Klumme i JP, 2020-04-09 af Anders Fogh Jensen, filosoffen.dk, forfatter til bogen Epi-demos, En lille bog om store epidemier

”Der er ikke længere noget udenfor medicinen”, understregede en af de mest citerede filosoffer og idéhistorikere i moderne tid, Michel Foucault, i en fyldt konferencesal i Rio de Janiero en oktoberdag i 1974. Hermed mente han, at staten var blevet en medicinsk stat, der med reference til medicin og patologi, altid intervenerede i og påvirkede befolkningerne for at optimere netop befolkningen. Og at selv økonomiske politiker for vækst handler om at stimulere kapitalismen, så befolkningen kan leve stadigt sundhedere og længere.

Jeg har længe synes, at Foucault overdrev. At finansministeriet synes at være overministeriet, og at sundhedsministeriet lå et stykke under. I denne tid er det dog mere sundhedsministeren vi ser træde frem over finansministeren.

I denne fjerde uge af nedlukningen er stemmerne begyndt at piple om, at finansministerielle betragtninger skal tilbage på førstepladsen, fordi alting i sidste ende handler om, hvad vi har råd til. Enhver meningsdanner og lægmand har ophævet sig til lommeepidemolog, ligesom slutrunder i fodbold får potentielle landstrænere frem i enhver. Argumenterne her peger dog stadig i retning af, hvordan vi får den sundeste og mest levedygtige befolkning, om det så er normeringer i børnehaven eller gang i hjulene.

Hvad Foucault var kommet på sporet af, var at nationerne i det 17. århundrede var så udmattede af at føre krig med hinanden og forsvare deres territorier, mens krigsbudgetterne var ved at vælte statsbudgetterne, at der måtte et skifte til. Nationalstaternes øjne flyttede sig her fra territoriet hen imod populationen. I 1750-1770 oprettede man i Preussien egentlige programmer for at forbedre folkesundheden og i 1764 et egentligt medicinishe Policey. Siden fik vi forgængeren til statskundskab, Polizeiwissenschaft, der skulle studere statens og befolkningens ressourcer og virkemåder. Herfra – og særligt med det 19. århundredes statistiske kortlægning af alt på territorierne – blev politik til det, Foucault kaldte biopolitik. Og man kunne tale om befolkningen som en egentlig biomasse, hvis sundhed der skulle interveneres i og for.

Den pågående coronaepidemi og den politiske tilstand skærer ud i pap, at vi lever i en æra, hvor medicin og regeringsindgreb går hånd i hånd, i hvad man kunne kalde medico-gouvernementale styringsindgreb. Dette er ikke faldet ned fra himlen, men er formet historisk gennem århundreder med epidemier og sygdom, og er grundlaget for den lange gennemsnitsalder og det biologiske sikkerhedsniveau, vi sædvanligvis lever under.

Statsministeren og andre fortæller os, at Danmark vil være ændret, når Danmark engang langsomt bliver genåbnet. På en måde, og på en måde ikke. For hvad vi lærer af idéhistorien er, at vi allerede længe har haft nationale stater, hvis politikker handlede om optimeringen af populationen. Vi har jo alle længe haft en journal hos lægen, vi har omgås med håndsprit før, vi har hørt om sundhedspolitiske indgreb og tilskud længe.

Hvis det fører en forskydning med sig, så er det måske et endnu større fokus på og reduktion af liv til netop biologisk liv. Vi kommer til at tale om liv som det at være i live, ikke som det at leve. Men det mange af os mærker lige nu, er måske, at vi nok er i live, men ikke lever. Så der bliver behov for et andet livsbegreb, sådant et begreb, som vi har bevaret i det gamle ord ’en levemand’. Vi må kontrastere det biologiske liv med en insisteren på blive levemænd og -kvinder igen.