KRONIK I POLITIKEN, 12.OKTOBER 2019, Anders Fogh Jensen og Dennis Nørmark

I sidste uge holdt statsminister Mette Frederiksen sin åbningstale. I den nævnte hun, at vi skal have mindre bureaukrati, mere tillid og mindre pseudoarbejde i det offentlige. Da vi har fostret begrebet pseudoarbejde og brugt de sidste par år på at tale med hundredevis af mennesker, der vader i pseudoarbejde, både i det private og det offentlige, vil vi gerne komme med et par af de konkrete råd til statsministeren, som oppositionen syntes de manglede. Der er tale om ret radikale bud, men eftersom at statsministre de sidste 35 år har forsøgt at bekæmpe en vildtvoksende administration uden held, ser vi ingen andre alternativer end at gå til stålet. Så her er vores liste over nogle tiltag, der for alvor ville gøre noget ved problemet.

En lov ind - to love ud.

Det er kun gået én vej med love og bekendtgørelser i dette land og det er opad. Den længste bog i verden er eksempelvis på over 23.000 sider og indeholder de samlede danske dagpengeregler. Indenfor erhvervslivet har man nogle steder indført et stop for nye processer og regler der simpelthen hedder ”en proces ind, to processer ud”. Hvis man kan gøre det i virksomheder kan man også gøre det i det offentlige. Og man har faktisk gjort det. I eksempelvis Storbritannien må man ikke indføre en lov, hvis man ikke også afskaffer en anden. Lad os være endnu mere ambitiøse i Danmark og sige at én lov indført betyder, at to udgår.

Love får solnedgangsklausuler

En anden grund til at love og regler bare vokser er, at det er svært at fjerne noget når først det er opfundet. Med mindre man bliver tvunget til at gøre det. Ved at indføre en solnedgangsklausul på udvalgt lovgivning, skal politikerne efter en årrække tage loven op til revision, ellers vil den automatisk blive ugyldig. At sætte en udløbsdato på love gør, at vi kan komme af med de love der er opstået i et panisk forsøg på at vise handlekraft, men som ikke gør andet end at sætte snubletråde op ude i virkeligheden.

Afskaf resultatkontrakter i det offentlige

En hel del af de tåbelige aktiviteter som offentligt ansatte bliver bedt om at lave hidrører fra, at en eller anden chef bliver målt på, om et særligt måltal for noget er gået enten op eller ned. Det fører til, at chefer, afdelinger og ansatte går op i forskudte kerneydelser, det vil sige på at de måler på indikatorer, aktivitetstal og udviklingsprojekter, fremfor om det er vigtigt. Forskning har vist at disse resultatkontrakter ikke medfører nogen forbedringer, men ingen tør forlade dem fordi de har udviklet en kultur, hvor man ikke længere har tillid til at folk bare vil gøre deres arbejde. Så hvis Mette Frederiksen vil have tilliden tilbage, må hun fjerne den faglige mistillid som kontrakterne er et udtryk for.

Ansættelsesstop for akademikere i det offentlige

Vi kommer ikke uden om, at meget pseudoarbejde er arbejde, der opfindes af administrationsfolk og som plager de ansatte der rent faktisk udfører kerneopgaven. Det er synd både for akademikerne, der bliver nødt til at bilde sig selv ind, at det nye visionsprojekt for kommunen er vigtig, når alle ved, at den ikke er det; det er synd for alle dem der skal plages med workshops og læse ligegyldige papirer om projektet; og det er synd for skatteyderne, der indirekte skal betale for dette beskæftigelsesprojekt. I løbet af 10 år er der i kommunerne sket en stigning i antallet af akademikere på 50% mens der er kommet 3700 færre lærere og 6700 færre pædagoger. Akademikere ansætter andre ligesom dem selv, så der er kun en måde at stoppe det på, hvis hovedet ikke skal ende med at blive større end kroppen og det er igennem et ansættelsesstop for akademikere i administrationen. Hvis der er kompetencer du virkelig har brug for, og det kræver en nyansættelse, skal der også afskediges en anden akademiker og på sigt må vi reducere antallet ved ikke at genansætte ved naturlig afgang.

Tilpas uddannelserne

Ovennævnte vil naturligvis få akademikernes fagforbund til at gå amok og frygte massearbejdsløshed blandt deres medlemmer. Men det sker jo kun, fordi vi har overuddannet alt for mange på universiteterne. Det går dels ud over kvaliteten af kandidaterne og ud over universiteterne, der skal sænke standarderne for at få alle med. I dag har vi alt for mange mennesker, der går rundt med kandidatgrader, de aldrig bruger til noget, fordi de lærte deres job på jobbet. Den udhulede kandidatgrad er blevet indgangsbillet til arbejdsmarkedet og det er derfor blevet som til en koncert, hvor alle står på tæer for at se bandet, fordi dem på forreste række også står på tæer: Vi får en kandidatgrad for at konkurrere med alle de andre, der også har den, ikke fordi vi skal bruge den. Derfor forslår vi, at der reduceres kraftigt i antallet af akademiske uddannelser, og derudover foreslår vi en omlægning af de fleste uddannelser til professionsbacheloruddannelser med et filosofikum på et år, i alt fire års uddannelse. Det gælder for eksempel, og ikke mindst, fagene psykologi (prof.bachelor i terapi), statskundskab (prof.bachelor i forvaltning), humaniora (bac. phil.), CBS-uddannelser (bac.merc.) og tilsvarende for andre humanistiske, samfundsvidenskabelige og visse sundhedsvidenskabelige, tekniske og naturvidenskabelige uddannelser. Vi har ikke brug for langtuddannet personale, men for mere dannede professionelle. Det ene års fultidsfilosofikum skal dels gøre os i stand til bedre at kunne arbejde med omtanke, sund fornuft og på tværs med andre professioner i arbejdet. Dels skal filosofikum hæve den, i forhold til andre lande, pinligt lave diskussionskultur, vi har i de danske medier, hvor alt går op i fejlfinding og bebrejdelser uden ånd eller historisk sans. Hermed vil det blive lettere fremover at føre fornuftig politik. Det kan gøres muligt at fortsætte studierne efter 40-års alderen som selvbetalt åbent universitet.

Afskaffelse af tidsrammer i offentlige ansættelseskontrakter

Vi skal til at lære os selv at formulere værdien af arbejdet i andet end timer. Det skal vi, fordi sammenhængen mellem produktivitet og arbejdstid lige så stille er forsvundet i takt med afviklingen af industrisamfundet. For nogle få erhverv er der stadig en relativt lineær sammenhæng mellem hvor lang tid de bruger på jobbet og hvad de producerer, men selv for en pædagog, skolelærer eller buschauffør kan man beskrive opgaven uden nødvendigvis at hænge den op på timer. Omlægningen til opgaver fremfor timer sker for at modgå den såkaldte Parkinsons Lov, der siger, at arbejde udfylder den tid der er afsat til det. Hvis man betaler folk for 37 timer, udfylder de bare 37 timer med et eller andet. Derfor mener vi, at man, hvor det er muligt, skal fjerne tidsrammer i ansættelseskontrakter. I stedet anvendes opgavebeskrivelser, og retten til at gå hjem når arbejdet er færdiggjort formuleres eksplicit i kontrakterne, ligesom forventede sæsonudsving i opgavemængden kan beskrives, så ansatte for eksempel kan være væk i januar og februar. Dette vil naturligvis give alvorlige problemer for folk i administrative stillinger, hvis værdi af arbejdet reelt er meget svær at opgøre, men så kan de jo lære at passe børn i stedet eller hjælpe til nede i borgerservice i stedet for at gå til flere møder. Det kan godt være at de føler sig for fine til det, men det er jo deres problem og ikke samfundets.

Offentlige institutioner må ikke længere reklamere

Fra 2011 til 2016 brugte danske gymnasier og erhvervsskoler sammenlagt en milliard kroner på markedsføring. Læg dertil, at også disse skoler bruger svimlende summer på at beskæftige deres egne marketingafdelinger med arbejde eller blot beder deres ansatte om at smide ting op på de sociale medier i stedet for at passe deres arbejde. Vi kan ikke se hvorfor uddannelsesinstitutioner skal konkurrere med hinanden og bruge fælleskassen på et bizart nulsumsspil. Selvfølgelig skal der være information tilgængelig om institutioner af relevans for borgeren, men det skal stå på hjemmesider og ikke i annoncer. I øvrigt bør man indføre en regel om, at der bør gå 30 år imellem at en offentlig institution kan skifte navn eller få sig et nyt logo.

Halver antallet af offentlige puljer

Og det er ikke kun på grund af Britta. Det statslige puljevæsen er blevet et uhyre, der pålægger ekstreme administrative byrder på alle. Det er en af grundene til, at antallet af konsulenter og administrationsfolk vokser. Vi har fået en klasse af professionelle eksperter i ansøgninger. Her søger det offentlige penge af sig selv og skriver lange rapporter med prisen på melspande og rustfrie ovnhylder blot for at få adgang til en ny pulje for køkkenrenovering på plejehjem. En utrolig stor del af de penge, der burde være til rådighed for at løse problemer i det offentlige, bliver brugt på at aflønne folk, der skal søge dem eller læse ansøgningerne efterfølgende. Send nu bare pengene i stedet og så lev med at nogle er dumme nok til at købe en melspand til 16.000 kroner. Alternativet er værre.

Sådan ser den konkrete pakke ud. Dog er det ikke gjort igennem sådanne tiltag alene. Det kræver nemlig en kulturændring i Folketinget, hvor man holder op med at tro, at man kan løse alle problemer med lovgivning. Det var statsministeren faktisk også inde på, og det skal hun have ros for. Et samfund med mindre pseudoarbejde kræver politikere der sidder mere på hænderne end de har dem på stemmeknapperne, og det kræver en selvbeherskelse, vi endnu mangler at se. Men det kræver også en befolkning, der bliver bedre til at leve med fejl og mangler i det offentlige. Men mon ikke de også bliver det, hvis de mødes af dedikeret personale, der elsker deres meningsfulde arbejde?