Klumme i Jyllands-Posten, Anders Fogh Jensen 20.11.2018

Jeg faldt over et håndmalet skilt hos en lokal landmand i Nees lidt nord for Ringkøbing for nogle dage siden. Han havde flere skilte med forskellige folklorebetragtninger på – ordsprog om man vil. Det er ikke hverdagskost at se sådanne finurligheder, når man kører rundt i de vestjyske landmænds landskab. Et af disse skilte stod frem for mig. Ikke i sin banalitet, men i sin gyldighed.

”Den, som er tilfreds, er lykkelig”, stod der. Jeg tænkte først over, at det bar præg af en for et skilt overraskende korrekt grammatik. Skilte må være for Dansk Sprognævn, hvad DAESH er for Donald Trump. Det Vilde Vesten. Ingen ved efterhånden, om en butik har ”åben” eller ”åbent”, om det er trygt at gå ind i en ”slik butik” om ”krabbe klør” er et tilbud eller en konstatering. Derfor var det først retskrivningen, der tog min opmærksomhed. Dernæst selve den erkendelse som budskabet rammesætter.

Hvad er lykke egentlig? Det er som om man med lykke mere taler om det i dets fravær, når man ser bort fra alle de internationale målinger omkring ’happiness’. Vi er mindre i tvivl om, hvornår vi er ulykkelige, fordi det på en måde bare opsummerer weltschmerz, ubehag, sygdom med videre. Man kan også sige, at en klar definition af ulykkelig er mindre vigtig, fordi det netop ikke er et mål for os.

Lad os så se på den definition af lykke, vi bliver tilbudt af denne skiltemaler. Kan den bruges?

Lykke er et stort ord på dansk, noget sublimt, et endemål, et Nirvana eller et Paradis om man vil. Det er forbundet med personlig succes at være lykkelig. I det moderne projektsamfund bliver det til summen af et spændende arbejdsliv, et godt familieliv eller et endnu mere interessant singleliv og en interessant fritid. Lykke er samtidig en tilstand, som hele tiden må fornys. På sociale medier kommer det ret præcist til udtryk i billeder af spændende opgaver på arbejdet, det gode familieliv og eksempelvis den spændende ferie.

I modningen af vores brug af sociale medier er vi nu nået dertil, hvor en overdreven brug af i hvert fald de forkerte sociale medier, i sig selv indikerer, at man ikke er lykkelig, selv om ens børn ser glade ud på billederne. Måske er lykke blevet et storbyfænomen. De er ikke mere lykkelige i storbyen, men det er i denne hippe kulturelite, hvor en underliggende ambition om lykke flyder kraftigst. Ambitionen om lykke forklarer, alle disse menneskers handlinger.

Hvor jeg bor nu i Vestjylland er det fint nok at være tilfreds. Selvom tilfreds ikke er et mere præcist begreb, så er det alligevel mere et begreb, der indikerer fraværet af at være utilfreds. Er du ikke utilfreds, så er du tilfreds. Sådan fungere lykke ikke. Er du ikke ulykkelig er du ikke nødvendigvis lykkelig, der er et eller andet almindeligt imellem de to poler. Lykke er en slags jubeltilstand, mens tilfreds lugter lidt mere af en kold dåseøl på en klapstol i en villahave eller en stadionpølse.

Hvis vores livsambition derimod er at være tilfreds, kan vi i meget højere grad lade skuldrene falde ned. Det kræver bare at du ikke har et job, der er dårligt. Du behøver ikke være på vej et sted hen, du behøver ikke være ambitiøs, du behøver ikke være anderledes og bedre end andre. Du skal nemlig ikke være ekstraordinær for at være tilfreds. Begrebet tilfredshed har en indlejret rummelighed, hvilket betyder, at hele villavejen kan være tilfreds. Det er fint nok at tage til i Frankrig i sommerferien og have et godt isoleret parcelhus, som du uden de store problemer kan betale dine afdrag på.