Ved ANDERS FOGH JENSEN
Ved ANDERS FOGH JENSEN
I et interview fra 1978 (optrykt i “Michel Foucault: power, essential works of Foucault 1954-1984” ed. Faubion (2000 opr. 1994) p: 239-297) siger Foucault:
“In writing Madness and Civilization and The Birth of the Clinic, I meant to do a genealogical history of knowledge. But the real guiding thread was this problem of power” (ibid: 283).
Denne opfattelse genfindes hos de mange Foucault kommentatorer, når de beskriver hele Foucaults forskning, lige som det har været min forståelse af ham. Men i et interview fra 1982 siger han:
“I would like to say, first of all, what has been the goal of my work during the last twenty years. It has not been to analyze the phenomena of power, nor to elaborate the foundations of such an analysis” (p. 326 i “The subject of power” optrykt i Michel Foucault: power, essential works of Foucault 1954-1984” ed. Faubion (2000 opr. 1994) p: 326-348. Opr. som appendiks i Dryfus & Ramabinow: Michel Foucault: Beyond Structuralism and Hermeneutics)
I stedet er hans mål:
“To create a history of the different modes by which, in our culture, human beings are made subjects” (ibid: 326)
I den forbindelse anfører han tre måder, som har genstandsgjort ændringen fra mennesker til subjekter. Men i øvrigt handler resten af interviewet om magt (power)!?
Derfor bliver jeg i tvivl om Foucault blot driller læseren – eller intervieweren – eller om der er tale om en perspektivforskydning, eller ændring i grundsynspunkt (inden for 2 år!). Jeg kan godt se, at begge betragtninger, kan gøre sig gældende. ”Overvågning og straf” handler om disciplinering af subjektet, men den handler også om magt. Men det irriterer mig, at han er så ultimativ om sin egen forskning, bedst som jeg troede, jeg var ved at forstå ham.
Hvordan skal jeg forstå disse to tilsyneladende uforenelige udsagn fra Foucaults side om de samme værker? Er der tale om en udvikling i hans metode eller en udvikling i hans perspektiv eller en udviklings i hans forskningsresultater eller noget helt fjerde?
– Torsten Erlandsen
Kære Torsten
Du har ret i at der er sket en forskydning hos Foucault mellem 1978 og 1981, hvor det sidste interview foregår. Ja faktisk er der også sket en forskydning mellem 1974, hvor Overvågning og straf bliver til og 1978. Den kronologisk første forskydning sker som et fokusskift fra disciplin (en magt, der indretter et materiale efter et forudgående mønster) til velfærdsstatens magt som en kontrolmagt, der lader individer lede sig selv gennem selvledelse og bekendelse. Her finder vi også kimen til det, der i 1981 bliver omtalt som subjektivitetshistorie.
Grundene til at det samme oeuvre omtales forskelligt af Foucault selv skyldes altså 1) et reelt skift i fokus hos Foucault, et skift i det, han beskæftiger sig med. Men det skyldes lige så meget,2) at dette fokusskift ændrer synet på det tidligere gjorte (på samme måde som erfaringer man gør sig som voksen kan ændre forståelsen af barndommen). Det er jo præcis det, han diagnosticerer i 1978: Da jeg lavede videnshistorie, lavede jeg i virkeligheden magtkritik. I et interview fra 1970 siger han om den samme videnshistorie: “Alt dette dukkede frem som noget, der var skrevet med usynligt blæk, der kunne vise sig på papiret, når det rette reagensmiddel blev tilføjet: Ordet magt.” På samme måde bliver ordene disciplin, ledelse og subjekt senere tilføjet som reagens på de tidligere værker. Når det er så svært at sortere i kasser, er det fordi det er et oeuvre under udvikling, der samtidig behandler en historisk udvikling. Endelig har du nok også ret i, 3) at Foucault ynder at stille disse forskydninger til skue i interviews ved at udtale sig mere kategorisk om dem, end han behøvede.
– Anders Fogh Jensen
I sin vidensarkæologi gør Foucault meget ud af en ”pure desciption over discursive events” idet han ikke vil underlægge sig etablerede kategorier og etablerede videnskaber. Han koketterer endda med at være en ”glad positivist”. Det kan dog diskuteres, om Foucault selv lever op til sit vidensarkæologiske analyseideal i f.eks. ”Ordene og tingene”.
Men hvis man sammenligner analyseidealet fra Vidensarkæologien med det analyseideal Corbin & Strauss opstiller under navnet Grounded Theory (Corbin&Strauss: 1990) er der store lighedspunkter. Grounded Theory er udviklet som et metodisk værktøj til så fordomsfrit og forudsætningsløst som muligt at analysere især kvalitative data fra interview. Uden at gøre for meget vold på Foucault synes jeg, man kan sige, at vidensarkæologien er en mere eller mindre systematisk ”aksial” og ”selektiv” datakobling. Enkelte gange kunne jeg dog godt ønske, at Foucault redegør for nogle af sine mellemregninger, så man bedre kan følge ham i især den ”selektive datakobling”. Foucault kender af gode grunde i Corbin og Strauss’ bog, da den udkom efter hans død.
Er der andre, der har bemærket denne lighed? Eller går jeg for vidt i mine betragtninger?
– Torsten Erlandsen
Kære Torsten
Når Foucault kalder sig selv for “glad positivist” så skal du ikke tro ham over en dørtærskel. Det er snarere et forsøg på at indskrive sig i Nietzsches muntre videnskab, end det er et forsøg på at være positivist.
Om metode og Grand Theory har jeg ikke nogen kommentarer; det kender jeg for lidt til det til. Blot vil jeg indskyde, at det forekommer mig mere frugtbart at lade sig inspirere af Foucault end at gøre som om han leverer en metode.
– Anders Fogh Jensen
Foucault vender sig flere steder stærkt mod, at der er en overgribende logik i udviklingen. Det er også en position, som videnskabsteoretisk er svær at opretholde. Men jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke på, om der ikke alligevel er en slags ”logik” eller ”rationalitet” i f.eks., at ét udsagn indtræffer i stedet for et andet, og at bestemte udsagn (diskurser) samles i bestemte formationer, eller at objektformationer transformeres på en bestemt måde? Er en konstateret udvikling blot helt tilfældig, eller er den ikke helt tilfældig, selv om den godt kunne have været anderledes? F.eks. stiller Foucault selv et interessant spørgsmål i Overvågning og straf:
”Hvordan kan det være, at det er den tredje (af de tre metoder til at organisere straffemagten /tor), der sluttelig har sat sig igennem? Hvordan har den tvingende, korporlige, ensomme og hemmelige model for straffemagten erstattet den repræsentative, iscenesættende betegnende, offentlige og kollektive model?” (den danske udgave p. 147)
Det signalere vel, at der ikke er tale om en helt tilfældig udvikling. I den forbindelse skal dispositivet antageligvis tænkes ind? Du anfører således, at dispositivet hverken er aktivt eller passivt, men snarere midt i mellem. Raffnsøe behandler angiveligt også dette spørgsmål i sin ph.d. afhandling, som jeg desværre ikke har læst. Jeg har kun læst hans artikel: ”Michel Foucaults dispositionelle magtanalytisk” i GRUS nr. 59, 1999: 45-70. Raffnsøe mener dispositivet udpeger en generel tendens, men er vi så alligevel ikke ved at bevæge os ud på en rutschebane? Hvis vi kan udpege en generel tendens, er der vil tale om en slags logik i udviklingen?
I mit eget speciale lukker jeg yderligere diskussion af ved at fastholde dispositivet som et analytisk begreb. Men det er snublende nær at ontologisere det. Problemet er blot, at dette straks giver en række andre problemer, hvor vi hurtigt kan ende i ”kapitallogik” eller andre –”logikker”.
Er du bekendt med nogle, der drøfter dette forhold, eller nogle, der udvikler dispositiv-begrebet? Måske har du selv skrevet om det (ud over dit forord til Overvågning og straf)? Hvis du kunne give mig nogle henvisninger eller ideer til udvikling af dispositivbegrebet, vil jeg blive meget glad.
– Torsten Erlandsen
Kære Torsten
1) Udvikling og tilfældighed:
Her må vi lige holde tingene ude fra hinanden. Der findes mange andre muligheder end ”logik” og ”tilfældig”. Der er nok grunde til at, at udviklingen sker, som den sker, f.eks. at der findes et vidensepisteme (der nok har sin egenlogik (rationalitet), men ikke en logik à la Hegel (Vernunft)), der afstikker visse rammer for de mulige udfald af den historiske udvikling. Men det betyder ikke, at man kan spore nogen logik i udviklingen. Jeg tillader mig igen at bruge et psykologisk eksempel: Der kan være grunde til at jeg handler som jeg handler (f.eks. min barndom), men givet min barndom ville man ikke kunne sige, hvad jeg vil gøre som voksen, som Leibniz f.eks. forestillede sig at det lå i begrebet Cæsar, at han ville gå over Rubicon. Og selv skuende tilbage må vi sige: Det kunne have være blevet anderledes. Jeg tror det drejer sig om en vis ydmyghed overfor muligheden af at erkende en logik i historien.
2) Logik i udviklingen:
Hvis en forfatter går i gang med at skrive en bog, så vil personernes udvikling i bogen også give visse positive retningslinjer, der gør, at det kan føles som om de senere i arbejdet med bogen går ind og skriver sig selv. Det kan man selvfølgelig godt kalde en logik: At visse dispositioner udelukker visse handlinger og tilskynder andre. Men hvis man forstår logik mere traditionelt, så vil det være for overgribende at kalde dispositivet for udviklingslogik.
3) Teori, analytik, samfund og model
Jeg tror det er vigtigt at fastholde dispositivet som et analytisk begreb: En model over samfundet, der gør det lettere at forstå samfundet. I traditionen fra Althusser skelner man som regel mellem ”l’objet théorique” og ”l’objet réel”. Bourdieus kortlægninger af de samfundsmæssige spændinger og af de forskellige habiti hævder ikke at være mere end en tegning over samfundet, der aldrig har sin korrespondens i ”l’objet réel”, eller som Adorno ville sige, i det singulære.
Model og samfund er ikke det samme.
4) Forfattere, der drøfter dispositivbegrebet
Jeg arbejder i øjeblikket på at skrive om sagen (cf. Mellem ting).
Du nævner selv Sverre Raffnsøe. Andre kunne være Deleuze, der siger at hans begreb om ”agencement” minder om Foucaults ”dispositif”.
– Anders Fogh Jensen