Af Anders Fogh Jensen, 27. december Kristeligt-Dagblad

Konkurrencen er blevet en måde, vi alle sammen er fokuserede på
præstationer på. Ikke for at overgå hinanden, men for konstant at overgå os
selv, skriver filosof Anders Fogh Jensen
I de forgange uger har en sag her i Kristeligt Dagblad vakt opmærksomhed. Det er De Grønne
Pigespejderes beslutning om at tage duelighedsmærkerne af skjorterne, fordi de bidrog til en
præstationskultur og dermed hæmmede inklusionen i spejderbevægelsen.
Her overfor har det med rette været indvendt, blandt andre af Svend Brinkmann, at der for
det første ikke er noget i vejen med at øve sig og at få anerkendelse for at være blevet bedre.
For det andet, at spejderbevægelsen i forvejen er et af de mest inkluderende steder og netop
kan give anerkendelse til de, der ikke er så gode til fodbold og afvises fra førsteholdet eller
de, der ikke er så gode til at bøje verber og får lavere karakterer i skolen.
Jeg sympatiserer meget med sidstnævnte standpunkt, og jeg vil tilføje, at jeg ikke tror, at vi
gør noget godt ved at lukke øjnene for et anerkendelsesbehov i hver enkelt. At blive
inkluderet i et selskab, hvor alle pr. definition er lige gode, nivellerer ikke al konkurrence.
Nogle er stadig bedre til at snitte, tænde bål og binde knob end andre, nogle er bedre til at få
venner og mere socialt duelige. Og det ved man godt som deltager i disse egalitære
selskaber.
k.dk/s/IYFo
Imidlertid tror jeg, at vi i denne fokus på konkurrencesamfundet har undervurderet det. Vi
tror, at konkurrencen består imellem individer, grupper og klasser, men det er efterhånden
kun en mindre væsentlig del af det. Ja, vi giver os undertiden til at pege på politikere eller
strukturer, som frembringer denne konkurrence, som for eksempel optagelse på baggrund af
karakterer på de videregående uddannelser som årsag til, at gymnasieeleverne kaster sig ud
i konkurrence med hinanden. Eller som nu, at det er duelighedsmærkerne og deres
synlighed på skjorten, der skaber mellemmenneskelig konkurrence.
For det første kunne det jo være, at vi har undervurderet, hvor vigtigt det rent psykologisk er
at føle sig i den bedre halvdel, hvis ikke som en af de bedste, hvis ikke den bedste. Og at
bortretoucheringen af mærker og karakterer ikke fjerner denne vigtighed. For det andet kan
det være, at denne konkurrence også undertiden er basis for en morskab, som det jo tydeligt
ses i sportens verden – idet jeg straks vil medgive, at det ikke altid er morsomt.
Det, jeg tror, at man har undervurderet, er, at konkurrence ikke længere er relativt mellem
individer og grupper, men at konkurrencen har absoluteret sig. Den er blevet en måde, vi
alle sammen er fokuserede på præstationer på, ikke for at overgå hinanden, men for
konstant at overgå os selv.
Lad mig give et eksempel: For nylig anskaffede jeg mig et golfur, fordi man nu om dage
konkurrerer på golfbanen ved at lade sin afstandsbedømmelse aflaste af et gps-ur. Dette ur
har som alle lignende ure også en skridttæller. Og uret opfordrer mig jævnligt – helt
uopfordret – til at opsætte konkurrencer for, hvor meget jeg skal bevæge mig, og hvor meget
energi jeg skal forbrænde i løbet af det næste stykke tid. Når den slags teknologier så let
flytter ind i vores hverdag, så er det, fordi konkurrencen allerede er absoluteret, og
selvforholdet er blevet et konkurrenceforhold.
Så: Det hjælper ikke at fjerne disse mærker, de vil højest få nogle af de dygtigste til at føle sig
lidt snydt. Og mere alvorligt: Vi ligger allerede under for en destruktiv tvang, der består i en
uophørlig selvkonkurrence, der gør, at vores arbejdsgivere ikke længere behøver at presse
os, for det gør vi selv. Et sådant opgør ville kræve et nyt diktum: Jeg ønsker ikke at blive
bedre.