Ved ANDERS FOGH JENSEN
Ved ANDERS FOGH JENSEN
Hej Anders
Ledte efter varefetichisme under “begreber”, men kunne ikke helt finde det. Måske kan du uddybe det alligevel? Hvad menes der med det begreb? Og hvilken historie har begrebet? Jeg har efterhånden støt på det i mange sammenhænge.
Erik Ei Lambaneis
Kære Erik
Begrebet ’fetich’ stammer oprindeligt fra den religiøse sfære, hvor det betegner det, at nogle figurer eller statuer dyrkes som havende særlige overnaturlige magter. Det franske begreb kommer oprindeligt fra portugisisk feitiço, trolddom, og fra latin, facere, at gøre.
Marx overfører begrebet i til det økonomiske område: I det mennesket mistede Gud, fik det pengene. Pengene, og de produkter, der har fået tilskrevet bytteværdi, varerne, har fået religiøs status, mener Marx. Han skelner mellem brugsværdi og bytteværdi. Hvis man producerer et bord for at bruge det, bliver det ikke produceret som vare, men som brugsgenstand med en brugsværdi. Men i varesamfundet produceres stort set alting med henblik på at blive solgt, og får dermed en bytteværdi. Bytteværdien er ikke et træk ved produktet selv, men ved forholdet mellem produkter på et marked; som Marx siger, så er der endnu ingen kemiker, der har fundet bytteværdien i en diamant.
Det magiske nummer, hvor mennesket snører sig selv, er, hvor det tror, at bytteværdien er a) et træk ved arbejdsproduktet (og ved arbejdet i øvrigt, der også indordnes vareproduktionen og sælges som en vare), b) er den væsentligste værdi. Herved har mennesket fået tilskrevet varen en religiøs værdi, som det i sin hungrende vareophobning dyrker som en fetich. Du bl.a. læse om det i første kapitel af Marx’ Kapitalen, afsnit 1, kapitel 4. Her siger Marx bl.a.:
”Men så snart det [bordet af træ] optræder som vare, forvandler det sig til noget sanseligt-oversanseligt. Det står ikke blot med sine ben på gulvet, men i forhold til alle andre varer stiller det sig på hovedet og frembringer af sin træhjerne griller, der er langt mere forunderlige, end hvis det af sig selv begyndte at danse.” (Marx, Kapitalen, I,1,170)
Hvis jeg lige for egen regning må tilføje noget, så vil jeg sige, at der siden Marx er sket endnu en forskydning, nemlig mod en tegnfetichisme. Første forskydning var, at mennesket ikke dyrkede tingen som noget, der kunne bruges, men noget, der kunne byttes. Det gør vi stadig. Anden forskydning består nu i, at vi ikke længere er så interesseret i tingen som bytteværdi, men især i det tegn den udsender. Med andre ord er logoet blevet den nye quasireligiøse instans i forbrugersamfundet, hvor genstanden mere og mere bliver reduceret til en løshængende ting til logoet. Jeg mener således, at man kan tale om en logofetichisme.
– Anders Fogh Jensen
Kære Anders!
Det var jo ikke mig der spurgte, men jeg nød godt af dit svar. Specielt det, at genstanden bliver mere og mere en løshængende ting ved logoet. Det ses jo ofte, at et firma der har fået sig et brand på en bestemt vare begynder at fremstille andre meget forskellige varer med fremhævning af det kendte navn. Gud ved om man ikke også kan købe Weber gummistøvler?
Udtrykket: “genstanden mere og mere bliver reduceret til en løshængende ting til logoet” – er fortræffeligt.