Sangen om Larsen

af filosof Anders Fogh Jensen, filosoffen.dk

Klumme i Jyllands-Posten 2019-08-26

I sidste uge døde Købmanden. Lars Larsen havde mange folkelige kælenavne, herunder Dynekongen og Dynelarsen. Direktøren for Jysk Sengetøjslager – eller som det mere mundret i stil med tidens omskrivninger som Skattestyrelsen, Told & Skat, der bare er blevet til Skat – direktøren for Jysk fremhæves i tråd med navnet på sin virksomhed for at være ærkejysk. Købmanden fra Thy var jordnær og blev uden tvivl også mere værdsat her i Jylland end i hovedstaden for sin måde at være på. Til forskel for alt symbolflytteriet i København stod han for at producere et billede af sig selv og handel som reelt: Han havde et godt tilbud til dig. Og det var det. No bullshit, no nonsense, no pseudo.

Som nytilflytter til og golfspiller i Silkeborg kommune er jeg også blevet opmærksom på, hvor meget han har betydet for området. At han fik store vigtige fællesprojektor såsom et nyt stadion op at stå, fordi han, Larsen, gik ind i det, hvis andre ville gå med. Hvis den bedste købmand gik med troede andre også på det. Der er i ugens løb med rette blevet fortalt gode historier om købmanden, grinet af hans forhold til rygning, hans liv som hjemmemenneske, der ikke lagde skjul på at Jysk var vigtigere end familien.

Som kapitalist repræsenterer han den store helt midt i det 20. århundrede. Entreprenøren, der rejser en enmandsvirksomhed fra en butik på Silkeborgvej i Aarhus til en koncern. Entreprenørhelten repræsenterer også den amerikanske drøm om at en dreng fra Thy kan blive Danmarks fjerde rigeste. Men entreprenørhelten er efterhånden savnet, han blev i sidste tredjedel af det 20. århundrede erstattet af business school-økonomen, den indsatte leder, der skiftede rundt mellem brancher, blev indsat i allerede store virksomheder og ’leanede’ dem til en slank størrelse eventuelt krydret med nogle plagsomme fornyelser. Den nye direktør er ulidelig at høre på med sit forretningslingo og sit kedelige sorte jakkesæt, og måske ikke mindst derfor vil Dynelarsen være savnet i landskabet.

Hvad man imidlertid ikke har set så meget på i de forgangne uger er, hvad han gjorde ved danskernes forbrug: Han muliggjorde, at vi alle kunne forbruge en helt masse nyt bras. Billige hovedpuder, dyner, havemøbler, gardinstænger, hynder. Alskens skrammel, der falder fra hinanden, hvis det er sat sammen, men som har været så billigt, at vi bare skifter det ud. Som sådan indskrev han sig også i det 20. århundredes løft af den lavere middelklasse sammen med velfærdsstaten og IKEArismen. Ingen behøver længere at reparere deres ting, for alting er så billigt, at det bare kan skiftes ud når det går i stykker efter få år, eller når man bliver træt af det. Det er en stilmæssig og kunsthåndværksmæssig katastrofebølge, som Larsen har surfet på.

Sidste torsdag bisatte man Larsen min nærmeste kirke, den i Sejs-Svejbæk. Man må håbe, at når vi lægger Larsen i graven, så lægger vi også de store områder af grandes surfaces der er placeret i randområderne af provins- og storbyerne med som gravskat. Alle disse gode tilbud til dig, til din bolig, din bil, den elektronik du ikke mangler men tror du har brug for, alt det bras af værktøj, alle disse gode tilbud som er samlet rundt om en amerikansk burgerkæde: må hele denne bølge af smagsmæssig, kvalitetsmæssig og håndværksmæssig dekadence gå med den gode Larsen, den ærlige købmand fra Thy, må alt det gå med ham i graven. For vist vil vi savne Larsens realsymbolik, men vi er overmætte af det forbrug af bras, der gjorde ham rig.