Ved ANDERS FOGH JENSEN
Ved ANDERS FOGH JENSEN
Essay i Politiken 2020-04-04, af filosof, dramatiker og foredragsholder Anders Fogh Jensen – filosoffen.dk. Forfatter til. Bl.a. Epi-demos, En lille bog om store epidemier
På den ene side har vi de seneste uger levet med medicinens præsentation af diagnoser, dens ligninger og statistiske klarhed, dens fremskrivninger med sandsynlighedsberegninger. Den medicinske side er sammenvævet med politiske beslutninger og utvetydige udmeldinger, der skal regulere adfærden. På den anden side er der en livsverden under epidemierne for såvel de syge som de raske. Denne epidemilivsverden har en lang tradition i litteraturen.
Epidemierne har nemlig deres pendant i litteraturen og kunsten generelt. Hvor de fleste Hollywoodfilm bruger epidemien som anledning til thriller og katastrofe, har litteraturen et langt mere mangefacetteret bud på epidemilivets verden blandt mennesker, der forholder sig til mikrober, årsager og hinanden.
Litteraturens klarhed er en anden end medicinens og statistikkens, og den viser mange andre sider end statens organiseringer af byerne. Litteraturen er en slags forvrænget spejl, der i et billede forrykket viser såvel den normale, som den ikke-epidemiske tilstand. Med litteraturen får vi derfor et andet øje for de epidemiske tilstande, der også lærer os om forskellene og måske især lighederne med ikke-epidemiske tilstande, fordi epidemierne er ekstremer. Epidemilitteraturen udkrystalliserer spørgsmålet om menneskets værd. Og den viser undtagelsestilstanden som en tvetydig mulighed for at begynde på noget nyt.
I en del af den næste uudtømmelige epidemilitteratur er epidemien en baggrund eller en anledning til at diskutere og drøvtygge samfundets tilstand, menneskets vilkår og sædernes forfald. Det gælder for eksempel i epidemiværket par excellence Boccaios Dekameron (1349-53), hvor en gruppe på syv kvinder og tre mænd flygter fra det pesthærgede Firenze til en villa udenfor byen og hen over ti dage fortæller hinanden 100 ridderhistorier, erotiske historier og historier om købmandskabets snusfornuft og franarrelser. Fælles for mange af disse epidemirammefortællinger er, at de på den ene side opstår ved at nogen skal have meget tid til at gå, og på den anden side synes at have epidemiens kropslige forfald som baggrund for et moralsk forfald eller en kulturens dekadence. Rammen gælder for eksempel også Thomas Manns Trolddomsbjerget (1924), hvor handlingen udspiller sig over syv år på santatoriet Berghoff op til første verdenskrig. I disse lange liggekure, gåture og spiseseancer under tuberkuloseepidemien lever sanatoriebeboerne en paralleltilværelse, hvor de har god tid til at tage store temaer op, og man følger, hvordan humanister, bohemer, romantikere og oplysningsmennesker tørner sammen. Dekadencen består ikke bare i en ophøjelse af det syge til noget, der giver prestige, men også i at samfundet her ikke længere er i stand til at danne hovedpersonen Hans Castorp på trods af, at det ikke skorter på råd. Et lignende parallelunivers findes i Alexander Solsjenitsyns Kræftafdelingen (1968), hvor Oleg Kostoglotov er kommet i straffekoloni, men på grund af en mulig mavecancer bliver indlagt på en kræftafdeling, hvor et stort trekantsdrama udspiller sig.
Epidemien kan også anvendes som allegori på noget andet. Mest kendt er nok Albert Camus’ Pesten (1947), der handler om pestens fremkomst i den algierske by Oran og en læges sisyfosarbejde med at redde mennesker. Romanen rummer på den ene side mange konkrete beskrivelser af livet under epidemien, men den læses ofte også som en allegori på fascismens fremkomst – den brune pest, som den hed i Frankrig med henvisning til tyskernes uniformer. På handlingsplanet synes pesten at vække en grundmenneskelig grusomhed og fremmane menneskets mest primitive instinkter, i tråd med Artauds tanker om at teatret og pesten kunne vise en bund af latent grusomhed hos mennesket.
I Gabriel Garcia Márquez’ 100 års ensomhed (1967) er epidemien en søvnhedsplage, der udvirker at folket kommer til at glemme sprog og lide af afasi. Det er svært ikke at læse dette tab af sprog og minder som en diagnose over en generel kulturel demens, der ikke er os fremmed i dag. Tilsvarende er det i José Saramagos En fortælling om blindhed (1995) blindheden, der smitter befolkningen og anslår et gammelt tema om hvad man kan se og indse.
Mere munter er Jean de la Fontaines fabel Les Animaux malades de la peste, Pestens syge dyr (1678). Her er løven kongen, fordi den er den stærkeste. Denne foreslår at ofre den mest skyldige for at redde folket. Ræven er retorikeren, der argumenterer for, at det ikke er syndigt at spise får. Men da æslet, ærligt og naivt fortæller, at det har spist græs på en eng uden at have ret til det, kommer det i unåde og bliver grundet sin ærlighed den, der bliver ofret. Fontaines gamle fabel synes at være en universel allegori på et politisk klima af løgn, kalkulationer og hykleri, der spreder sig epidemisk og hvor de oprigtige ofres.
Enhver kærlighedshistorie må have en afstand, der opbygger spændingen. Det kan være trolovelsen bort til en anden, den geografiske afstand, den aldersmæssige afstand, den enes for tidlige død eller den enes manglende eftergivelse. De antitaktile strategier for epidemibekæmpelse, karantænen og lukningen af byen, kan bringes i funktion som adskillelse. Det sker bl.a. i Shakespeares Romeo og Julie (1595). Fader Lorenzo, har arrangeret Romeo og Julies flugt fra Verona og de stridende familier således, at Romeo skal blive i landflygtighed uden for byen, og han giver så Julie et sovemiddel, der får familien til at tro, at hun er død. Romeo skal derefter komme og hente hende i kirken, og de kan tage af sted sammen. For at dette skal virke, skal en meddeler, en munk, bringe denne plan til Romeos tilflugtssted. Munken kommer imidlertid til at sidde fast i en pestby, hvor portene lukker og han kan ikke nå frem. Tragedien fuldbyrdes, da Romeo vender tilbage til Verona og finder Julie sovende og tror, at hun er død, hvorefter han begår selvmord. Da Julie vågner og ser Romeo død begår hun også selvmord.
Tuberkulosen, der jo tog mange romantiske kunstenere med i døden og blev romantiseret som en ædel og værdig sygdom, ramte også de tre Brontë-søstre, Emily, Anne og Charlotte med døden til følge i årene 1848-55. I Emily Brontës Stormfulde højder (1847) må de elskende Catherine og Heathcliff se sig adskilt, da Catherine sendes til en anden gård med bedre luft.
Kærligheden kan under afstandens synsvinkel også mime epidemien i sine rystelser og uafvendelighed. Det sker f.eks. i Gabriel Garcia Marquez’ Kærlighed på koleraens tid (1985), hvor Florentino Ariza er forelsket i Fermina Daza mens koleraen hærger. Fermina er dog udset til en doktor, Juvenal Urbino, der arbejder imod koleraen. Arzas kærlighed vokser med årene og ryster ligesom koleraen, den ramte. Passionen er som en virus, der angriber, og som den angrebne ikke kan rive sig ud af. Og som sådan er epidemien også en positivkraft, der kan få de ekstraordinære følelser til at udvikle sig.
I dag ville vi æde, thi i morgen skulle vi dø, hedder det i J.P. Jacobsens novelle Pesten i Bergamo (1881). En side af de epidemiramte byer er den totale gennemregulering i parceller og reglementer, en anden side er det vanvid og ligegyldighed, som det fører med sig. Hvis man alligevel skal dø, så kan man lige så godt kaste sig grams med hor, druk og alt det man har holdt tilbage som et svar på overmagtens kommandoer. Men mest af alt er det nok den overskridelse af grænser, som epidemierne bringer med sig: den vader ind i kroppene uden at spørge først, den overskrider alle sociale skel og gør alle til kroppe, og den installerer et delirium i bevidsthederne. At kaste sig i grams er derfor blot at mime epidemien. Dette ses bl.a. i de erotiske noveller i Boccacios Dekameron og nydelsen ved at fortælle dem. I Edgar Allan Poes The Masque of the Red Death (1842) samler prins Prospero tusinder af hoffolk i et lukket luxusområde og beordrer portene lukkede. Hvis ’den røde død’ alligevel er her, kan man lige så godt feste. Han agerer da vært for et stort maskebal, hvor døden som rød gæst til sidst tager livet af ham. I Jacobsens Pesten i Bergamo fører pesten til et delirium, og byens nihilisitiske tilstand under den meningsløse epidemi afløses af et gennemkommende korstog, hvor en antikristelig prædiken piller troen fra hinanden.
At epidemien ikke bare fører til strengere orden, men også kan kuldkaste den gældende orden i ligegyldighed eller ligefrem kaos er der mange eksempler på. For eksempel er dekandencen prægnant i Manns roman Døden i Venedig (1912), hvor digteren Gustav von Aschenbach forlader München under koleraepidemien og rejser til Venedig. På sit luksushotel på Lidoen forelsker han sig i den smukke polske adelssøn Tadzio på 14 år. Aschenbach vælger i sin fascination af drengen at blive i byen selv om den dødbringende epidemi tømmer byen for andre turister. Døden i Venedig skildrer en dobbelt dekandence: en erotisk dekadent tiltrækning udspiller sig imens resten af verden er ved at gå op i limningen.
De to Mannromaner tematiserer også hvordan en – med et udtryk fra Tom Kristensen – asiatisk vælde overfalder eller underløber det kontrollerede Europa. I Trolddomsbjerget er det russerne og de to russerborde i spisesalen, hvis dekandence spreder sig. I Døden i Venedig er koleraen en epidemi, der er undfanget i Gangesdeltaet, hvor tigeren ligger på lur i buskadset. Tigeren er den fremmed Gud, et dionysisk trækdyr. Epidemien er i sin dobbelthed mellem konkret tilstedeværelse og ordensoverskyllende orgiastisk vanvid en dionysisk-asiatisk hjemsøgelse af Europa.
Hvor dekandencen er en overflod og en understrøm, så er der også en mere ligefrem sammenbrud af orden, anstændighed og regler. Dette finder sted som et frembrud af mere primitive instinkter i en alles kamp mod alle, som f.eks. nævnt i Camus’ Pesten. I José Saramagos En fortælling om blindhed bryder den sociale orden i lejren af de blindhedsbesmittede sammen, og det fører til henrettelse og nedbrænding. Omvendt beskriver Magaret Atwood i Tjenerindens fortælling (1985) – som en del vil kende fra HBOserien A Handmaids Tale – den styringsmæssige side af epidemierne, hvor staten træder i karakter og installerer ekstrem orden, nemlig hvordan den epidemiramte by fører til totalitære tilstand. Byen Gilead er ramt af en epidemi, der har gjort de fleste kvinder ufrugtbare, og der iscenesættes nu meget systematisk et regime, der organiserer de frugtbare kvinder til tjenestepiger for overklassen og systematiserer samlejerne, så overklassens mænd kan formere sig med tjenerinderne, hvorefter afkommet herfra bliver hurtigt adopteret af overklasseparrene. For at sikre disse voldtægter kræver det et meget rigidt og overvåget samfund, der ikke levner meget plads til tjenestepigerne, og som omvendt gør kommunikationen mellem tjenestefolkene til en epidemisk trussel, der fordrer afstand og nøjsomhed.
Homers Illiaden (ca.700 f.kr.) åbner med en epidemi over grækernes lejr udenfor Troja. Epidemien betragtes her som en straf over grækerne, der skyldes, at Agamemnon har holdt trojanerkvinden Chryseis som slave. Chryseis gives af Achilleus til Agamemnon, der beholder hende som slave, fordi han finder hende smukkere end sin egen hustru Clytemnestra. Da Chryseis’ far Chryses vil løskøbe sin datter nægter Agamemnon dette, også selv om Apollon giver ham guld og sølv. Som straf sender Apollon en epidemi over grækerne, og Agamemnon bliver nødt til at give Chryseis tilbage til trojanerne for at ophæve plagen. Tilsvarende sender Gud også plager over egypterne for at få dem til at frigive isralitterne, som de holder fangede, iflg. 2. mosebog kap.7-11. De ti plager består bl.a. af pest og bylder, men også af andre plager som frøer, myg, græshopper, hagl og mørke – og ender med at alle førstefødte sønner dør.
En epidemi følges ofte af en underliggende steminng af Sodoma og Gomorra: Spørgsmålet om, hvordan epidemien kunne være undgået leder tankerne hen på skyld. Aids-epidemien i 1980erne brød først ud blandt homoseksuelle og stofmisbrugere og fulgtes af lignende temaer som brud med naturen og skørlevned. Tony Kushners Engle i Amerika (1991) viser, hvordan homoseksualitet, sygdom og politisk korruption blandes i en Aidstid. Roy Cohn er en ambitiøs homoseksuel advokat, der rammes af Aids og bruger sin politiske indflydelse til at få den medicin, der ellers kun er for de mest privilegerede. Roy Cohn lever i et forbrug af relationer, der vurderes og udskiftes efter brugbarhed, og det underliggende skørlevned synes at være den frembrusende individualisme.
Tæt knyttet til straf temaet er mennesket skyld i en apokalypse. Mennesket er i coronaens tid skyldig i globaliseringen, i blanding af alle nationaliteter og adspredelses- og forretningsrejser overalt. Menneskets eksperimenter med biologiske våben (epidemibekæmpelse vendt om), dets blanding med dyr eller simpelthen dets udvikling af teknologier, hvor det stikker næsen for langt frem, har ført til en række postapokalyptiske scenarier i science fictiongenren, der udleverer de enkelte overlevne til det tomme rum. I Stephen Kings Opgøret (1978) er et stof til biologisk krigsførelse, project blue, sevet ud af en amerikansk militærbase ved et uheld og 99% af verdens befolkning er døde. Herefter samtale de to overlevende i to grupper, de godes kamp mod de onde, mens de godes idealisme sættes på prøve. Tilsvarende viser Mary Shelleys The Last Man (1826), der foregår fra år 2073 til 2100, hvordan institutioner bryder sammen og grupper kæmper internt for at overleve og korrumperer internt under en rasende epidemi.
I Justin Cronins Den første (2010) finder forskere ved et tilfælde ud af, at kræftsyge patienter kan blive raske, hvis de besmittes af – meget aktuelt – et virus fra en flagermus i Bolivias jungle, og gør det til et militært projekt. I Michael Crichtons Truslen fra det ukendte (1969) er en militærsatellit fra rummet landet i New Mexico med en virus fra rummet, og romanen skildrer herefter arbejdet i en underjordisk bunker med at finde en kur, alt imens virusen muterer.
Fælles for disse postapokalyptiske techno-dramaer er den prometheuske synd; Prometheus, der stjal ilden fra Hefaistos og kunsterne fra Athene og gav det til det nøgne menneske: At give mennesket evnen til at skabe bevirker, at mennesket kan ændre på naturen, og det er netop denne naturordens sammenbrud, der fører til epidemiers hærgen.
Epidemiernes tragedier er sammenspundne af uforenlige ender. Af skyld og uskyld: en uskyldig besmittelse og en skyld i at det kunne være undgået. Af orden og sammenbrud: af fascistiske reglementer og interne magt- og overlevelseskampe. Af drømmen om livsforlængende immunitet som årsag til katastrofale epidemiske lavineskred. Af ophøjelse og dekadence, det være såvel de ubesmittede som de tuberkuløse. Af smitte der raser og ubærlig lang tid, der skal gå. Af afstand mellem mennesker og promuskuiøse sammenrend. Som sådan er epidemierne mere flertydige end de klare pressemøder lader forstå – end videnskabsfolkene og staterne lader forstå. Og netop epidemiernes mangetydighed lader litteraturen os klart forstå.
BLÅ BOG
Anders Fogh Jensen
Født 1973. Filosof (ph.d.), foredragsholder og forfatter til en lang række bøger, herunder ’Epi-demos’ – en lille bog om store epidemier samt samtidsdiagnostiske bøger som ’Projektsamfundet’, ’Projektmennesket’, ’Pseudoarbejde’ og teaterstykket ’De danser alene’. Ud over at holde foredrag arrangerer han dannelsesrejser og filosofisk konfirmation (se filosoffen.dk)
