Ved ANDERS FOGH JENSEN
Ved ANDERS FOGH JENSEN
Det jeg undrer mig over er livets funktion i universet? Jeg spørger folk i dette forum om de har nogle bud på hvorfor livet er opstået. Det nemmeste svar er selvfølgelig at sige, at det er en ren tilfældighed. Hvis de rette fysiske/kemiske betingelser er til stede, så er der en vis chance for at livet opstår. At det nu ser ud til at Titan kunne rumme en potentiel mulighed for liv i en fjern fremtid støtter denne teori. Derved er det jo også nærliggende at tænke, at livet er opstået mange andre steder i universetet. Et interessant spørgsmål for mennesket at stille, er hvilket udviklingstrin disse andre livsformer befinder sig på og hvad deres intentioner er. På vores klode har mennesket opnået stor dominans i kraft af sin overlegne intelligens i forhold til andre arter. At vores intelligens også kan blive vores egen undergang er en anden sag. Det virker som om, at det kun er i kraft af vores bevidsthed, at vi overhovedet er i stand til at erkende, at der eksisterer et univers. Det er jo netop denne bevidsthed som vi mener adskiller os fra andre organismer og ikke organiske kemiske forbindelser. Des mere viden vi får om os selv og universetet, des mere ligner det en ren tilfældighed at livet er opstået her på jorden. Måske havde positivisterne ret, når de sagde at man ikke skal spørge hvorfor men begrænse sig til at spørge hvordan livet er opstået. Jeg synes dog man kan bruge hvorfor spørgsmålet til ofte at udvide vores bevidsthed, og dermed også ændre vores syn på os selv og vores om verden.
Svar fra Anders Fogh Jensen:
Et ’hvorfor’ stillet til kosmos er for mig at se et teologisk spørgsmål, som der kun gives religiøse svar på. Det kan man have mange trosbud på. Om livet er en tilfældighed eller ej kan vel næppe afgøres i videnskaben, fordi det at producere betingelserne for tilfældighedens hændelse vel stadig kunne tilhøre en skabers eller andres intentioner, ligesom en eventuel påvisning at at livet med nødvendighed måtte opstå ikke siger noget om hvem der frembragte denne nødvendighed. Mere interessant finder jeg det, at så meget religiøs drivkraft og så mange religiøse forståelsesformer føres frem side om side med naturvidenskabelige forklaringer. Denne sammenblanding siger mere om det, vi kan sige noget om i forhold til begrebet ’univers’, nemlig, som du er inde på: Bevidstheden. Naturligvis er det i kraft af bevidstheden at vi erkender (det synes nærmest at ligge i erkendelse, at det må kræve bevidsthed – murstenen erkender vel næppe), men det er også i kraft af bevidstheden, at universet bliver univers. Uden det var det ikke noget, eller – udtrykt i newtonsk bevidsthed – matter in motion. Det er i bevidstheden og sproget at universet bliver til for os som en verden med orden, tilfældighed, mening eller absuriditet osv.
At en grublen over ’hvorfor’ kan udvide vores syn på verden tror jeg gerne. Såmænd også et ’hvordan’. Men jeg finder det besynderligt, at det skulle være så interessant, om der andre steder i universet skulle kunne opstå liv i en fjern fremtid. Og jeg finder det endnu mere påtrængende at slå på tromme for at få de ressourcer, vi smider op i rummet for at nære drømmene og nysgerrigheden, ned på jorden igen – ikke blot for at løse sociale og økologiske problemer, men også for at anvende dem til at nære drømmene her.
– Anders Fogh Jensen