Justitia – en irriterende festdeltager

af Anders Fogh Jensen

Klumme i Kristeligt-Dagblad 2019-011-29

I søndags havde jeg den ære at tale i en række om de syv kardinaldyder. Det var i Korsvejskirkens fine anlagte foredragsrække, og jeg havde selv valgt min dyd. Jeg valgte retfærdighed, fordi jeg synes, at der er noget pudsigt og nærmest platonisk ved den: Det er øjensynligt klart – i mit fag ville vi sige evident, men det begreb er for længst overtaget af empiriske tests i en tvivlskultur – at retfærdigheden ikke er tilværelsens fordelingsnøgle. At retfærdigheden ikke sætter sig igennem af sig selv, men at vi alligevel bliver ved med at tro på, at den findes.

Og retfærdigheden er noget, vi altid må kæmpe for, ikke fordi den findes, men for at den skal findes. Hvad må vi kæmpe imod? Imod alle de uretfærdige mennesker og handlinger og imod tilfældets uretfærdighed. Men også imod uretfærdigheden i os selv, at vi har lyst til at sætte vores egeninteresse igennem og ser den som retfærdig. Vel kan retfærdigheden gå vores vej, men det er en stadig kamp ikke at forveksle interesse – det være sig begær, lyst, selvkærlighed eller forkærlighed – med retfærdighed.

Det stod mig hurtigt klart, at jeg havde valgt den mest irritterende af de syv kardinalnyder. Ved siden af de fire græske dyder phronesis, sophrosyne, andreia og dike – sædvanligvis oversat med visdom, mådehold, mod og retfærdighed – er det de tre kristne: tro, håb og kærlighed. Okay, måske mådehold også ville have været lidt irriterende, men den tog Henrik Jensen heldigvis, og det er han også meget bedre til end mig. De andre fem kan man lave festtaler om, man kan give den gas og lovprise mod, visdom, tro, håb og kærlighed. Men retfærdigheden er den irriterende pegefinger, der kræver sin indblanding, når det ellers lige går så godt. Når man ellers lige har sørget for, at alt er i overensstemmelse med loven, så kommer retfærdigheden og kræver noget mere. Du er lige ved at sælge din bil eller dit hus, og alt er ser ud til at gå lovlydigt til – men har du også givet de oplysninger, som retfærdigheden kræver?

Det kan være oplagt at sætte mådeholdet op imod vores levevis i dag og vise, hvordan det støder imod vores forbrug af ikke bare ting, men også hinanden. Hvis man gør det samme med retfærdigheden, hvad er det da, den støder imod? Den støder imod pragmatismen. Det er i høj kurs at være pragmatiker, at finde praktiske løsninger på alt, og sågar udskrive særlove, der ville være praktiske for politiet. Men det strider ofte imod retfærdigheden. Retfærdigheden er en kværulant, hvor pragmatismen ellers lige var så let.

Retfærdigheden kommer ofte også i karambolage med en anden kardinaldyd, kærligheden. Lærer Jesus os ikke netop at sætte os ud over retfærdighedsfølelsen med kærlighed? At tilgive det uretfærdige? Den vrisne bror hjemme på gården i lignelsen om Den fortabte søn, ham vil vi ikke være. Hvem vil ikke hellere være kærlig end at være drevet af retfærdighedssans? I en psykologisk tidsalder som vores, bliver retfærdighedssans ligefrem til psykisk underskud. Og her kan pragmatisme og tilgivelse gå hånd i hånd og sejre som emotionelt overskud og karaktermæssig overlegenhed.

Og så er der også det, at retfærdighed har nogle uheldige familiemedlemmer, såsom vreden. Og kan vi afskrive hævnen? Vi vel helst ikke tale om hende, men det går lidt ligesom med stridens gudinde, Iris, at hvis vi ikke inviterer hende indenfor, så kommer hun alligevel, når retfærdigheden skal med indenfor. Vi straffer da i hvert fald stadig, selv om det ikke virker forbedrende.

Men retfærdigheden – Justitia – er en justering, så de andre festligheder ikke kommer ud af kurs. Og derfor er der altid brug for hende. Ædruelig, ja måske nok, men altid vigtig.