Af filosof og forfatter til bogen Epi-demos, En lille bog om store epidemier Anders Fogh Jensen

Klumme i Jyllands-Posten, 13.april 2020

I den verserende antagonisme mellem kapitalisme og klima synes kapitalismen igen og igen at vinde. Mens en mindre omlægning af mikroforbruget er i gang eller i hvert fald debateres, så forbruger vi stadig mere og udleder stadig mere kultveilte. Jeg tror, at vi simpelthen ikke er truede nok til at gøre noget ved størrelsen i vores forbrug.

For fire uger siden skrev jeg på denne plads om, hvordan epidemierne er en provokation til befolkningerne, der siger ’Organiser jer eller I dør?’ Og hvordan bekæmpelsen af coronavirusset indtil videre foregår efter den klassiske antitaktile strategi, det vil sige at sikre ikke-berøring.

Analogt til maskerne som vi ser overalt i TV nu var markedsføringen af en fransk opfindelse fra det 19. århundrede i 1980 under aids-epidemien, nemlig kondomet. Det er forsøget på at kile noget ind mellem berøringerne, hvis mennesker alligevel vil eller skal være sammen – som samtidig udtrykker mistanken til de andre.

Man siger ofte om krigene, at de har været udviklende for samfund. At uden Første verdenskrig havde vi ikke udviklet flyvemaskinen i samme omfang og uden Anden verdenskrig ikke atomkraften. Men epidemierne har også haft en katalyserende rolle for de sociale teknologier, for styreformer og adfærdsformer. Koleraen i det 19. århundrede førte f.eks. til omfattende kloakeringer, fordi kolera smitter igennem vand. Karantænen, som er taget i brug nu, er udviklet af pestbyerne, som en prævention mod fremmede smittede, der måtte vente i fyrretyve dage udenfor byen indtil man kunne afgøre om de var smittede – heraf de italienske udtryk quarantina, fyrretyve.

Spørgsmålet er, om coronavirusset med sit omfang nu også kommer til at påvirke vores samfund? Næppe på et bekæmpelsesstrategisk plan, strategierne er relativt almindelige, blot har man i forhold til tidligere århundrede, f.eks. den spanske syge for hundrede år siden eller pesten i middelalderen måtte stå overfor langt større bevægelseskompleksitet og -hastighed.

Hvad har coronavirusset da indtil videre fået os til? At lukke produktionen i Kina og dermed kommer der ikke så mange kinesiske varer hertil. At lade være med at tage på ferie i Norditalien, et af de populæreste turistmål i verden. Flyselskabernes aktier bløder, fordi folk i stigende omfang bliver hjemme fra den slags rejser. Samtidig finder vi andre måder at klare os på. Omlægger påsken til sommerhuset. Undværer de kinesiske varer.

Men sig mig, var det ikke netop det, som klimabevægelsen gerne ville kunne bevæge sin forbruger til i kampen mod kapitalismens vækstparadigme? Uanset om der faktisk på nuværende tidspunkt er tale om en epidemi i lande som Danmark, så begynder det i hvert fald for en tid at betyde, at vi føler os tilpas truede til at vi omlægger dele af vores forbrug. Måske vil vi komme til at omlægge mere af vores forbrug. Og måske kan vi, hvis denne tid varer ved lidt længere, opdage, at vi ikke bliver så ulykkelige af det endda.

Epidemier har ofte katalyseret samfundsmæssige omvæltninger, og måske bliver coronavirussets gave at lære os at lad os nøje. At reparere de kinesiske produkter selv eller få dem repareret i vores nærområde. At bruge vores eget område og dets ressourcer. Epidemier er noget skidt, men ikke så skidt, at de ikke er godt for noget.