Anders Fogh Jensen, Avisen 2018-10-14 

Jeg er blevet tvunget til at forholde mig til bæredygtighed. Ikke forstået på den måde, at jeg gør det modvilligt, men jeg er for nyligt blevet forstander for Vestjyllands Højskole, der har en lang historisk tradition for at være førstebevæger, når det gælder vindenergi, økologi, jordvarme, isolering med muslinger og meget mere. Det er godt og rigtigt. Og nu er det så også mit skrivebord.

Indrømmet. Jeg vidste godt, hvad jeg gik ind til. Det er vigtigt for vores elever, og vi bliver hele tiden holdt op på vores grønne retorik. Vi er nødt til at praktisere det vi prædiker, og det synes jeg er fedt.

Det er også gået op for mig, at bæredygtighed er noget helt andet. Noget med, at mine elever eksempelvis ser det jeg gør og ikke det, jeg siger. Kant forklarede med sit kategoriske imperativ, hvordan du altid skal handle på en måde, så du kan ville, at det skal blive en almengyldig lov for andre menneskers handlen. Det er bæredygtighed. Hvis alle mennesker overskred Kants imperativ ville vi have en fuld metroperron, hvor alle står og skubber til hinanden. Kant siger derimod, at du skal leve dit liv som om du bevæger dig gennem en folkemængde, hvor du prøver ikke at skubbe til nogen. Alle de andre i folkemængden prøver i øvrigt heller ikke at skubbe til nogen. Man forestiller sig en rytmisk og høflig dans rundt mellem hverandre, som til en reception eller et folkemøde.

Forestil dig verden som en etværelses lejlighed med dig selv som eneste beboer. Alle andre mennesker er altså også dig. Hvis du sætter gamle tallerkner på køkkenbordet, så står de der til en eller anden – i dette tilfælde dig selv – sætter dem i opvaskemaskinen. Pisser du på gulvet, bliver det træls for dem, der skal gå på det gulv lige om lidt – i dette tilfælde også dig selv.

Jeg tænker også, at forældreskab handler om bæredygtighed. Når vi til dagligt taler om bæredygtighed her på skolen, er vi helt oppe på den høje klinge. Det er fødevarekredsløb, co2 og verdens fattige. Men det er jo ikke det, jeg og vi bliver udfordret på til dagligt. Det er meget mere konkrete spørgsmål, vi skal finde gode svar på. Skal vi have en rygepolitik, skal vi flyve på studietur, skal vi ikke bare alle sammen spise vegetarisk?

Det er et vanvittigt privilegie for mig at få lov til at præge unge mennesker. At få lov til at bruge deres tid. Men jeg er jo også en slags far for 80 teenagebørn. Det er i sidste ende mig, der beslutter, om de må spille høj musik om aftenen, om de må drikke alkohol i hverdagene. Og min hyggestund med rygerne skal ligesom ligge inden for de rammer, jeg selv er med til at sætte. Jeg skal med andre ord overholde mine egne regler.

Men hvad så med bæredygtigheden? Kan vi ville at alle lever efter vores regler? Ja, det kan vi ville, men vi vil det ikke. Heri består den modsigelsesfuldhed, som vi i den vestlige verden lever efter. Måske lever vi tragisk, sådan forstået, at vi lever så vi går ned. Måske lever vi tragisk, fordi vi ikke kan reproducere vores egne produktionsbetingelser. Vestjyllands Højskoles lærere og elever prøver at lære mig at leve muntert: at rejse det, der ligger ned, fremfor langsomt at lægge sig.