Markedets rationalitet – hvad der kan betale sig – overgår snart sagt alting.

Filosoffens blik, klumme i Jyllands-Posten d.11-09-2018

Anders Fogh Jensen

Denne forestilling, at kultur er vigtigt, forener os altså på Kulturmødet, men som samfund splitter den os. På Kulturmødet er der et fællesskab omkring kultur, men det er ikke kulturens fællesskab.
Kulturen forener os ikke, den deler os

Gad vide, hvad de laver i Monas hus laver til daglig? Under det nyligt velafviklede Kulturmøde på Mors var den mormortapetserede dagligstue, Monas hus, omdrejningspunkt for samtaler, der forekom mig mere nærværende og meningsfulde end dem, der foregår på Folkemødet på Bornholm. Ikke fordi jeg vil negligere vigtigheden af politik og debat, men det er ikke samtaler, der griber eksistensen om nosserne. Det var det dér i Monas hus, hvor vi talte om de store fortællingers kraft, lyttede til dragende spanske fortolkninger af den danske sangskat og talte om litteraturens vigtighed.

Temaet for Kulturmødet var i år ’at bygge bro’ – og de provinsforskrækkede københavnere tog da også turen herover for at diskutere, om hovedstaden og provinsen er gledet fra hinanden. Det er de ikke, mener kulturminister Mette Bock, som insisterer på, at kulturen er det, der forener os, mens kunsten er det, der deler os.

I en vis forstand kan det vel være rigtigt, at kultur kan forene. Til forskel fra civilisationen, der angår menneskeheden, angår kulturen et folk med et fælles sprog, fælles fortællinger og fælles referencer. Kulturen har traditionelt angået jorden; et folk på et territorium og en bundethed dertil. Civilisationen har derimod angået rationaliteten; det at hæve sig op over sin provinsielle bundethed og bruge sin almenmenneskelige fornuft. I mit fag, filosofi, plejer vi at sige, at franskmændene har civilisation, tyskerne har kultur, og at englænderne ingen af delene har; englænderne har marked.

Hvis det sidste er rigtigt, så er vi i dag alle engelske. Markedets rationalitet – hvad der kan betale sig – overgår snartsagt alting. Derfor er finansministeriet det styrende for alle andre ministerier. Hvis den tyske tradition havde domineret, havde det måske været kulturministeriet. Men det er det mest trynede ministerium, der tager og giver småpenge.

Og mens Mette Bock forstår kulturen som et socialt rum, der forener os, er Kulturmødet på Mors ikke så meget et socialt rum som det er, hvad den franske sociolog Pierre Bourdieu ville kalde et felt. Det, der er fælles for alle i et felt er, at de deler samme illusio; dvs. forestilling om, hvad der er vigtigt og har værdi. F.eks. er filmanmeldere uenige, men de er enige om, at film har værdi, og derfor kan de diskutere. På Kulturmødet er alle enige om, at kultur er vigtigt.

Denne forestilling, at kultur er vigtigt, forener os altså på Kulturmødet, men som samfund splitter den os. På Kulturmødet er der et fællesskab omkring kultur, men det er ikke kulturens fællesskab. For kulturen er trynet, dannelsen er truet, og de fleste kunstnere hutler sig gennem livet eller lader sig omskole. Som sådan er vi ikke et socialt rum forenet af kultur, som Mette Bock påstår, men et mindre felt forenet af en illusio, ’kultur er vigtigt’, som langt fra deles af alle andre. Som sådan forener kulturen os ikke så meget som den deler os.

I Monas hus og i Værkstedet diskuterede vi, hvad håb er. Hvornår håber man, hvad adskiller håb fra optimisme, fra længsel, fra passivitet, fra fortvivlelse? Vi talte om myternes sandhedsværdi, litteraturens betydning og dannelsens tilstand i dag. Det var fantastisk livsbekræftende. Man er langt fra mange ting der på Mors, men tæt på det vigtige. Og alligevel lader det til, at den store vælgerskare og dens politikere synes, det er uendelig ligegyldigt. Mette Bock har ikke ret her: Kulturen forener os ikke, den deler os. Og for én gangs skyld ville jeg ønske at, tyskerne havde vundet.