Af Anders Fogh Jensen

Forfatter til bogen Epi-demos, En lille bog om store epidemier

Klumme i Jyllands-Posten 2020-02-13 

Så er vi der igen. Tilbage i virussituationen. Med Coronaviruset genopfriskes nogle af de gamle strategier for bekæmpelse, for selv om verden har ændret sig meget de sidste knap 800 år siden pestens komme, så handler det stadig om, at menneske ikke rører ved menneske. Epidemier er et fantastisk sted at studere organisering, fordi epidemierne er en provokation til befolkningerne: organiser jer eller i dør alle. Hvad vil I gøre?

Hvad man vil gøre afhænger selvfølgelig af hvilke forestillinger man har om hvordan virusset smitter og hvorfor det er kommet. Under spedalskheden i middelalderen var der andre salvelsesritualer end der er i dag. Men mest afgørende er det, om man mener det smitter direkte fra menneske til menneske, eller igennem dyr som f.eks. myggen og Gule feber eller Malaria, eller igennem vand som kolera. For hvis viruset smitter igennem mennesker, kan man nemlig give sig til at moralisere og opstille reglementer til håndtering af befolkningsmassen. Det er sværere med myg og vand. Det handler om at lave adfærdsregler og fysiske skranker mellem mennesker, så de ikke rører ved hinanden eller de samme ting – det er såkaldt antitaktile strategier.

Epidemisituationen stiller på mange måder et område og et styre i den situation, som et fodboldhold står i, når det får udvist en mand. Nu gælder det ikke længere om at kreere og innovere, det gælder ikke om at overskride grænser, men om at enhver passer sit og så skal tiden gå, så vi kan få det overstået uden større skader. Man lukker ned i sine rum, renser ud, passer sine rum ud fra en overordnet taktik.

Derfor har epidemier også undertiden passet de andre ret godt. Jeg boede i Frankrig, da Kogalskaben (Vache folle) brød ud i England i 1996; og det virkede da som om det passede franskmændene meget godt at være nødsaget til at lukke af for engelsk import. I den neoliberale globale tidsalder handler epidemier ikke bare om mennesker, men om penge. Da Sarsepidemien brød ud i Guangdongprovisen i Kina for 17 år siden var det sigende nok i Far Eastern Economic Review, der blev det centrale tidsskrift for diskussionen af denne epidemi.

Når styret slår bak og prøver at kontrollere territorier bliver globussen farvet igen. Hvilke lande har fået epidemien, hvilke har ikke? Hvilke lande gør hvad? I de neoliberale demokratier er vi vant til at styre folk igennem påvirkning af deres brug af deres frihed: Vi gør nogle valg mere interessante end andre, f.eks. lægger vi afgift på de valg, vi ikke ønsker. I epidemisituationer står totalitære regimer bedre end neoliberale påvirkningsstyring, fordi de har et hårdere tag i befolkningerne. Vi skal måske derfor ikke bare beklage, at Coronavirusset er brudt ud i Kina, men også glæde os over, at det sker et sted, der er så effektive på trods af befolkningstætheden.

Coronavirusset ligner på et socialteknologisk plan Sars. Sars brød også ud i Kina, men dets dødelighed var fem gange så høj. Da Sars var på sit højeste i foråret 2003 var risikoen for at dø i Hong Kong svarende til at dø ved et fald, i Singapore som at dø druknedøden, i Canada (hvor Sars havde spredt sig til via et enkelt fly) som at dø af et flystyrt, i Kina som at dø af et lynnedslag og i resten af verden som at blive spist af en haj. Når styrerne slår bak, tænker i rum og taktilitet, så er det næppe på grund af disse risici – men for at risici ikke skal vokse. Og derfor er selv en i epidemihistorisk sammenhæng næsten ligegyldig virus alligevel et privilegeret sted at studere menneskelig organisering.