Ved ANDERS FOGH JENSEN
Ved ANDERS FOGH JENSEN
Kære Anders
Du siger i dit interview i Vita på P1, at en af de ting, der kan gøres os bedre til at tænke ud over den kapitalistiske formålsrationalitet, at en af de ting der kan hjælpe os med at forestille os noget nyt istedet for at tænke blindt rundt i noget gammelt, er dannelse.
Men er dannelse (her regner jeg med du mener den europæiske filosofiske dannelse) ikke også blot en art immanens, der former og tvinger vores tanke- og forestillingsmønstre ind i bestemte baner? baner der – hvad du selv også påpeger ved at vise en sammenhæng mellem vores sproglige horisont og liberalismens ontologi – er formet af konkrete interesser. Jeg mener, er dannelsens sprog ikke også fanget af en rationalitet, der måske netop er grundklang for vore nuværende kapitalistiske samfund og kultur? Tænk blot på hvorledes oplysningstænkningens (hvad jeg ser som et vigtigt led i det europæiske dannelsesprojekt) idealer om menneskets selvrealisering og emancipation (både socialt og intellektuelt) passer fint ind i en kapitalistiske forståelse af mennesket som henholdsvis reaktivering og frisættelse af nye og gamle behov – og lignende eksempler.
Jeg vil blot høre; hvorledes kan dannelsen (hvis du altså med dannelse mener den europæiske) bruges til at tænke sig ud af den kapitalistiske immanens? Hvorledes kan man med dannelsens sprog forestille sig og beskrive noget “Andet”, hvis dette “Andet” tænkes med grundlag i et sprog og en horisont, der har helt klare forestillinger om det “Andet”? Altså en art utopia – om det så er den borgerlige (som i den tyske idealisme) frisættelse af Jeg’et eller den marxistiske frisættelse af proletariatet. Er det ikke netop der kapitalismen finder en stor del af selvforståelse? I tanken om progression mod noget nyt, noget bedre, noget uundgåeligt. Noget både dannelse og kapitalisme gemmer i sig.
Hilsen
Lasse
Kære Lasse
Det er rigtigt, at ’dannelse’ sædvanligvis handler om at lære det historiske, det der var, og at det også betyder indlæringen af et sprog og nogle tankebaner. Det er også rigtigt, at dannelsesprojektet kan sammenlignes med oplysningsprojektet, selvom det f.eks. i Tyskland nok får en lidt anden formning i romantikken. Jeg tager oplysningen først, dernæst sprog-dannelse, og venter med dit tredje spørgsmål om det ”Andet”.
Hvad angår oplysningsprojektet vil jeg sige, at der til oplysning knytter sig en forestilling om ahistorisk viden og akkumulation af denne, mens der med dannelse i højere grad tænkes på en formning af karakteren gennem videnskab og, som Humbolt siger det, gennem ”udviklende ensomhed”. Begge tænker imidlertid, som du påpeger, i fremskridt og du spørger så til, om jeg ikke bare repeterer den tankegang nu. Jo, jeg tænker også i forbedring gennem dannelse gennem viden, indsigt, abstraktion og artikulation, fordi alternativet ville være værre. At give op overfor fremskridtet og at glemme historien ville være forfærdeligt. Projektet er ligefrem at redde oplysningen og dannelsen, fordi de er for gode og for vigtige til at smide på gulvet. Men det betyder på den anden side ikke, at man ikke skal kritisere dem. Det er netop Adornos strategi, og den ville jeg også gerne gøre til min: At kritisere for at redde.
Og netop dette vilkår gør sig også gældende med dit første spørgsmål: Lærer vi ikke bare at tænke det samme, når vi lærer det samme sprog. Jo, sproget er ikke velegnet til at tænke det nye, fordi det er formet af det gamle. Jo, det gamle præger sig ind i os, når vi lærer det og dets sprog. Men vi har jo ikke andet at gøre, end at tage fat på og bruge det sprog, der nu engang er, hvor præget det end måtte være. Igen: Ikke at lære sig udtryk og ikke at udtrykke sig ville være værre (selvom jeg ikke ville udelukke at nonverbale udtryk nogen gange kunne gøre det bedre end begreber).
Lærer vi så bare, spørger du, at tænke som traditionen, når vi lærer den? Nej, for pokker. Vi lærer, hvordan traditionen har tænkt, men det gør vi for ikke at lave de samme bevægelser; for at kunne bruge de gode tanker fra traditionen og undgå at gøre de samme fejl.
Det betyder så videre – og her er jeg ved dit sidste spørgsmål om ’det Andet’ – at vi ved at lære om andethedsforestillinger måske kan blive bedre til at forestille os et andet andet, et anderledes anderledes. Udviklingen spiller os hele tiden noget i hænde, noget fortiden har spillet op til, men det betyder ikke, at vi skal følge den kurve. At tænke det nye ville være at twiste det til noget nyt.
Jeg tror, at det er meget vigtigt at bevare og holde fast i forestillingen om, at det lader sig gøre at tænke nyt, og at verden kan blive bedre. Ikke at lade sig nøje med at sammenligne med det, der er eller var.
– Anders Fogh Jensen
Hej Anders,
Jeg har ligesom Lasse undret mig over dit dannelsesbegreb. Jeg undrer mig dog ikke så meget over, at du giver dannelsen som modsvar til kapitalismens rationalitet – for det er jeg for så vidt enig i, at dannelsen kan være – men blot over, hvad dannelse er for dig. Dit svar til Lasse giver nogle indikationer på hvordan dit dannelsesbregreb er konstrueret. Det handler tydeligvis mere om eksempelvis rortyiansk dannelse, end emma-gad-dannelse. Mig bekendt har Foucault aldrig eksplicit beskæftiget sig med dannelse, men hans ideal for filosofisk praksis minder mig om dit dannelsesbegreb.
Dette at tænke nyt, at tænke i mulige virkeligheder fremfor virkelige muligheder – for nu at citere dig selv – virker centralt for dit dannelsesbegreb. Men der er åbenbart flere facetter i dit dannelsesbegreb, for du har andetsteds givet udtryk for at nogle bøger befordrer dannelse bedre end andre, og denne kanonisering er måske tættere på Emma Gad end på Foucault.
Men i stedet for at svare på, HVAD dannelse er for dig – det må du da også meget gerne – kan du eventuelt vælge at svare på nogle af de følgende spørgsmål.
1) Hvordan bliver man dannet? 2) Hvornår er man dannet? 3) Hvordan kunne dannelse eksempelvis vise sig hos en virksomhedsleder, hos en medarbejder eller slet og ret hos et almindeligt menneske?
Og mere lige på…
4) Tænker du på dannelse som proces, og/eller som produkt? 5) Hvad er forholdet mellem dannelse og ‘det gode’? 6) Hvad er forholdet mellem dannelse, individ og socialitet? – herunder: er dannelse et personligt og/eller et samfundsmæssigt anliggende, og hvilket forhold bør herske herimellem? 7) Hvem er hovedinspirationskilderne til dit dannelsesbegreb?
Jeg har selv en fornemmelse af, at dannelsesbegrebet kan være utroligt produktivt for både tanke og handling, så jeg ser frem til dit svar.
Og som et lille PS: Dette er samtidigt en forespørgsel om at du lader dannelse indgå i dine begrebsdefinitioner.
Venligst Kristian.
Kære Kristian
Først kan vi jo starte med at sende æren for den takkevækkende skelnen mellem virkelige muligheder og mulige virkeligheder videre til forfatteren Robert Musil, så jeg ikke står med æren for den. Ikke at jeg ikke gerne ville.
Dernæst: Jeg indrømmer at jeg er en anelse romantisk i mit dannelsesbegreb: Jeg tror at dannelse gør bedre. Bedre hvad? Bedre menneske og bedre verden. Hvorfor? Fordi det giver mere kompleksitet at kende andre, flere, anderledes synsvinkler og målestokke – og ikke mindst hvad historien har budt på, og hvorledes den har ført os hertil (5). Min dannelse kan ikke endeligt adskilles fra samfundets dannelse, fordi jeg jo formes, dannes, gennem den (6). Derfor er det så vigtigt at opretholde en høj dannelsesstandard i samfundet, fordi det giver mulighed for og befordrer større selvdannelse hos individer.
Men hvad er så dannelse? Jeg er ingenlunde sikker herpå, men kan prøve at komme med nogle indikationer. Det er i hvert fald ikke konsumeret informationsmængde, omend mængde forudsættes i diversitet. Er det læste bøger? Ja, til dels. Er det fortalte tanker? Ja. Er det oplevelser omdannet til erfaring? Ja. Er det kendskab til kultur, sprog og historie? Ja. Er det kendskab til naturvidenskab? Ja. Det er videreformidlet kulturgods, der qua samfundsforandringer kan virke utidssvarende. (Her opstår dog et problem: Både dannelsesbegrebet og dannelsens indhold er tidsfølsomme). At være tidssvarende er som at cykle i medvind og føle, at der ikke er nogen vind. Hermed også sagt, at alle pædagogseminarernes og købmandsskolernes – endsige erhvervslivets og det offentliges – tale om kompetence ikke rækker; kompetencer er personlig udvikling med henblik på duelighed her og nu. Dannelse er også personlig udvikling, men det har ikke fokus på en anvendelse. Er det selvindsigt? Ja, men ikke gennem den personlige kompetenceudviklings navlepilleri. Det er selvindsigt gennem almenindsigt. Dannelse er indsigt i det almene som alment. Den dannede kan i bedste fald applikere det almene på det konkrete (1, 3).
I en tid med tilsyneladende stor forandringshastighed bliver det måske paradoksalt nok givtigt ikke at være næsten opdateret. Med en lidt søgt analogi, så har jeg hørt folk råde virksomheder til kun at købe hver anden nye version af deres software, fordi det er for ressourcekrævende i forhold til udbyttet at implementere hver ny. Måske er forskellen på den, der halser efter hver eneste nyhed og den, der ser nyhedsstrømmen som fra en perron hvor toget passerer uden at stoppe, måske er forskellen ikke så stor på de to. De er jo begge bagefter, kvalitativt betragtet, ingen af dem sidder i toget; men ham der halser efter det bruger mere energi. Og måske ser man bedre toget fra siden.
Analogien er måske dårlig, for dannelse må som kroppen holdes ved lige for at bestå; ikke bare for at konsumere ny viden og nye kundskaber, men også for bare at bestå. Det dikterer hukommelsen os. Derfor er det måske rigtigere at sige, at dannelse består i den proces det er at leve et liv som dannet. Lånetiden på dannelsens bog er begrænset. Samfundets dannelse må også fornys for hver generation (2,4).
Min definition? Dannelse er erkendelse og selverkendelse gennem selvforglemmelse i det almene.
Inspiration (7)? Det kan jeg ikke helt overskue. Men Hegel siger noget lignende:
“Die Reflexionsbildung unseres heutigens Lebens macht es uns, sowohl in Beziehung auf den Willen als auch auf das Urteil, zum Bedürfnis allgemeine Gesichtspunkte festzuhalten und danach das Besondere zu regeln, so dass allgemeine Formen, Gesetze, Pflichten, Rechte, Maximen als Bestimmungsgründe gelten und das hauptsächlich Regierende sind.” (Hegel: Vorlesungen über die Ästhetik, B.1, pp.24-25 (1817)).
– Anders