Ved ANDERS FOGH JENSEN
Ved ANDERS FOGH JENSEN
Jeg har blot et kort og måske ikke så velovervejet spørgsmål. Men hvad er den egentlige metodiske forskel mellem den franske dekonstruktion og så det som Foucault låner fra Nietzsche og bruger som metode; genealogien? Er begge ikke blot et forsøg på at fjerne grundlaget for et begreb eller en institution ved at undersøge og vise dens historiske, sprogstrukturelle og socio-økonomiske opkom?
Håber du vil svare.
Hilsen Sirid Lund
Kære Sirid Lund
Jo, du kan godt formulere det således, at dekonstruktionen og genealogien begge har som formål at vise at det selvberoende og selvidentiske ikke er så selvberoende og selvidentiske endda. Men der forekommer mig at være en væsentlig forskel. Foucault (med Nietzsche under armen) forsøger at vise, hvorledes forskellige institutioner og praktikker har en historisk opkomst der er mere broget og tilfældig end den måde, hvorpå de fremstår nu, berettiger til. Derridas dekonstruktion er mere tekstuel: At vise at det, en given forfatter tænker, kan han ikke tænke alligevel. Det foregår blandt andet ved at vise at, der hvor man tænker nærvær er der fravær, der hvor man tænker identitet er der forskydning. Man kan måske sige, at Derrida vil tekstualisere (”Il n’y a rien hors texte”), mens Foucault vil kontekstualisere. Derrida er ikke uden historiske sans tør man nok sige, men Foucault tænker mere historisk: ’Hvordan blev det til at det blev sådan?’ overfor Derridas: ’Sådan kan det ikke være.’
– Anders Fogh Jensen