Det er mit indtryk, at Foucault ikke opererer med en legitimering af magten på samme måde som eksempelvis Max Weber. Jeg går ud fra at dette skyldes forskellen i de to magtopfattelser i forhold til, at magten hos Foucault modsat Webers magtopfattelse ikke kan besiddes og dermed lokaliseres til et individ eller en gruppe?

Men ville det være rigtigt at sige, at magt i et foucauldiansk perspektiv legitimerer sig selv, ved at magten konstituerer sandhedsregimet i relation til sig selv ??

– Zizi

1 svar til “Foucault og legitimering af magt”

1. Filosoffen: 
   10. July 2005 kl. 16:30

   Kære Zizi

   Du har nok ret i, at en afgørende forskel på Foucault og Weber er, at magten ikke kan besiddes og at man dermed ikke kan sige, at en magtbesidder besidder legitimitet. Og du har nok også ret i, at magten kan virke legitimerende ind på sig selv. Og ja, et afgørende element her er ’sandhed’, idet de magtudøvende har en vis indflydelse på hvad der antages for sandt (uden dog at kunne definere det). For eksempel er det en tese i Histoire de la folie, at sandheden om gale blev konstitueret som sindssyge, da den gale blev mægtet af læger i galehuse.

   Men betyder det nu, at den udøvende magt altid er legitim? Ikke ifølge Foucault. For magten kan lukke sig i herredømmeformer, hvor der må frigørelsespraksiser (f.eks. stadfæstelse af rettigheder) til for at åbne magtrelationerne – dvs. så det sociale bliver spil i det sociale nav. Uden spil kan det sociale ikke dreje. Dette spil er friheden til at handle på forskellige måder overfor den magtudøvelse, man udsættes for.

   Der er altså to niveauer at skelne fra hinanden: Det rationelle niveau, hvor magten præger det legitime. Og det etiske niveau, om man vil, hvor det handler om at få det sociale til at fungere bedst muligt.

   – Anders Fogh Jensen