af Anders Fogh Jensen

HKeren er presset fra tre sider.

For 100 år siden talte man meget om maskinerne. I dag taler vi om robotternes komme. Ved siden af jurister og journalister taler vi også begrundet, om at visse opgaver allerede og flere opgaver snart kan afløses af maskiner, der er hurtigere, mere fejlfri og holder åbent døgnet rundt.

På en anden flanke er HKeren presset af udflytningen af opgaver til borgerne. Som almindelig borger i det danske samfund mærker man tydeligt, hvordan man skal selv skal overtage flere af de opgaver, som der før var en ekspedient til. Man skal selv betale girokortet, foretage sine bankærinder på computeren, selv tjekke sin bagage ind i lufthavnen, i visse supermarkeder helst selv scanne sine varer selv, og via e-boks og hjemmesider skal man selv foretage sine korrespondancer med stat og kommune. Overalt – og for undertegnede med en vis irritation – skal man presses med ud i en digitalisering, man ikke har ønsket. Man skal således ofte logge ind på alskens portaler for at kommunikere netop der, med en pokkers masse brugernavne og koder til følge, i stedet for at sende en email. Man skal som borger med andre ord ’opgradere’ sig til HKer for blot at være på niveau med hvad der kræves som borger. Og det truer HKeren.

Så er der en tredje front, som HKeren er presset på, og det er en stigende akademisering af alle serviceerhverv. Eller det vil sige, det er måske så som så med akademiseringen, men der er i hvert fald blevet ansat mange flere akademikere i stat og kommune end for bare ti år siden. I staten udgjorde de ansatte i 2009 32,7%, mens de i 2019 udgør 42,6%. Løngruppen OAO (De offentligt ansattes organisationer), der udgør bl.a. HK og 3F, er tilsvarende faldet fra 38,3 % til 28,0% i samme periode. Da akademikerne er noget dyrere i drift er lønudgifterne for akademikerne således også steget markant, vi bruger nu 46 mia kr. på de statsansatte akademikeres løn, mens vi for ti år siden brugte 24,5 mia kr. Nogenlunde den samme udvikling kan man se i kommunerne, der dog har relativt færre akademikere: en stigning i samme periode fra 5,5% til 7,6% med en stigning i lønsum fra 13,8 mia. til 20,8 mia.

Et typisk borgerspørgsmål vil jo være, om vi gerne vil have denne akademisering, når nu den koster så meget mere i løn? Et andet spørgsmål vil være, om der er tale om en reel akademisering af det offentlige, altså om vi får det, vi betaler for? Og et tredje spørgsmål, om der reelt er brug for det?

På Dansk Magisterforenings hjemmeside skriver de sådan her: ”Som akademiker kan du godt tage ikke-akademisk arbejde, og hvis din stilling ligger på grænsen mellem akademisk og ikke-akademisk arbejde, kan du forsøge at aftale med din arbejdsgiver, at stillingen ændres til akademisk stilling. Skelnen mellem akademisk og ikke-akademisk arbejde er ikke altid entydig. Hvis du er ansat i en ikke-akademisk stilling, men løser opgaver på baggrund af dine akademiske kompetencer, kan det være, din stilling befinder sig i det, der bliver kaldt ”akademisk grænseland”. I sådan en situation kan du forsøge at udvikle din stilling i retning af en akademisk stilling, så du kan få muligheden for at aftale med din arbejdsgiver, at stillingen bliver ændret til en akademisk stilling.” – Bemærk ”forsøge at udvikle”.

En dag må vi diskutere, hvordan vi bruger al vores gode akademiske viden og refleksion godt, så vi får et dannet og ikke bare et veluddannet samfund. Men foreløbig ser det ud til, at vi bruger dem til at pumpe stat, virksomheder og kommuner op ligesom saltvand der sprøjtes i en hamburgryg, og hvor saltvandet selv arbejder for at udvide sig og sørge for at der kommer flere saltvandsenheder ind. Vi har uden tvivl brug for hinandens dannelse for at kunne have et humant samfund og en god borgerlig offentlighed, men at opgradere borgeren til HKer og at oppumpe stillingerne til akademikerstillinger, er næppe en god brug af vores alle sammens evner og penge.