Af Anders Fogh Jensen, filosoffen.dk

Klumme i Jyllands-Posten, 01-11-2019

Pneuma. Pneuma handler i dag om at sparke dæk. Men det har det ikke altid gjort. Pneumatiske ringe er ringe med luft, også kaldet dæk.

I dag siger vi krop og psyke. Når vi f.eks. taler om et sundt liv kan vi tale om den fysiske, kropslige sundhed og om psykisk sundhed. Eller vi kan tale om fysisk vold og psykisk vold.

De gamle grækere delte imidlertid mennesket op i tre, en tredeling som de kristne overtog: Krop, sind og ånd. Det hedder på græsk soma (krop), psyche (sind), pneuma (ånd). Heraf kan vi så i forlængelse af krop og psyke tale om somatiske lidelser og psykiske lidelser (sindslidelser). Og vi har tænkt, at man med dem skulle gå til folk med forstand på psyke, psykiatere (det vil sige de somatisk uddannede med speciale i psychen) eller psykologer, dvs. dem speciale i psychoterapi, helbredelsen af sindet.

Hvad der helt er forsvundet ud her er ånden, pneuma. Vi praler over at have gennemskuet religionen og bevist at myten ikke er fakta, men netop myte, i betydningen løgn. Og her er der ikke længere nogen plads til ånd. Ånd er det, der forbinder os, det fælles større, som vi kommer fra, skylder vores tilværelse. Ånd er at der er åbent i låget, at ikke alt kan være i hovedet, ikke alt kan tænkes og formuleres, men at der er et eller andet mere end det, der kan siges.

Hvor gik man så hen med sine åndelige længsler? Ja, man gik i kirke. Men vi bryster os jo netop af at have hugget hovedet af kirken og have fundet andre forklaringer. Og nu mangler vi rum, steder, lejligheder, riter til ånden. Vi er blevet svage til det med ånd – eller sagt på jævnt dansk: ånds-svage.

Sindseksperterne, psykologerne, kan ikke tage sig af det. Når man bringer sine åndelige længsler ind i klinikken bliver de gjort til autoritetslængsel, faderkomplekser eller tidens mangel på faste rammer.

For nylig tilbragte jeg en hel uge i Rom sammen med en gruppe praktiserende læger. Den praktiserende læger er ikke bare indgangen for alle til hele sundhedsvæsenet (sundhedsvæsenets Skt.Peter), han eller hun er også blevet de flestes eneste sted for forvaltningen af bekymringerne om liv og død. Når man kommer med spørgsmål om liv og død, så kommer man ikke bare med et somatisk reservoir af spørgsmål, men kommer også med tærsklernes åndelige, pneumatiske, spørgsmål. Lægen er selvsagt ikke uddannet til at drage omsorg for sidstnævnte, men nogle læger er erfarne og dannede nok til at tage vare på disse mennesker. Men hvor skal de mennesker ellers drage hen, når medicinen ellers svarer somatisk på det pneumatiske? Psykologen svarer psykisk, til sindet. Præsten kommer med en trospakke, man ikke vil have eller kan se sig selv i. Jeg ville gerne svare ’til filosoffen’, men han er i manges billede en hofnar, der siger det sande på mærkelige måder. Men han er der. Og litteraturen er der, men den kan være ensom, hvis ikke man har andre at dele litteraturen med. Selv ser jeg tyske film af Tom Tykwer og Wim Wenders.

På denne tur med de praktiserende læger kom vi til at gå til vesper. Mest for at høre noget kormusik. Men det slog mig, at de katolske lande, stadig har riter og steder til ånden. Og at derinde i basilicaen forvaltedes noget, som danskeren går til læge med.

Gud er måske nok død, og frelsen profaniseret som sundhed. Men længslen efter ånd ulmer stadig. Derfor går vi til læge. De åndløse af lægerne svarer med sundhed på pneumatiske spørgsmål. Hvorfor fik far kræft? Hvordan skal jeg leve? Sundhedsdyrkelsen fører til fitnesszombies, der er alt for levende til at dø, og alt for døde til at leve. Du kan se det i øjnene. Så hvor skal jeg gå hen med mine åndelige længsler? Du kan gå ud og sparke dæk, kan du.