Af Anders Fogh Jensen, filosoffen.dk

2019- 12-19 teknologien tager livet af vores afstandsbedømmelse udgivet i Jyllands-Posten

Efter tyve års pause vendte jeg tilbage til golfsporten. Der var sket rigtigt meget på den teknologiske front. Ikke bare var det blevet meget lettere at slå jern og køller, fordi teknologien havde udjævnet de dårlige træf. Det teknologiske hedder noget så teologisk som tilgivelse. Spillet er udefra set blevet bedre, men den interne konkurrence er ikke blevet sjovere. Faktisk er en del ældre baner blevet for korte af de bedre jern og køller, mens banerne for svagere spillere er blevet af mere passende længde.

Der var også kommet GPS-ure og kameraer, hvor man måler afstanden til flaget eller søen for bedre at kunne vælge kølle. Almindelige spillere havde fået et noget lavere handicap via al den teknologi. Det havde ikke gjort spillet hurtigere, at al den teknologi skulle konsulteres. Hver gang en spiller kommer hen til sin bold kigger han først på sit ur, så tager han et kamera op og begynder at måle afstand. Undertiden konsulterer spilleren en tabel. Og så vælger han sit jern.

Hvad man kunne kalde afstandsbedømmelse er blevet suspenderet til fordel for teknologibeherskelse. Og spillerne konkurrerer nu med hinanden – og som det jo er i den sport ikke mindst med sig selv – inklusiv teknologi. Der er opstået en teknologiafhængighed, som gør, at et nedbrud af batterier vil sætte en spiller langt mere nøgen end før. Og dårligere. For som det skete med GPS’en, at vi mistede stedsansen, og med lommeregneren, at vi mistede proportionssansen, så er der et fundamentalt forhold mellem menneske og afstand, menneske og rumlighed, menneske og tal, der nu er blevet formidlet igennem teknologien.

I cykelsportens verden kom computeren noget før, og her i Søhøjlandet, hvor jeg bor, kan man da også hver dag se cykelryttere, med næsen nede i computeren og pulsmåleren. Ikke mindst når man cykler alene kan computeren bidrage til selvkonkurrencen, mens den trækker en ud af naturen.

På TV-skærmen er vi heldigvis noget igennem Armstrongæraen. Men ikke igennem computer- og informationsæraen, hvor rytterne har et overblik over løbet, der tager spænding ud af det. Lance Armstrong var kendt for at kende sine watt. Når de lette bjergryttere stak afsted op ad de stejle bjerge, så sad han med blikket fæstnet til sin computer. Den kalkulerede, hvad han kunne holde til på dagens etape. Som regel indhentede han bjergrytterne ved at fordele sine kræfter hen over bjerget. Med computeren måtte man ikke længere bare finde sit eget tråd, men også sit eget wattniveau.

Teknologien har gjort vores liv så meget nemmere, så meget mere sikkert og så meget mere komfortabelt. Vi kan med lethed udbrede disse betragtninger fra golf og cykling til mange andre sportsgrene. Men vi kan også udbrede det til dagligdags adfærd. F.eks. er kogebøgerne for længe siden gået over til at forudsætte et stegetermometer. Læseren kan sikkert finde en tre-fire eksempler fra egen dagligdag.

Men vi er også blevet fremmede overfor os selv, vores krop, naturen, dagen og formen. Lægerne får flere og flere henvendelser, der går på bekymringer fra ure, der fortæller dem noget, uden at de kan berette en oplevelsesside. Og det er nok den fremmedhed fra oplevelsessiden – mest uskyldigt i golfverdenen: øjemålet – som jeg synes er det største tab i den livsverden, der er teknologiformidlet. En livsverden af tal.