BAGSIDETEKST, Metaforens magt, Fantasiens fostre og fornuftens fødsler

Sproget er en smugler, der har lommerne fulde af kulturelt gods. Metaforens magt afklæder myten om det gennemsigtige kommunikationsmedium, og kalder sproget ind til visitation.

Ved at betragte metaforer som kulturelle forståelsesmønstre, peger forfatteren på de sproglige billeder, hvormed vi bygger kultur, og tilbyder læseren nye redskaber til at forstå og fortolke sin verden med. Metaforkritikken føres fra forståelseskritik til kulturkritik og åbner derved forbindelseslinjer mellem antropologi, kulturanalyse, erkendelsesteori, lingvistik, moral, politik og naturvidenskab. Metaforens magt henvender sig derfor bredt til såvel humanistisk som naturvidenskabeligt og samfundsvidenskabeligt interesserede.

UDDRAG FRA INDLEDNINGEN TIL METAFORENS MAGT

Tænk, hvis sproget ikke var et vindue, vi så verden igennem, men en krop vi bevægede os med. Så ville kommunikation ikke være afsendelse af signaler, men bevægelser. Tænk, hvis mennesket ikke var en logisk operator, men en stor fantastisk sprogmave, der fødte billeder i en lind strøm. Tænk, hvis vi bare ikke kunne lade være med at blive svangre med billeder, fordi vi havde en ubehjælpelig trang til at sætte ting sammen. Så måtte vi kalde det menneskeligt at føde billeder med sprogets krop. Og tænk, hvis begrænsningen kun lå i denne krops stive led. Så ville gymnaster udføre de mest fantastiske fødsler. Og hvis det stadig var menneskeligt at være fornuftig, så måtte vi kalde fornuften for fantastisk og fantasien for fornuftig.

… hvor fantastisk, at det er sådan.

Den menneskelige verden er en forstået livsverden. Derfor må man starte med forståelsen, hvis man vil undersøge, hvordan verden er. Giver man sig til at undersøge forståelsen, støder man på metaforen. Denne bog handler om metaforen og dens betydning for verden via forståelsen. Den anskuer ikke metaforen æstetisk, men erkendelsesteoretisk, og handler derfor ikke om de poetiske metaforer, men om dagligsprogets ’slidte’ metaforer. Bogen er interesseret i, hvordan dagligdagens metaforer, som vi knap nok lægger mærke til, virker ind på vores udlægning og omgang med verden. Hvordan virker metaforen, og hvad er det for metaforer, vi forstår verden igennem?

Jeg har delt disse spørgsmål og med dem bogen op i tre dele:

Første del: At og hvorledes vi forstår gennem metaforer.

Anden del: Hvordan metaforerne er organiserede, og hvordan de virker.

Tredje del: Hvilke metaforer vi i vores kultur forstår verden igennem.

Første del, Fantasiens fostre og fornuftens fødsler, handler om, hvorledes mennesket erkender. Der tages afstand fra den opfattelse, at fornuft og erkendelse fungerer og bør fungere uden fantasiens indblanding. Herefter bringes den opfattelse på banen, at forestillingsevnen er et vilkår for fornuften, forståelsen og erkendelsen, og at de dermed ikke kan føde deres udlægninger af verden uden brug af billeder. […]

Anden del, Metaforen som ordensmagt, drejer synsvinklen i forhold til første del. Når vores forståelsesapparat opererer gennem metaforer, hvilken betydning har det så, at sproget og mere generelt kulturen, er fyldt af metaforer, der har indlejret sig i dem, og nu ikke længere betragtes som metaforer. Når man bevæger sig i det sociale felt – dvs. gør noget eller taler – må man forholde sig til de billeder, der allerede ligger der. […]

Tredje del, Case studies, er den mest konkrete del. Den tager tre udlægningsmåder op, som er karakteristiske for vores kultur. For det første behandles ressourcegørelsen af verden, mennesket, kunsten, naturen, demokratiet, samfundet, ungdommen osv. For det andet behandles den tendens, vi har til at omgås kvalitative fænomener kvantitativt, og i det hele taget, som Galilei siger, at opfatte universet som en bog, der er skrevet i matematikkens sprog. For det tredje problematiseres begrebet ’at have’ som udtryk for det ’at være’, hvilket kædes sammen med den stivning af processer, som ord generelt synes at bevirke. […]

Man kan imidlertid ikke afskaffe en metafysik uden at introducere en ny. Jeg vil derfor introducere denne modmetafysik: Sproget må forstås som en krop, og udtryk må forstås som gestikulationer. At tale er lige så ubesværet som at række armen ud efter noget. Når man rækker ud, tænker man slet ikke på, hvad man gør – man gør det bare, fordi man er i rummet på en umiddelbar måde og håndterer situationen umiddelbart. Man mærker ikke de vaner, man har, og slet ikke de bevægelser, man ikke kan gøre. Det normale og det sociale har indlejret sig så grundigt, at det føles hjemligt: Man bøjer ordene lige så let som leddene. Man tænker ikke på, hvordan man kunne gøre ting anderledes, mere hensigtsmæssigt eller meget smukkere. Sådan er metaforens magt.

(pp.7-12)

UDDRAG FRA KAPITEL 7, Metaforernes magt

Magtens måde

1. Magt er produktion

Idet metaforen frem-stiller verden, som både frem-visende og skabende, er den en produktiv magt. Den er en magt til at skabe og opstille scenarier, der ellers ikke ville eksistere. Allermest mærker vi dette i nye metaforer, som vi til dagligt kalder ’kreative’, idet de etablerer forbindelser, vi ikke før har set. Når vi er blevet vant til disse forbindelser – når metaforerne er stivnede – tager vi dem for givet, og kalder dem ikke længere metaforer. Men de har stadig en produktiv kraft: De reproducerer den gældende metafysik hele tiden. Gentagelsen er ikke ligegyldig, den er fasttømring af det samme. Metaforens magt er således en kraft til produktion og til reproduktion.

2. Magt er orden

Hvad er det, metaforerne reproducerer? De reproducerer den etablerede frem-stillede sammenhængende opstilling af verden. Jeg har forsøgt at vise, og skal i de følgende case studies uddybe det yderligere, hvordan metaforerne hænger sammen i mønstre, og hvordan det stiller et krav til sprogbrugen om at være kompatibel og kohærent. Denne ’mønsteragtighed’ som forståelsesmåderne – metaforerne – har over sig virker som et net, et gitter (grille) eller en matrix i den forstand, at det sorterer fænomener. Metaforer ordner tingene. I en vis forstand har det ligheder med Kuhns paradigmebegreb (1962) eller Foucaults epistemebegreb (1966) derved, at det er et underliggende retningsgivende net for både teori og praksis, som de aktuelle brugere ikke stiller spørgsmålstegn ved. Idet man befinder sig i en kultur, er man henvist til sociale koder, der sorterer udsagn og adfærd, og selv om disse koder kan variere i indhold, så vil de altid være der. En del af disse koder er forbindelseslinjer mellem ellers fjerne fænomener, måder at behandle forskellige ting ens på: De er metaforer. Metaforen er en orden og metaforens magt er således en ordre om orden.

3. Magt er sand metafysik

Metaforens magt består i at den er konsistent over tid. Der er en referenceramme, man må være kompatibel med for at udtrykke sig meningsfuldt. Nietzsche kalder denne referenceramme for ”Sprach-Metaphysik”. Herved forstår han et etableret sæt af sandheder om verden, som vi er kommet til at tro på gennem sprogets former. Enhver metafysik implicerer imidlertid også en logik, nemlig hvordan de metafysiske elementer kan indgå i forbindelser med hinanden. Det er en del af matrixen, at den er en logik. For den vestlige kulturs vedkommende er der f.eks. tale om en ’Sprach-Logik’, der er koblet tæt til subjekt-objekt-distinktionen i sproget og til beholdermetaforikken. Der ligger i en metafysik også en rationalitet: En beholder er noget man må forsøge at komme i, centrum er et bedre sted at være end periferien, op er bedre end ned osv. Metafysikken er aldrig neutral.

Sprogmetafysikken må man altid slæbe med sig:

[…] en chaque signe dort ce monstre : un stéréotype : je ne puis jamais parler qu’en ramassant ce qui traîne dans la langue. (Barthes,1978,15)
[…] i ethvert tegn sover dette monster: En stereotyp: Jeg kan kun tale ved at samle det op, som sproget bærer på.

Sprogmetafysikken er de ’lommer’ eller ’former’ i sproget, hvor der påstås noget om verden, som vi hele tiden slæber med os, når vi taler. Og det er med reference til disse grundlæggende metafysiske sandheder, at nye udsagn kan være sande eller falske. Det er udsagns kompatibilitet med sprogmetafysikken, der er grundlag for at kunne være sandhed eller løgn. Metaforens magt er således sand metafysik.

4. Magt er masse

Stereotypen eller sprogmetafysikken som referenceramme udgør den ’stivhed’, den ’rygrad’, i sproget, der skal til for at man kan referere til de samme emner. Sprogmetafysikken er ikke grundlæggende i kraft af nogen naturlighed, men den er grundlæggende qua sin kvantitative størrelse: Den er massens, og den er stabil inden for en tidshorisont, der er stor nok, til at man kan basere dagligdag og videnskab på den. Massens træghed er garant for, at metafysikken består, den er garant for, at metaforerne ikke udvikler sig så hurtigt, at det giver forståelsesproblemer. Nye fortolkningsmåder imploderer som regel i massen, dvs. metaforfællesskabet, de får kun sjældent lov til at bide sig fast. Metaforens magt er således masse.

5. Magt er hjem

Men denne masse er os ikke fremmed, fordi metaforerne er kendte og vandte. Sproget er som et sted, hvor vi har hjemme, det virker hjemligt. Metaforens magt er ikke en fremmed magt, det er en hjemlig magt. Den er, som Durkheim siger om institutionerne, en indskrænkning som vi vil:

Car, en même temps que les institutions s’imposent à nous, nous y tenons; elles nous obligent et nous les aimons; elles nous contraignent et nous trouvons notre compte à leur fonctionnement et à cette contrainte même. (Durkheim,1894,87)

For på samme tid som institutionerne trænger sig ind på os, holder vi af dem; de forpligter os, og vi elsker dem; de tvinger os, og vi ser vores fordel i deres funktion og i selve denne tvang.

Idet vi har hjemme i sproget, vil vi dets magt, for det er en del af os. At bevæge sig i sproget er som at bevæge sig i hjemlige omgivelser. Det føles sjældent akavet. Det føles ikke som om en ydre magt har lagt tilfældige begrænsninger, tværtimod føles det naturligt og frit; man mærker ikke de tilfældige begrænsninger, fordi de er en del af én selv. Metaforens magt er således ’hjem’.

6. Magt er mulighed

Hjemmets magt tvinger ikke, det ansporer. For Barthes tvinger sprogets magt, den er ”fascistoid, for fascisme, det er ikke at forhindre i at tale, men at tvinge til at tale.” (Barthes, 1978,14). Således er metaforens magt ikke. Den inciterer via sine sammenhængende net visse metaforer, men der er altid muligheden for en anden. Sprogbrug indebærer frihed, og sprogets etablerede orden er på samme tid frihedsindskrænkende og frihedsgivende betingelser, man må underlægge sig. Det er netop muligheden, åbningen, der gør, at der er tale om magt. Således ligger metaforens magt tættere på Foucaults magtbegreb, der forudsætter frihed:
Une relation de violence agit sur un corps, sur des choses : elle force, elle plie, elle brise, elle détruit : elle referme toutes les possibilités ;[…] et que s’ouvre, devant la relation de pouvoir, tout un champ de réponses, réactions, effets, inventions possibles. (Foucault,1982,313)
En voldsrelation handler på en krop, på ting: Den tvinger, den bøjer, den sprænger, den ødelægger: Den lukker alle mulighederne. […] magtrelationen åbner et felt af mulige svar, reaktioner, virkninger og opfindelser.

Forskellen ligger deri, at tvangen ‘lukker’, mens magten ‘åbner’ et felt af mulige reaktioner. Det felt, som magten åbner, er ikke den uendelige åbning, men en afgrænset vifte af mulige reaktioner. Wittgenstein har anlagt det blik på sproget, at det virker som et spil. For at spille, må man have noget givet at spille med, i, på eller mod. Man må have noget at spille op ad, hen ad eller i forhold til. Der må være begrænsninger, for at der kan være frihed. Således er besværliggørelsen ved metaforen grundlaget for muligheden. Metaforens magt er således også mulighed.

Flere af disse bestemmelser af magt knytter sig til sprogets ’kropsagtighed’: At vi har hjemme i den, at vi vil den, selv om den skaber træghed for os, at den producerer udtryk og at den muliggør bevægelser. Bestemmelsen af metaforens magt hviler ikke på metaforen ’sproget er en krop’, men denne metafor afdækker de væsentligste sider af metaforens magt.

Således er metaforens magt.

(pp.163-167)

UDDRAG FRA KAPITEL 9, Natten er blevet stjlålet. Case study 1

I denne del vil vi se nærmere på nogle af de metaforer, som vi i praksis fungerer, lever, taler og tænker igennem i vores kultur. I erkendelsen af at metaforer ikke er sprogblomster, men forståelsesmåder, måder at strukturere det virkelige på, og i erkendelsen af at metaforer grupperer sig i sociale mønstre, da er et sådant studie et studie af den sociale virkelighed.
Vi vil starte med at se på det metafordispositiv, der kunne kaldes ’ressourcedispositivet’, hvis grundlæggende metafor vi kunne kalde ’verden er en ressource’. Det er et dispositiv, der er flettet sammen med en lang række vestlige rationaliteter og metaformønstre, men som det godt kan lade sig gøre at skille ud som et særskilt metafordispositiv. For at demonstrere dette forståelsesmønster er det imidlertid nødvendigt først at præcisere, hvad der skal forstås ved ’ressource’.
Ressource er…

Følgende bestemmelse af ‘ressource’ hævdes at være prototypisk. Det vil sige, at ikke alle dens elementer nødvendigvis indgår i enhver forståelse af noget som ressource, men at det er de mest centrale træk ved en ressource, hvoraf de fleste vil indgå i de struktureringer, vi vil se på i det følgende.

Jeg forstår ved ressource:

1. En ressource er en form for masse. Det er en mængde af et givet stof.

2. Alle dele af ressourcen er identiske. En specifik del af ressourcen er derfor ikke noget særligt. Det særlige er ressourcens slags, type, sort eller art. Den ene liter benzin er ikke noget særligt i forhold til den anden liter. Derimod er ressourcen benzin noget særligt.

3. Man bruger af ressourcen. Man benytter eller anvender den ikke blot. At bruge af ressourcen er derfor at forbruge.

4. En ressource er et slags lager eller en kilde. Hvis det er en kilde, er den som regel ikke uudtømmelig. Snarere er det et lager, man kan tage af.

5. Ressourcen kan derfor bruges op.

6. Man kan oplagre ressourcen.

7. Man bruger af ressourcen mod et mål. Som regel bruges ressourcen op, efterhånden som den tjener sit formål.

8. At bruge ressourcen kræver derfor rationel styring, således at man bruger ressourcen rigtigt mod målet, og maksimerer udbyttet. Den rationelle styring af den begrænsede ressource kan også kaldes en husholdning eller en økonomi.

9. Ressourcen kan kvantificeres.

10.Ressourcen kan angives en værdi pr. kvantitet.

Disse punkter er prototypen på en ressource. Flere kunne muligvis nævnes, men jeg anser disse for de vigtigste. Denne case study handler om, hvordan vi forstår ting som ressource, men selve ressourcen, hvordan forstår vi den? Vi forstår formentlig ikke det abstrakte begreb ’ressource’, uden at vi først har haft en konkret omgang med ressourcer som vand, ilt og brændstoffer. Alt fra benzin over kul til mad giver os oplevelser af noget, som vi må bruge rationelt ‘med henblik på at…’. Det er blandt andet ud fra oplevelsen af omgangen med brændstof, at man tentativt kan udlede ovenstående ti punkter.

I vores varesamfund findes der imidlertid en universalressource, nemlig penge. For penge kan man købe stort set alt. Hvis man ikke har mere brændstof, men mange penge, så kan man som regel omveksle universalressourcen til den specifikke ressource, man har brug for. Penge bruges derfor ofte som metafor for ressource. Man vil af den grund se, at et fænomen, der struktureres som ressource, ofte formuleres i økonomiske termer. Det er et kulturspecifikt træk at forstå sin omverden som (penge)ressource, om end denne ressourcekultur er ret omfattende. At vi forstår og udlægger verden som ressource, skal ses i forhold til metaforens af- og tildækning, hvorved udlægningen ikke blot er en afdækning af verden som ressource, men også en tildækning af andre forståelsesmåder.

INDHOLD

Indledning  7
Første del: Fantasiens fostre og fornuftens fødsler
1. Det fantasiløse paradigme 15
2. Det fantasifulde paradigme  27
3. Metaforisk forståelse  43
4. Forståelse af metaforen  77
5. En mediterendes metaforer  99

Anden del: Metaforen som ordensmagt
6. Begrebet som ordensmagt  115
7. Metafor, kultur og sandhed  137
8. Metaforernes magt  149

Tredje del: Case studies
9. Case study 1: Natten er blevet stjålet  171
10. Case study 2: Mor i meter og my  199
11. Case study 3: To have, or not to have, that is the question  215

Efterveer  231
Referencer  245
Litteratur  247
Index  251