Ved ANDERS FOGH JENSEN
Ved ANDERS FOGH JENSEN
Hej Anders Jeg skriver PD opgave i normalitet og afvigelse Jeg vil analysere forskellige magtrelationer indenfor det socialpædagogiske område ud fra Foucault og Bourdieu, især den usynlige magt. Kunne du evt. hjælpe med at fine forskelle og ligheder mellem de to. Evt. i forhold til ontologi og epistemologi. Eller henvise til litteratur.
Venlig hilsen Jonna Pedersen
Kære Jonna
Den afgørende forskel på Foucault og Bourdieu ser jeg i deres udspring. Bourdieu kommer ud af en marxistisk tradition og dermed udaf Hegel. Det vil sige, han forstår det sociale rum og de sociale felter som værende konstitueret af anerkendelseskampe: Kampen om kapital (placeringen i det sociale rum), kampen om at flytte sig i det sociale rum, enten ved at erhverve sig mere kapital, eller ved at ændre på målestokkene for placeringen, dvs. ændre på anerkendelsen af kapitalen. Kort sagt: Det sociale er en kamp om kapital og vekselkurser mellem kapital.
Foucault ser også det sociale rum som kamp, men på en anden måde, for han kommer fra Nietzsche. På et tidspunkt overvejer han, om man kan forstå det socialt-politiske som værende fortsættelsen af krig med andre midler (en omvending af krigsteoretikeren Clausewitz’ tese om at krig er fortsættelsen af politik med andre midler). Den hypotese forlader han dog igen. Tvivl kan der imidlertid ikke være om at han gør gentagende forsøg på at gennemspille Nietzsches teser fra ikke mindst ”Genealogie der Moral”, som går ud på at moralen ikke er en frisættelse af individer i forhold til hinanden, men en måde, som nogen magter andre på. Nietzsche ville nok læse Bourdieus anvisninger af menneskets kamp om vekselkurser mellem kapitalformer, som værende en kamp om retten til den rette fortolkning. Som Foucault antyder det i essayet ”Nietzsche, la généalogie, la morale” så kan man forstå begrebet om ‘begivenhed’ som et omslag i fortolkningsregler. Foucault står ikke fremmed overfor denne tænkning. Det sociale spil er altid en slags ”jeux de vérité”.
Hvad er så forskellen på Hegel og Nietzsche, in casu Bourdieu og Foucault? At Bourdieu – der ikke deler Hegels syn på fremskridtet, men nok Marx’ syn på social fornyelse gennem nye spillere af de samme eller fornyede roller – at Bourdieu ser det som et uomgængeligt og selvfølgeligt træk ved menneskets liv, at det kæmper anerkendelseskampe. At Foucault ikke ser disse kampes stadig rafinering som et fremskridt, men, som Nietzsche, tegnet på en stadig mere ’lumsk’ eller i det mindste svært identificerbar magt i frihedens klæder.
Ligheder er der mange af. Væsentligst bør du være opmærksom på kroppen, som Foucault i samme essay tildeler rollen som ’overfladen for begivenhedernes indskrift’. Hvilke begivenheder? Indlejringen af skemata for klassifikation vil Bourdieu hævde. Foucault interesserer sig for hvornår disse skemata historisk forandrer sig.
I en sociologisk tradition fra Marcel Mauss og Émile Durkheim tænker Bourdieu kognitive klassifikationer som udspringende af social praksis, hvorfor han tillader sig at bestemme den sociale position udfra de kognitive skemaer, som individer reproducerer og til dels afbøjer. Vil man flytte sig i det sociale rum må man også udskifte sine klassifikationsformer. Hvor Mauss og Durkheim i ”De quelques formes de classification primitives” taler om hele stammers ensformige klassifikation og om forskellige stammers forskelligartede klassifikationer, vender Bourdieu denne forskelligartethed til de sociale felter og positioner. Den sociale differentiering er nok Foucaults ærinde forsåvidt nye historiske erkendelses- og moralformer opstår som produkt af en klasses selvlegitimering, men er ikke som sådant interessant for Foucault som mere end social genese. Denne interesserer sig mere for de store historiske fælleslinjer, der så fører ham videre til social differentiering som linjernes optegningsårer. Fælles for Foucault og Bourdieu er altså, at de opererer med klassifikationsskemata, der for individet ligger før det selvbevidste valg af erkendelsesformer. Forskelligt fokus: Foucault interesserer sig mest for de fælles historiske klassifikationer (såkaldte ”historiske apriori”), mens Bourdieu er mere interesseret i hvorledes klassifikationerne i et samfund adskiller sig fra hinanden.
Du spørger så til ”den usynlige magt”. Her vil det være nærliggende at tage fat i den rolle, som de statslige og offentlige institutioner spiller i inkorporeringen af klassifikationsskemata, idet det netop er stedet hvor erkendelsesformerne får sin legitimitet og udbredelse. Idet f.eks. skolen, børnepasningsinstitutionen, arbejdspladsen, kirken, hospitalet osv. opstiller gyldig erkendelse, bliver inkorporeringen af disse erkendeformer netop til anerkendelse. Hvis Bourdieu har ret i, at den erkendelse, der tager sig kønsneutral ud, i virkeligheden er maskulint dominerede opdelinger af verden, så bliver det at erkende og forstå i et samfund at anerkende disse dominansformer. Hvis han har ret i, at det er overklassens klassifikationsformer, bliver erkendelsen til anerkendelsen af den sociale magt. Magt består således netop i anerkendelse af magt gennem praksis, herunder erkendepraksis. Foucault kunne sige noget lignende om indlæringen: Disciplineringen til det herskende system gennem indlæringen. Det er ikke mindst på den måde, at magten er blevet usynlig. Den er blevet ’neutral’. Den har taget det apolitiske, gjort det til sine klæder og hævder dermed at være nøgen. Foucault og Bourdieu er de tosser, der siger, at Kejseren alligevel har tøj på.
– Anders Fogh Jensen
Hej Anders
Tak for dit svar Kunne du evt.fortælle mig lidt om, hvordan henholdsvis Bourdieu og Foucault ser på sjæl/legeme bevidsthed/omverden. Jeg har lidt svært ved at se, om de ser magt som noget positivt/negativt. Ser Bourdieu ikke den magt der er i et felt som noget dynamisk, eller hvad. Hvad vil de hver især med deres teorier, hvad er formålet, er det bare at synliggøre magtformerne… det er måske et dumt spørgsmål?
Hilsen Jonna
Kære Jonna
Spørgsmålene er ingenlunde dumme. Men jeg tror, at enten giver jeg dig et svar, du ikke er tilfreds med, eller et jeg, ikke er tilfreds med. Jeg vælger det første.
Problemet hører ikke til i Foucault og Bourdieus verden. Det er stillet et sted fra, hvor man betvivler et forhold som mellem to størrelser, som for de to tænkere i praksis virker uadskillelige.
Vist er der krop, vist er der bevidsthed, men de må forstås som overflader for social indskrift. Måske kan vi her bruge Husserls skelnen mellem Körper og Leib, krop og legeme: Kroppen er det fysisk materiale, legemet er det bevidste menneske. Hos de to franskmænd: Legemet giver sig aldrig nøgen for socialitet, som ren krop, men har altid en bevidst eller førbevidst måde at tage sig ud på. Det betyder, at de sociale vaner, holdninger, bedømmelser og måder at gå til verden på altid er med i en eller anden form.
Et menneske der er opdraget i et givet socialt lag, kan bære dette lags måde i sin legemliggjorte bevidsthed. For eksempel kan en kvindes måde at gå på sige noget om hvilke kønsrollemønster hun kommer fra. Hun kan tilnærmelsesvis arbejde det ud af sit legeme, men ind i mellem vil det afsløre sig. Som når Connie Hedegaard taler i DR2s ”Deadline” taler et tv-interviewer sprog, og pludselig, når hun undres, kan man høre i hendes spørgen, at hun er fra Århus eller deromkring. Måske netop derfor virker hun så ægte sammenlignet med mange andre mediepersoner.
At skifte socialt lag kræver blandet andet, at man delvis udarbejder de gamle sociale og førbevidste skemata der ligger legemligt indlejret. De er førbevidste, førrefleksive måder at bruge kroppen, sproget, øjet, kategorierne, dommene m.v. på. Den træghed, der ligger i legemets vaner er netop en del af den sociale mobilitets træghed. Men ikke hele sandheden om trægheden. Man må dertil regne omgivelsernes bedømmelser.
Foucault tænker i samme baner, men interesserer sig mere for det diakrone, dvs. historiske: Soldaten i år 1600 bar ikke præg af at være specifik soldat, men var f.eks. bonden som soldat. Anderledes så det ud i år 1800, hvor soldaten i sin disciplinerede holdning, gangart, omhu og nøjagtighed lignede en designet kæmpermaskine. Disciplinen er netop indskrivningen af rumlige og tidslige skemaer i legemet. Paradigmeeksemplet er excercitsen. Men det samme kan findes mange steder i dag, f.eks. i skolen, hvor man lærer elever hvordan de skal sidde når de skriver. Prøv metaforisk og bogstaveligt at tænke i gangarter.
Bourdieus begrebsapparat forekommer mig her mere udviklet end Foucaults. Begrebet ’habitus’ svarer til den latinske oversættelse af Aristoteles’ ’hexis’, som betyder noget i retning af ’karakter’. Habitus er de legemligt indlejrede førrefleksive klassifikationsskemata for egen og omverdenens adfærd.
Du spørger nu videre, om de ser magt som noget positivt eller negativt, og – forekommer det mig – underforstår en sammenhæng mellem dynamisk og positiv. Om du mener det moralsk, kraftmæssigt eller konstitutivt ved jeg ikke, men jeg går ud fra at du mener det moralsk. I så fald kan du ikke hente eksplicitte svar hos Foucault, nok mere hos Bourdieu, men aldrig helt så eksplicit som denne tolkning: ’Godt’ for det enkelte menneske er, hvad der fremmer dets egen selvbestemmelse og selvbevægelse. Følgelig er social mobilitet og autonomi efterstræbelsesværdigt. Magt konstituerer former, udefrakommende træghed, der er hæmmende for det enkelte menneske. Magtkritikken belyser, hvorledes mennesket har indrettet systemer, der bestemmer det før det selv ved af det.
At mennesket har indrettet et system med sociale former betyder imidlertid ikke, at det ikke kan være til fordel for nogle. Det betyder endvidere, at det er det system, man altid må tage afsæt i, hvis man vil bevæge sig. Med et godt græsk udtryk fra Hegel kan man sige, at frihed består i indsigt i nødvendighed: Indsigt i, hvorfor man gør som man gør – dvs. indsigt i historie og socialitet. Den indsigt kan være en balancenerve for den, som vil gøre tilværelsesbevægelsens usikre linedans. At blive stående er altid en mulighed. Også i en verden, der bevæger sig.
– Anders Fogh Jensen