Klumme Jyllands-Posten 25/10 2019

Når nutiden skrumper

Anders Fogh Jensen, filosoffen.dk

Da De Radikale for nylig igennem Zenia Stampes tunge foreslog to årlige gratis uddelinger af et litterært værk til danskerne sat på finansloven, vakte det furore. Kritikken var ikke sen fra forskellige kulturfronter, fra forfattere til politikere. Fælles var de om at trække smagsdommeranklagen op igen: Hvem skulle dog nogensinde kunne dømme hvilke bøger, der skulle være årets bøger til danskerne?

Det sandhedsfrygtende socialkonstruktivistiske parnas viste igen sin rysten. I erkendelsen af at kunst står i forbindelse med smag, at smag nok kan diskuteres, men ikke bedømmes, at kunst ikke kan forklares, men må fortolkes – ja, der foretrækker man at sige, at ingen kan sige, at noget litteratur er bedre end noget andet. Og man skal da slet ikke gøre sig til dommer over, hvad der er godt for andre at læse. Sandhed henlægger man til det naturvidenskabelige område, hvor selv menneskelig dømmekraft henlægges til (ofte amerikanske) evidenstest, for at kunne kaldes sikre. Men på kulturens område, der må vi bekende os til relativitet, så derfor foretrækker man ikke at foretrække.

Lad os gå tilbage til ånden i forslaget: Dengang vi kun havde DRs TV, da kunne vi på arbejdspladsen, eller vi der endnu befandt os i skolegården, nok samles, fordi vi havde set det samme i går. Nu om dage betyder spredningen i kanaler, medieformer og flow TV’ets bortdunstning, samt den dalende tålmodighed til at læse, at vi ikke længere samles om en fælles reference.

Dette er så langt mere sandt og alvorligt, end de Radikale umiddelbart lader vide. Og for at forstå det, skal vi til Tyskland, hvor en filosof ved navn Herman Lübbe taler om Gegenwartsschrumfung: Nutidsforskrumpning. I det udtryk ligger, at nutiden, forstået som den tid, hvor de erfaringer, man har gjort sig, svarer til den verden, man kan forvente, varer kortere og kortere tid. Man har måske nok fået lært sig at bruge nem-ID, men den tid, hvor et sådant bruges, inden der kommer noget nyt, er overskuelig kort. Med andre ord: erfaringen får kortere og kortere holdbarhedstid. Derfor taler Lübbe om, at vi lever ’i tidens træk’.

Dette er nok så alvorligt, fordi moralske standarder og livserfaringer tager lang tid at overføre fra en generation til en anden. De kan ikke sættes på formel, men må vises, leves og fortælles. Det kræver fælles referencer. Det latinske ord for sædvaner er mores. Moralske standarder og livsråd blev forhandlet og formidlet, når man talte om, hvad der var sket i byen.

Når nutiden skrumper, så betyder det, at generationerne glider fra hinanden. Når jeg f.eks. holder foredrag på et gymnasium, så har jeg svært ved at pejle mig ind på, hvad folk, der er 30 år yngre, har af referenceramme, hvis jeg ikke lige har børn i samme alder. Indtil for få årtier siden gjaldt TV-serien Matador som en fælles reference mellem generationer, men den kan man ikke belave sig på længere. Mit håbløse forsøg på at referere til signifikante scener fra Sex and the City falder også helt ved siden af. Og hvis jeg holder mig til de græske myter, så er der en del, der tror, at Pandora er et smykkefirma og ikke den første kvinde, eller at Ajax er et skuremiddel og ikke en krigshelt.

At vi får os nogle fælles fortællinger og fælles referencer på tværs af generationer er temmelig vigtigt for at vi kalibrerer os med hinanden. Litteratur formidler netop menneskelig erfaring. Og derfor er De Radikales forslag ikke bare velkomment, det er langt vigtigere end palaveret om, hvilke værker det lige skal være næste år. Der er masser af god litteratur at tage af.