi gav lidt mere plads til fordybelsen og måske ligefrem forbød at løbe på kirkegårde efter den her krise. Det vil være et stærkt signal om, at alt ikke handler om kropslighed og motion«.

Fra sit hjem i idylliske Laven ved Ry, hvor freden i skovene kun forstyrres af lycraklædte mountainbikeryttere, som dog for længst er henvist til særligt indrettede stier, har filosoffen Anders Fogh Jensen nervøst fulgt udviklingen efter, at danskerne blev sendt hjem af coronavirussen. 

»Den tendens til at dyrke det sunde liv og holde kroppen i god form, er kun blevet stærkere af den krise, hvor vi med regeringens tiltag fokuserer på overlevelse.. Men den generelle strategi, både for den enkelte og samfundet, kan let blive til en zombietilværelse med overlevelse som eneste mål«, mener Anders Fogh Jensen.

Ideen om redde så mange fra den såkaldte risikogruppe ved at flade kurverne over smittede langt ud - er en sidste reminiscens fra den henslumrende kristendom, mener han.

»Hyrden skal ifølge de bibelske ligninger ikke bare tage vare på sin flok, men også på hver eneste lam i den. Sådan som sundhedsmyndighederne og statsministeren prøver på nu«, siger Anders Fogh Jensen.

Mens coronavirus og sygdommen covid19 med dramatiske dødstal og alvorlig sygdom har spredt sig i Europa og USA, er en udvikling, der i forvejen var i gang i Vesten, blevet forstærket voldsomt. Nemlig trangen til at være i god form, leve sundt og leve længe.

»Sundhed er blevet den nye helligdom, fordi vi ikke længere ved, hvad livet egentlig handler om. Derfor er fokus nu kun på at leve længe - både på hospitalerne, men også udenfor med kondi og fitness. Vi er for levende til at dø, men måske også for døde til at leve«, sagde Anders Fogh Jensen.

En påmindelse om den angst for sygdom og død, der er vokset i de seneste uger, mens ofrene for pandemiens hærgen gøres op dag for dag kloden rundt. Sammen med frygten for, at så mange vil blive alvorligt syge på e ngang, at hospitaler og læger kollapser, er det baggrunden for regeringens politik. Men måske også for, at vi ikke tør leve livet fuldt ud.

»Det kan være, at vi skal genoplive et begreb fra gamle dage frem - dengang talte man om »en levemand«. Det var en, der spiste sig tyk og nød livet, sådan som Stefan Zweig beskriver i Verden af i går;. Det handlede ikke bare om at spise, men også om at fylde sig med ånd. Hvis vi lader kroppen bestemme og udelukkende lever efter, hvad der er godt for den, kommer vi nemt til at fornægte de ting, der giver livet mening - det nydelsesfulde som en god middag, men også den kulturelle og åndelige nydelse«, mener Anders Fogh Jensen.

Det er naturligvis ikke, fordi filosoffen ikke kan forstå angsten for sygdommen og de kolossale ændringer i vores levemåde, samfund og resten af verden, den vil medføre. Anders Fogh Jensen udgav i 2011 bogen ’Epi-demos - en lille bog om store epidemier’, der netop skildrer de radikale forandringer, historiske epidemier førte med sig.

»Lige nu er vi en krise, der for en fodboldelsker som mig minder om, at et hold har en mand udvist. I den situation handler det ikke om at spille kreativt angrebsfodbold, men om ikke at blotte sig, at begå fejl. Man lukker ned og passer sine opgaver i forsvaret og prøver at få tiden til at gå. Der er vi nu, så vi kan ikke satse offensivt på andet«, siger Anders Fogh Jensen.

»Der er selvfølgelig en værdi i at tage sig af sin næste og at redde et menneskeliv. Men det er at optimere populationen er blevet ren automatik, en refleks. Vi dyrker det biologiske liv, vi skal hæve gennemsnitsalderen, men glemmer, at man sagtens kan overleve uden at have særlig meget livskvalitet. Sundhed og lange liv er blevet erstatning for gudebilleder. Det kunne også være blevet noget mere indholdsmæssigt - litteratur, Bachs symfonier eller nogle holdninger og værdier, man faktisk står for«, siger han i telefonen på vej over Fyn i bil.

I bilen tænker Anders Fogh Jensen med nogen bæven frem til den dag, hvor coronaen ikke længere er vores vigtigste problem.

»Jeg kan godt frygte, at krisen fører til, at vores prioriteringer vil ændre sig til fordel for sundhedsvæsenet. Der kommer en stor pukkel af udskudte behandlinger og operationer efter, at sundhedsvæsenet har vist os, hvem der er vitale i samfundet. Alt det, som ikke er biologisk og forlænger livet bliver mere overskudsagtigt og knapt så vigtigt - det er teater, film, litteratur, kunst og musik, de kulturelle aspekter«.

Men når ikke engang kulturministeren mener, at vi kan tillade os at tænke på kultur lige nu, er det vel indlysende, at vi kanoniserer læger til helte og priser sundhedsvæsenet?

»Jeg har ingen problemer med, at Søren Brostrøm og co. hyldes lige nu fremfor en masse konsulenter. Det er fint, at vi har eksperter, som er klare i mælet og gør det fornuftige. Det er bare vigtigt, at det ikke sætter sig, så sundhed og en sund økonomi er vores eneste mål. For så er vi en slags moderne barbarer. Churchill blev under Anden Verdenskrig spurgt om, hvorfor man ikke kunne skære i kulturen for at få flere penge til krig. Han svarede: »Hvad kæmper vi så for?« Uden kultur vil vi være en slags fitnesszombier, der har levende kroppe, men er døde inden i«, mener filosoffen.

Når coronaen engang slipper sit tag i befolkningen, håber Anders Fogh Jensen, at mange politikerne også vil fremme kulturen og måske ligefrem begrænse de sportslige udfoldelser i det offentlige rum.

»Kulturens budgetter er ret små i forhold til andre områder i samfundet. Det ser ikke særligt godt ud for et samfund, der gerne vil forså sig selv som et af de mest udviklede i verden. Det sømmer sig ikke at bryste sig af sine sejre på biologiens område. Nietzsche mente, at den tyske kultur havde det dårligst, når landet havde vundet krige. Det er værd at tænke over, når man fejrer triumfer i »krigen mod corona«. Foreløbig ser det ud som om vi klarer os bedre mod corona end Spanien og Italien, men det betyder ikke, at vi er dem overlegne. Det er ikke os, der har skabt de store operaer eller har tradition for at gå ind og høre dem«.

Vi er på vej ind i påsken, en af de højtider, der trods alt minder os om de kristne rødder og normalt får danskere i stort talt til at søge mod kirkerne. Måske en mulighed for gå ind i en mere åndelig eftertænksomhed? Eller tage en løbetur på kirkegården?

»Det kan gå begge veje. Vi kan opleve både forglemmelse i forbrug og sundhed eller, at vi har været sat så længe i stuearrest, at vi tænker og har tænkt lidt over tingene. Krisetiden er - hvis den ellers ikke gennemsyres af angst - tid til eftertænksomhed, men når krisetiden ikke er der længere, ja, så er glemsel nok det mest sandsynlige, om end det bliver med en erfaring rigere«, vurderer Anders Fogh Jensen.

Han er dog med på, at en påske uden store frokostborde med familien samlet over sild og snaps, giver tid til ensomme ture med løbeskoene på.

»Der er mange, der er indebrændte, alene i deres lejligheder. Og det skal brændes af. Så det er nok ikke nu, vi skal lægge forhindringer i vejen for joggere. Problemet er bare, at de indebrændte menneskers kropsvæsker sprøjter udover det det hele. Det må vi bare bære over med for tiden, tror jeg og så måske bagefter skabe særlige områder for løbere og andre steder i natur og parker for folk, der gerne vil have noget ro«.

Selv savner Anders Fogh Jensen »samspil, holdspil og kontaktsport«, selv om han mest er gået over til at spille golf. En rolig og ind i mellem beroligende sport. Hvilket ikke er dårligt i en krisetid, hvis man skal følge de gamle græske stoikere, som ville adskille fornuftne fra følelserne. Dem tænker filosoffen meget på for tiden:

»De sagde: »Du skal vide, at du skal dø. Men du skal ikke lade den tanke knuse livet«. Det kan vi tage til os for tiden og ændre vores adfærd - bare lidt«.