Pseudoarbejde

 

 

Hvorfor arbejder vi så meget? Fjern det overflødige arbejde og frisæt tiden til bedre liv

Aldrig har vi haft flere effektiviseringer og digitale løsninger, der burde frisætte mere tid til kerneopgaven, og aldrig har vi brugt vores tid på flere overflødige ting end nu. I hvert fald ifølge filosof Anders Fogh Jensen der sammen med antropolog Dennis Nørmark i 2018 udgiver bogen ”Pseudoarbejde – hvordan vi fik travlt med at lave ingenting”.
Baseret på interviews, statistik og forskning stiller Fogh Jensen skarpt på alle de overflødige opgaver vi fylder arbejdstiden med. Alle de møder, rapporteringer, e-mails, registreringer, PowerPoint-præsentationer, målinger, policies og andre selvopfundne arbejdsopgaver, der forhindrer os i at udfylde vores reelle arbejdsfunktioner eller at få mere fritid og bedre liv.
Foredraget er en provokerende og øjenåbnende indsigt i de arbejdsopgaver, vi spilder hinandens tid med, og de forholdsvis simple ændringer medarbejdere og ledere kan indføre for at blive fri af administrative overflødigheder. Det kræver bl.a. at vi gør op med arven fra industrisamfundet om at arbejde skal belønnes pr. tid og at vi tænker over, hvad der er vigtigt. Vi har alle travlt, men hvad har vi egentlig travlt med?

Det sagde andre:

Det var utroligt godt og vi fik rigtigt  positive tilbagemeldinger fra deltagerne. - Den Frie Lærerskole

Tak for et meget gennemført oplæg, hvor fortællinger om fortiden, nutiden og fremtiden blev flettet sammen til en spændende snak om mening i en foranderlig tid, hvor udvikling og innovation er på alles læber. Anders er en vidende, underholdende og dragende oplægsholder, der spænder bredt i sin appel. Vi vil uden tvivl anbefale ham som foredragsholder! - EUC Nordvest

På et direktørnetværksmøde i Executive Cognito holdt Anders Fogh Jensen et spændende og herligt udfordrende indlæg om virksomhedskultur og pseudoarbejde. Det giver stof til eftertanke bl.a. at høre, at jo større organisationer er, desto bedre er vækstbetingelserne for pseudoarbejde. Kan klart anbefales.
-Henrik Specht, Executive Cognito

Anders Fogh Jensen er en dygtig foredragsholder, og det var et meget tankevækkende foredrag. Det fik mig til at reflektere over nogle af de næsten absurde kontroller, som mange oplever på deres arbejdsplads. Det fik vi også en snak om ved bordene efter foredraget. Det var også vigtigt at blive opmærksom på, hvad der egentlig er kernen i det, man gør på sit arbejde. På den måde gav foredraget anledning til eftertanke om værdier. - Trine May Knutzen, Høje Taastrup Provsti


Foredraget baserer sig på bogen Pseudoarbejde, som er en undersøgelse af det moderne arbejdsliv. Læs mere om bogen og køb den her