Klumme i Jyllands-Posten 2019-08-01 

Anders Fogh Jensen, filosoffen.dk

I disse sommerdage nyder jeg at køre i min veteranbil, en Mercedes 280 S, w108 fra 1970. Sådan en som min far havde, da jeg var en lille dreng. Hans var cremefarvet, min er isblå. Hans var den nyeste teknologi. Min emmer af nostalgi og køreglæde ved landeveje. Den er sågar udstyret med et lille trekantet cigaretvindue, man kan åbne i begge sider, og få sig en smøg på turen. Jeg glædes over at sidde i denne langsomme bil med den gode motorlyd. Den passer til fartgrænserne, og den får mig med ned i tempo og et andet sted hen, i mere end en forstand. Derfor har jeg også besluttet, at det ikke bare skal være en sommerbil, men at jeg skal køre i den helt fra marts til november. Det skal være min bil.

Hvis man gerne vil i kontakt med mænd, der ved noget om biler, skal man anskaffe sig sådan en bil. Ofte sker det på parkeringspladser eller i lyskryds, at andre mænd lige vil spørge om noget. Og hvis vi ikke holder for rødt side om side, følges det ofte op af en personlig historie. Enten fra deres egen barndom eller om, hvad de drømmer om nu. Men ikke så sjældent møder jeg også helt almindelig folk, der sætter deres opsparing i gamle biler, fordi de angiveligt er et godt investeringsobjekt. De fortæller så om de forskellige modeller de har stående i opmagasinering et sted langt fra deres bolig, og som står der og venter på at opspare værdi, indtil de kan blive solgt. Disse mænd er tydeligvis også glade for biler, men de nænner ikke, eller de er for kloge, til at køre i dem.

Dette møde på parkeringspladsen anslår en meget gammel problematik, som vi bl.a. finder udfoldet i Matthæusevangeliet kapitel 24-25 i lignelsen om de betroede talenter. En talent var i det antikke Grækenland en vægtenhed, der svarede til ca. 30 kg. sølvmønter på Jesu tid. Lignelsen går på, at en herre skulle ud og rejse og gav sine tre tjenere henholdsvis fem, to og en talenter. Da han kom tilbage havde den første tjener fået de fem til at vokse til ti, den anden tjener havde fået de to til at vokse til fire og den tredje havde i frygt gravet sin talent ned, så han var sikker på at have den, når herren kom tilbage. Herren roser de to første tjenere, men skælder den sidste ud og giver hans ene talent til ham med de ti.

Hvordan denne lignelse skal forstås er der flere mulige tolkninger af. En tolkning handler om, at det for den kristne handler om at arbejde, at bruge det han har fået givet, og at man ikke skal bedømmes på, hvor meget man har, men hvad man har gjort med det, man har. En anden tolkning handler om, at man skal bruge det man har fået givet i livet, fremfor at gemme det. Eksempelvis – og ikke mindste med omkonfigureringen af talentbegrebet – at man skal udfolde sine talenter nu fremfor at gemme det man kan.

Det er her på parkeringspladsen, at jeg kommer til at tænke på, hvad lignelsens herre, mon ville sige til dem, der investerer i biler, fremfor at glædes over at køre i dem. Ville han mon skænde på dem?

Det er ikke sikkert, for vi er med nutidens kapitalisme stillet overfor et paradoks i forhold til den kristne lignelse: Nutidens rigmænd er dem, der ikke arbejder selv, men graver deres rigdomme ned i aktier og investeringer. Den såkaldte rentierkapitalisme – at man tjener på at eje penge fremfor at arbejde – er den primære årsag til en ulighed, der vokser og vokser og vokser. Således tjener de rigeste i dag ca. 2 millioner gange deres ansattes løn, mens det på Rockfellers tid i 1930erne ’kun’ var ca. 100.000 lønninger. Det, som Thomas Pikkety i sin bog Le Capital au XXIe siècle kaldte ’gamle penge’ er det betydende for at blive rig, ikke om man arbejder.

Det er her, jeg ikke kan få hold på, om det er mig, der er fjolset, når jeg kører i min dejlige bil, fremfor at gemme den væk. Om jeg lever naivt i en Halfdan Rasmussensk folkevisdom, mens verden buldrer forbi mig.