Anders Fogh Jensen, 2018-10-13 Berlingske Tidende

Dan Turèll mindede os om at passe på pengene. Men det gælder for alle ting, som man kan komme til at sætte over alt andet.

Hvad skal jeg med et langt og smertefrit liv, hvis dét alene er målet med livet?

Engang skulle rygeloven bare skærme andre folk fra rygerne – nu skal den skærme rygerne fra sig selv.

Sundheden er blevet en erstatningsreligion for et folk, der har mistet ånden.

Rygeforbud spreder sig hastigt ud over landet i disse år og gnaver sig gradvist men støt længere og længere ind på den enkeltes selvbestemmelse. Hvor rygeloven oprindelig blev indført med det mål at skærme ikke-rygere mod passiv rygning, har de senere års tiltag snarere haft karakter af et ønske om at skærme rygere fra deres egen rygning – gerne ved at gøre det hele så besværligt, at de stopper helt med det. Det følger jo et simpelt rationale om, at det ikke er sundt at ryge – men hvad sker der, når vi sætter sundheden over alt andet?

Dan Turèll sagde, at man skulle passe på pengene. Hermed mente han ikke som min mor, at man skulle holde på sine penge, men derimod at man skulle passe på, at pengene ikke tog magten over én. Tilsvarende vil jeg sige: ”Pas på sundheden”. Sundheden er (ligesom penge uden tvivl er det) medvirkende til det gode liv, men den er ikke den eneste faktor. Og det er farligt at ophøje ét element i tilværelsen til selve målet for samme.

”Mennesket stræber ikke efter lykke, det gør kun englænderne” skrev Friedrich Nietzsche. Hermed mente han, at optimeringen af livets lyst- og smerteforhold med henblik på længere liv uden smerte tilhørte en købmandsmoral, der ikke stod i livets tjeneste. Det er netop udtryk for en nihilistisk kultur, når sundhed sættes over alting. Så er den værdi, der er tilbage, alene et langt, aktivt og smertefrit liv uden vægt på, hvilke aktiviteter og hvilket indhold, vores lange, smertefri liv skal finde mening i.

Jeg tror, Turèll og Nietzsche på hver sin måde havde fat i noget, som tilhørte menneskets dybder. Det er ikke dybt at ryge, men det hører med til tolerancen af det menneskelige og af, at menneskelivet ikke kan være én lang kropslig optimering. Snarere end at inddæmme det ufornuftige og skærme os mod det skøre, mener jeg, at vi bør gøre, hvad vi kan, for at omfavne mennesket i al dets kompleksitet, dets galskab og dets irrationalitet. Det er udtryk for et kærligere menneskesyn, men også for et mere realistisk.

Jeg har gentagne gange deltaget i debatter om sundhed i medierne, og somme tider har det faktisk taget mig og mine meddebattører en rum tid, før det er gået op for alle, hvad vi egentlig var uenige om. Det forekommer mig, at flere sundhedseksperter automatisk opfatter debattens omdrejningspunkt som spørgsmålet om, hvordan vi bedst sikrer mest mulig sundhed – og bliver oprigtig overraskede, hvis man angriber selve udgangspunktet: Måske skal vi ikke for en hver pris sikre mest mulig sundhed. Folk går ud fra, at det vil alle vel, og tænker, at vi vel bare er uenige om, hvordan man så gør det. Det er ikke alle, det falder ind, at man kunne være uenig i præmissen.

Selvfølgelig vil vi alle sammen gerne have et godt sundhedssystem, og det kan man også sagtens diskutere, hvordan vi får. Men jeg oplever, at folk bliver overraskede, når ’sundhedsdebatten’ viser sig ikke kun at kunne handle om hvordan, vi opnår sundhed, men om vi overhovedet skal stræbe efter al den sundhed. Og den overraskelse er i mine øjne udtryk for, at hele vores tankegang er blevet kapret af sundhedsparadigmet, som nu slet ikke tillader os at tænke uden for sundhedens ret snævre rammer for, hvad der er rigtigt og væsentligt.

Filosoffen Byung-Chul Han skriver i Træthedssamfundet om tilværelsens denarrativisering; at vi mister vores fortællinger med lovning om noget meningsfyldt varigt og bestandigt, og at dette tab baner vejen for, at sundheden ophøjes til absolut. Som Han påpeger, sagde allerede Nietzsche, at sundhed efter Guds død ville blive ophøjet til noget absolut. Sundheden er blevet absoluteret, når regulering af det moderne liv centrerer sig om at tjene sundheden og ikke rummer nogen betydningshorisont, der rækker hinsides det nøgne liv. Sundheden er blevet en erstatningsreligion for et folk, der har mistet ånden.

Med moderne lægevidenskab kan vi måle og vide rigtig meget om legemet, og selve biologien bliver en totalitær ideologi, der reducerer mennesket til sine fysiske egenskaber og sin score på en række sundhedsparametre. Sundheden er ved at tage magten over os, ligesom pengene altid er i fare for at gøre det. Videnskaben har uden tvivl ret i, at jeg ’passer på min sundhed’, når jeg slukker cigaretten. Men jeg mener, vi må værne om alt det i det gode liv, der hverken er sundt eller økonomisk fornuftigt, ved også at ’passe lidt på sundheden’ i turèllsk forstand. Og det kræver, at vi tager etikken tilbage fra lægerne og sundhedsapostlene og igen lader etik handle om det gode liv for dødelige mennesker.