Ved ANDERS FOGH JENSEN
Ved ANDERS FOGH JENSEN
Hvordan udvikler det transcendentale og cogito sig fra Kant over Hegel, Husserl, (Horkheimer) til Merleau-Ponty? I et opgør med det transcendetale ego hos Merleau-Ponty kan man da i stedet tale om noget ‘Før-transcendentalt’?
– Mikael
Kære Mikael
Det forekommer mig, at dit første spørgsmål er et spørgsmål om hvorvidt der gives et jeg, der er eller kan sætte sig uden for verden, eller et punkt hvori kaos samler sig og bliver til verden. Det er tydeligt, som det ligger implicit i dit andet spørgsmål, at det er en aflivningskamp, som den filosofihistoriske udvikling tegner. Kant anerkender et transcendent ego som det hvori perceptionerne samles og ordnes. For Hegel gives der ikke noget transcendent; alt er immanent. Det betyder, at ethvert ego – erkendende, følende, sansende eller hvad som helst – er immanent i åndens udvikling; enhver erkendelse er både min erkendelse og åndens erkendelse gennem mig. Hos Husserl søges dette opretholdt i en fænomenologi, men han kommer alligevel til at operere med et transcendent ego som betingelse for fænomenernes given sig.
Hos Merleau-Ponty finder opgøret sted i to tempi, parralelt med den forskydning, der sker i Heideggers forfatterskab. Den tidligere Merleau-Pontys forskydning mod kroppen som ego og håndtering, kropslig, rumlig omgang osv. som grundlæggende i den menneskelige væren-i-verden er et vellykket forsøg på at sige, at før vi overhovedet oplever verden som genstand, objekt, distance, så hører vi ufravristeligt sammen med den. En kropslig udgave af nogle teser fra Heideggers Sein und Zeit (1927) omkring Zuhandensein og Vorhandensein.
Det andet opgør finder sted i senværker som Le visible et l’invisible (1964), hvor selve den perciperende omgængelige krop som subjekt sættes på spil. Her er det et spørgsmål om snarere at gøre verden til subjekt – eller kødet, la chair du monde – som det hvorigennem jeg er og ånder. Merleau-Ponty udtrykker det for eksempel ved at sige, at ’landskabet sanser sig i mig’. Interessant nok falder den forskydning sammen med en række andre decentraliseringer af subjektet, f.eks. Gadamers forskydning fra fortolkende subjekt til historien som subjekt, strukturalismens forskydning fra subjekt til struktur og den angelsaksiske dagligsprogsfilosofis forskydning til sprogfællesskabet som dynamisk subjekt. Altsammen forudgrebet i Heideggers forskydning væk fra Dasein.
Er der i nogle af de to opgør, Merleau-Ponty foretager, tale om noget før-transcendentalt? Måske hos den tidligere: Kroppen som før refleksionen, før objektiveringen; men det er en stående opgave for ham at undgå transcendens som forklaringskilde. Derimod mener jeg ikke, der er tale om noget før-transcendentalt hos den senere; her er transcendens vist snarere subjektets illusion – og så fremdeles med Gadamer og strukturalismen.
– Anders