Hej Anders — jeg håber du kan hjælpe mig med flg. spørgsmål.

Jeg forstår stadig ikke helt Foucaults repræsentations begreb der karakteriserer klassikens tanke: det er i repræsentatonen at tingene gengiver det de er, dvs. tingenes sandhed er at de er identitiske med det de repræsenterer. Identitet og forskellighed er altså to centrale begreber. Men hvordan er det med repræsentationens dobbelthed som Foucault ofte kredser omkring. Repræsentationen er yderligere karakteriseret ved at den selv indeholder ideen om repræsentation ?

Jeg kan ikke rigtig gribe hvordan denne dobbelthed skal forstås..

Jeg skimter der muligvis ligger en sammenhæng til subjektets rolle i klassiken som medie for repræsentation der ikke selv kan være en del af det repræsenterede. Bare det at jeg tænker, så er jeg jvf. Descarte. Tankens væsen er repræsentation. Men hvad er det så for en dobbelthed der er på spil ?

Og hvad med modernitetens viden om subjektet i relation til den subjektive erfaring.

Jeg ville være glad for et evt. afklarende svar ..

Mvh. Christoffer (filosofistuderende)

1 svar til “Repræsentationsbegrebet i ‘Ordene og tingene’”

1. Filosoffen: 
   10. November 2012 kl. 16:37

   Kære Christoffer

   Tankesystemernes historie er i Foucaults iscenesættelse en skilsmissehistorie, hvor mennesket forsøger at finde måder at leve med det forhold, at ordene og tingene ikke længere hører uløseligt sammen. Ifølge denne bliver renæssancens sammenhæng brudt op og bliver til en repræsentation. Tidligere var tegnet en treenighed af tegn, betegnet og sammenhæng. I oplysningen (l’âge classique) bliver sidstnævnte smidt bort, og man får da et tegn bestående af det repræsenterende og repræsenterede. Det, der kan se ud som en semiotisk eller epistemologisk ombrydning er i virkeligheden en ontologisk ombrydning, fordi hvis tegnene ikke længere naturligt hænger sammen med de ting, de betegner, så er verden ikke længere tegn. Hvis verden ikke længere taler, hvad gør den da? Den lader sig ordne. Med andre ord er tegnene for oplysningen en konstruktion, mennesket har lavet med henblik på at ordne verden. Det giver to verdener: tingenes verden og tegnenes verden. Første fordobling: To verdener.
   Da verden lader sig ordne, har vi både en tingenes orden (et tableau eller en tabel over f.eks. en art), og dennes gengivelse i sproget (f.eks. et dyrenavn). Sproget er en orden lagt oven på verdens orden. Anden fordobling: To ordener.
   Den tredje fordobling indtræffer først i moderniteten (eller rettere, den er for Foucault overgangen til moderniteten). Mennesket får den idé, at det perspektiv, hvorud fra det ordner, er betinget af noget. Og dette noget – det være sig historien, produktionsforholdene, drifterne, personen – kan variere. Det vil sige, at man for at redde objektiviteten må medtænke det ordnende subjekts betingelser. For at gennemføre denne øvelse må mennesket på paradoksal vis splitte sig to: Den, der er betinget, og den, der tænker den der er betinget. For eksempel det væsen der tænker verden udfra sit historiske standpunkt og den der tænker dette væsen og historien. Indsigten i at mennesket har en begrænset og betinget horisont, bliver i menneskets hænder forvaltet således, at erkendelsen bliver menneskeerkendelse, verden bliver det, der giver sig for et menneske. Derfor kommer menneskevidenskaberne (sciences humaines) til at spille en central rolle i moderniteten. Tredje fordobling: To mennesker.

   – Anders Fogh Jensen