Uddrag af kapitel i Venstrefløjens nye tænkere

Af Anders Fogh Jensen

Hvorfor virker et absurd system som kapitalismen så meningsfuldt? Den franske sociolog, Luc Boltanski, og hans noget yngre spanske kollega, Ève Chiapello, har skrevet en mursten på over 800 sider om kapitalismen. Historisk set er de to sociologer mest optagede af, hvorledes kapitalismen har formet sig i sidste halvdel af det 20. århundrede, men for at kunne fremvise kapitalismens besynderlige paradokser griber de længere tilbage, og skriver en klassisk historie i tre akter.

I det komplekse værk, Le Nouvel esprit du capitalisme (1999), har de to forfattere tre hovedanliggender, der er godt og grundigt filtret ind i hinanden. De vil for det første favne kapitalismens historie med henblik på at foretage en ny samtidsdiagnose. Det vil for det andet skrive denne historie som en historie om hvorledes kapitalismen til forskellige tider har vundet legitimitet ved at fremstå som et godt og meningsfuldt system. Med andre ord er det, som titlen antyder, et forsøg på at opdatere Max Webers analyse fra Die protestantische Ethik und der Geist des Kapitalismus (1905), hvor den protestantiske ånd tildeles en væsentlig rolle i kapitalismens udvikling. I beskæftigelsen med kapitalismens legitimitet, når Boltanski og Chiapello omkring den rolle, som kapitalismekritikken har spillet for kapitalismens legitimitet og udvikling. Bogens tredje dagsorden er da at levere en kritiktypologi og –historie, der gerne skulle beskrive, hvorfor det er så svært at være kapitalismekritiker, og hvorledes man – givet kapitalismens nye ånd og funktionsmåde – må forny kritikken. Deres undren over kritikken er ikke bare udsprunget af en vilje til at bedrive kritik af kritikken i kantiansk forstand, nej de to forfattere synes provokerede af det forhold, at kritikken næsten er forsvundet efter 1980 (p.28). Når man tænker kapitalisme, kritik og legitimitet sammen stiller spørgsmålet sig: Hvordan skal man forstå det forhold, at kritikken er forstummet samtidig med at arbejdsformerne er blevet fleksibiliseret og har frataget individerne mange af de rettigheder, der møjsommeligt var blevet opbygget igennem det 19. og det meste af det 20. århundrede? Det spørgsmål skal nu i det følgende besvares.

Kapitalisme og legitimitet

Hvorfor har kapitalismen brug for legitimering? Ja, fordi den ikke i sig selv er legitim. Og alligevel fremstår den som legitim. Spørgsmålet er nu, hvad det er for legitimeringer, der køres i stilling for kapitalismen? Svaret på dette er en historisk variabel.

I forlængelse af Fernand Braudels Les Jeux de l’échange (1979) forstår Boltanski og Chiapello kapitalismen som andet og mere end markedsøkonomi. Markedsøkonomien går forud for kapitalismen, både historisk og logisk, dvs. markedsøkonomien er kapitalismens basis. Hvad er da kapitalisme? Kapitalisme er ”en ubegrænset fordring om akkumulation af kapital med formelt set fredelige midler.” (p.37). Kapitalismen er altså en ubegrænset vilje til akkumulation baseret på et markedsøkonomisk system. Denne ubegrænsede vilje til akkumulation har ikke anden mening eller andet mål end akkumulation. Med andre ord: ”Kapitalismen er i mange henseender et absurd system” (p.41). Spørgsmålet om legitimering kan nu stilles som et spørgsmål om, hvorledes kapitalismen fremstår som det, den ikke er, nemlig meningsfuld og god.

Boltanski og Chiapello tager her udgangspunkt i Albert Hirschmans drøftelse af hvorledes synet på købmandsskabet og bankvæsenet transformeres fra at være gnieragtig til at være lukrativ adfærd (The Passion and The Interests (1977)). Hvor Weber ville forklare den protestantiske ånds betydning for kapitalismens fremdrift ved det, at den protestantiske ånd gav individuel motivation til gennem arbejde at frembringe tegnet på, at man var udvalgt til frelse, der griber Hirschman sagen ’gouvernementalt’ an: Det er i oplysningenstiden, at idéen om den samlede velfærd opstår og man indser, at gerrighedslasten er fremmende for denne, hvorfor de moralske bånd omkring den lempes. Med andre ord, så bestod der en løsning på velfærdsproblemer i at stille en last op imod de øvrige dødssynder (p.44).

Kapitalismen fremstår altså i oplysningen som et system, der er løsningen på et kollektivt velfærdsproblem. Den fører til det fælles gode, og den skaber sikkerhed. Herudover motiverer den individuelt, som Weber påpegede, individerne til at arbejde. Det er ifølge Boltanski og Chiapello netop ved at honorere disse tre krav  – a) individuelt at motivere, b) vise, at det er en kollektiv organiseringsform, der fører til det fælles gode og c) vise sig som sikkerhedsbringende system – at kapitalismen kan fremstå som et meningsfuldt og legitimt system. Det gøres på forskellige måde igennem historien. Denne legitimeringshistorie bliver nu Boltanski og Chiapellos kapitalismehistorie.

Hvordan overhovedet frembringe disse legitimeringer i praksis? Kapitalismen kan betjene sig af fem forskellige strategier til at tilfredsstille befolkningerne: i) Den kan vise, at den altid har været der, at den er naturlig eller nødvendig. ii) Den kan opstille sine egne tests og bestå dem – f.eks. for hvornår den bringer sikkerhed. iii) Den kan hente sin legitimering udefra, f.eks. låne mening i en religiøs verden eller vise, at den realiserer de gældende politiske dagsordener om f.eks. velfærd og sikkerhed. iv) Den kan vise, at alternativerne er værre, eller v) den kan gøre sig fleksibel og inkorporere sine modstanders synspunkter og gøre dem til sine egne. For eksempel har kapitalismen overtaget et kommunistisk program gående ud på at koble arbejde, produktion og nationalregnskab og gjort det til sit eget. Det sidste punkt relaterer sig i særlig grad til det punkt, vi skal komme til om lidt, nemlig forholdet mellem kapitalisme og kritik. Først spørgsmålet om, hvorledes kapitalismen i praksis har vist sig at kunne indfri de tre krav til legitime systemer, dvs. hvorledes kapitalismen har kunnet fremstå som et godt, sikkerhedsbringende og motiverende system, når nu det ikke er andet end en absurd uendelig vilje til akkumulation.

Kapitalismens historie

Kapitalismens historie deles som nævnt op i tre faser – og da kapitalismehistorien er en legitimeringshistorie, hvor kapitalismen i hver fase legitimerer sig i en meningssammenhæng, udgør disse faser tre esprits – der igen har underinddelinger.

Første fase går fra reformationen og frem til ca. 1930. I begyndelsen fremstår kapitalismen, som Weber har påpeget, som det system, der muliggør at individet kan realisere sig selv (jf. a), og som Hirschman har påpeget som det system, der sørger for distribuering mod en fælles velfærd (jf. b). Det er forskellige opfattelser af at et akkumulativt system baseret på en markedsøkonomi frembringer et fælles gode, som f.eks. findes i Adam Smiths idé om den usynlige hånd. Velfærden er samtidig en sikkerhed (jf. c), og dermed fremstår kapitalismens muliggørelse af det individuelle arbejde også som en sikkerhedsfrembringende faktor.

Fra slutningen af det 19. århundrede munder denne fortælling ud i, hvad Boltanski og Chiapello kalder entrepeneurfortællingen. Det er bourgeoisiets ingeniør, industriridderen, der skaber, innoverer og erobrer. Idet selvets realisering trådte frem som vigtigt, måtte et distribueringssystem vise at det muliggjorde dette for at kunne fremstå legitimt. Kapitalismen lavede her et af sine smarte selvlegitimeringstricks: Den opstillede succeskriterierne for et system som det, der muliggør selvrealisering (a) og viste, at det netop blev muliggjort indenfor familieselskabsformen.

Familieselskabet bidrog til almenvellet (b) gennem velgørenhed og almisser, men især igennem en tro på at virksomheden skaber fremskridt i videnskaben, teknikken og troen – f.eks. at bryggerierne var med til at drive viden om gæret frem ved at eksperimentere med bryggemetoderne.

Men hvad med sikkerheden (c), hvordan viste kapitalismen, at den skaffede sikkerhed? Derved, at den, der skabte sig en forretning og blev rig derpå, sørgede for sikkerhed for sig selv og sine nærmeste.

I kapitalismens anden fase introduceres en ny magtfaktor tillige med den besiddende, nemlig den placerede: Firmaets mand, der gør alt for at få virksomheden til at vokse, gennem maskinstyring og beregningsmetoden. Direktøren realiserer sig selv i det magtfulde job (a), han bringer kollektiv sikkerhed gennem kalkulation, tayloristisk rationalitet og planlægning (c), og han bidrager til almenvellet (b) ved at skabe grundlaget for en velfærdsforøgelse gennem udviklingen af produktionen, distributionen af konsumeringsgoder og socialiseringen af arbejderne igennem produktionen. Paradigmeeksemplerne er IBM i 1950’erne og den bureaukratiske planlægning i efterkrigstidens velfærdsstat. Mere generelt regner Boltanski og Chiapello direktør- og bureaukratfortællingens glansperiode til ca. 1930-60.

Direktørfortællingen føjede en ny form for legitimering til kapitalismen, der kan genkendes fra totalitære styrer: Den, der ikke anvender al magt i egen tjeneste, men behersker sig, viser, at han er i det almenes tjeneste. For kapitalismens vedkommende udførtes det ved at det vise, at ikke kun de besiddende og de placerede fik glæde af kapitalismen, men enhver, der arbejde i firmaet sikredes velfærd og pension.

Kapitalismen i anden halvdel af det 20. århundrede

Ved overgangen til kapitalismens tredje fase omkring 1960 sætter Boltanski og Chiapello deres egne empiriske studier ind. Den består i en analyse af godt 120 managementværker fra to perioder, den første dækkende 1959-64 og den anden 1989-1994. Hvorfor nu analysere managementlitteratur, når man vil lære om kapitalismen? For det første, fordi management-, ledelses- og organisationslitteratur (siden Fayol i Frankrig og Taylor i USA i 1910’erne) begiver sig af med at kritisere kapitalismens organiseringsformer for at forbedre dem. I kritikken af irrationel ledelse tildrager denne litteratur sig den funktion at legitimere det kapitalistiske system som en selvkorrektiv rationel praksis.

For det andet studeres organisationslitteraturen, fordi de to sociologer har en fornemmelse af at kapitalismens legitimeringsarbejde nu varetages af denne form for litteratur. Denne mistanke får de bekræftet kvantitativt, da de giver sig til at optælle brugen af forskellige vokabularier i de to perioder, og konstaterer, at dette skift falder sammen med en fleksibilisering af arbejdsformerne. Med andre ord er der indenfor kapitalismens tredje fase sket et skred i de problemer man stiller sig angående organisering og produktion, som måske kan bidrage til at besvarede tidligere stillede spørgsmål om, hvordan det kan være, at kritikken er forstummet samtidig med at sikkerhed og garantier er blevet frataget individerne i løbet af 1980’erne. Netop forholdet mellem sikkerhed og frihed skal vise sig at være et centralt punkt i kapitalismens forvandling sidst i det 20. århundrede. Hvor frihed og sikkerhed tidligere stod i et komplementært forhold til hinanden, dvs. at kapitalismen kun kunne sikre den ene på bekostning af den anden, så omdannes denne logik nu, fordi det kapitalistiske system ved slutningen af det 20. århundrede får problemer med at vise, at det fører sikkerhed og tryghed med sig.

Ser man på 1960’ernes ledelseslitteratur, så kritiserede den ingeniørlederen, der kom nedefra og derfor manglede overblik. Den kritiserede sammenblandingen af familieeje og direktion – og i det hele taget hjemmets logik i virksomheden, der gik under navnet ’nepotisme’. Den kritiserede bureaukratiets perverse effekter, eksamenspapiret som eneste nøgle til ansættelse, og ancienniteten som avancementets rullebånd. I stedet måtte der objektive målinger til: Ledelsen måtte udvælges efter resultater. Der måtte opstilles kriterier og mål samt laves planer for karrierestyring. Organisationslitteraturen påpegede irrationaliteten i bureaukrati og regler. Den ville objektivere og måle.

Endelig problematiserede den fyringer: Hvorfor, hvornår og hvordan fyrer man? Det tema er nærmest forsvundet i 1990’erne, hvor 1970’ernes og 1980’ernes økonomiske kriser har gjort afskedigelser til hverdagskost, eller til noget der foregår samtidigt med ansættelsen under navne som projektansat, vikar eller free lancer.

1960’ernes ledelseslitteratur havde den fordel, at den ikke behøvede at slå knuder på sig selv og vikle sig ind i paradokser for at motivere og for at retfærdiggøre kapitalismen som det for sikkerheden og almenvellets bedste. Den skrev i en tid, der organisatorisk endnu hørte planorganisationen til, og kunne således henvise til en planlægningsrationalitet, også når det angik udvikling (b).

De objektive kriterier kunne motivere arbejdere og ledere til at yde noget (a). Virksomheden bidrog ved sin objektivitet til det fælles gode ved at organisere arbejdet efter objektive kriterier, hvorved den også tog sig ud som en god model for demokratiet. At virksomheden var uundværlig i opbygningen af velfærdsstatens fælles goder var udenfor tvivl.

Sikkerhedsmæssigt retfærdiggjorde kapitalismen sig gennem virksomhedens karrieresikring (c): Gennem planlægning sikrede virksomheden, at den kunne beholde alle ansatte, at de ville kunne få fremtidige opgaver og avancement i virksomheden, og at fyring kun sattes ind overfor fejl. Sikkerheden sikredes også gennem en redistribution mellem generationer, således at de unge, effektive, der fik mindre løn i begyndelsen, ville få mere løn senere, så forbruget kunne stige støt gennem livet. Individet blev af kapitalismen tilbudt en dobbelt sikkerhed: på arbejdsmarkedet tilbød den sikkerhed for karriere, og udenfor arbejdsmarkedet trådte en velfærdsstat til, der var muliggjort og opretholdt af kapitalismen.

Netop sikkerhedsbegrebet bliver 1990’er-kapitalismens store legitimitetsproblem. I en verden, hvor omstilling, mobilitet og fornyelse er blevet afgørende konkurrenceparametre, kan garantier ikke længere gives. Derfor må sikkerhed retematiseres i termer som risiko, fleksibilitet, mobilitet og frihed, for at legitimere kapitalismen. For at forklare dette fleksibilitets-legitimitetskompleks, låner de to sociologer metodiske støbeformer i et af Boltanskis tidligere værker, nemlig De la justification (1994), skrevet sammen med Laurent Thévenot.

Idéen i De la justification er, at ethvert samfund har nogle normativitetsakser, som det sorterer og organiserer det sociale efter – med andre ord nogle rangordninger eller skalaer som bestemmer hvorledes magten fordeles. Disse akser udspænder en art domæner, der minder om, hvad der hos Boltanskis gamle kollega, Pierre Bourdieu, hedder felter (champs). De kaldes hos Boltanski og Thévenot cités, som vi kan oversætte ved domæner. Et felt har i Bourdieus terminologi altid en illusio, dvs. en fælles forestilling om, hvad det gælder om og hvad der er godt, og hvor inden for individerne positionerer sig. I Boltanski og Thévenots cités er der tilsvarende en rangordning, en prioritering. For eksempel er der i traditionelle hjemmedomæner en distribuering, der påbyder at den ældste bør tage først når maden bliver serveret.

Pointen er nu, at for alle samfund gælder det, at antallet af domænebestemte normativitetsskaler er begrænsede, og at disse blander sig. For det andet, at for de vestlige samfund gælder det, at der er seks domæner: Et åndeligt domæne (skala: hvem der er mest inspireret), et hjemligt domæne (hierarki efter alder, respekt, forfædre mm.), en distribuering efter renommé, et købmandsdomæne (distribueret efter rigdom og handelsforbindelser), et civilsamfund (hvor et afgørende skaleringsprincip er hvem man repræsenterer) og et industrielt domænekompleks (der selekterer efter effektivitet).

Den vestlige kapitalismes historie lader sig nu genskrive som udviklingen af fordelingen mellem disse skaler. I den første fase var særligt en blanding af det hjemlige domænes og købmandskabets domænes distribueringskriterier fremherskende. I kapitalismens anden fase var det særligt en blanding af industridomænets og civilsamfundsdomænets kriterier, der herskede.

Når Boltanski og Chiapello skal undersøge, hvorledes kapitalismens tredje fase er sammensat, og hvorledes den har udviklet sig, giver de sig til kvantitativt at registrere fordelinger af vokabularier indenfor de seks domæner. Og her viser det sig, at der mangler en brik. Der er fra begyndelsen af 1960’erne til slutningen af 1980’erne sket en forskydning i den måde, hvorpå kapitalismens problemer opstilles, der kun dårligt lader sig forklare ud fra de seks domæner. For at kunne beskrive forskydningen er Boltanski og Chiapello nødt til at indføre et syvende domæne, som de mener er fremstormet i den mellemliggende periode, nemlig, hvad de kalder et cité par projets, et projektært domæne.

Både 1960’ernes og 1990’ernes ledelses- og organisationslitteratur er optagede af at kritisere fortiden og de fortidige organiseringsformer i nutiden. 1960’ernes skrækbillede var det ineffektive bureaukrati og familiens logik. Imidlertid søger denne tids ledelseslitteraturen i sin transformation ikke at stille spørgsmål ved hierarkiet. Problemet handler om at konstituere en ramme, hvor ledelsen er udvalgt efter og orienteret mod resultater, herunder målledelse, opstilling af kriterier for ledelsen og karrierestyring (p.106).

I 1990’erne føres denne kritik længere, idet bureaukratikritikken bliver til hierarkikritik. Med andre ord har kulturen nu vænnet sig så meget til 68’ernes oprør mod hierarkiet, at det indfører hierarkikritikken som model. Denne models paradigmatiske form er netværket. Der gives en anden forklaring på, hvorfor 68’erne nu er så brugbare i kapitalismen, end at de er faldet til kapitalismens pat, nemlig at de er eksperter i netværk, og dermed er særligt egnede til at håndtere organisering og styring af netværk og projekter. Når Deleuze og Guattari pludselig har kunnet blive guruer på handelshøjskolerne, så skyldes det, at det, der i 1970’erne var undergravende netværk, nu er forbilledlig organiseringsform.

Når 1990’ernes managementlitteratur tordner mod fortiden, så tordner den mod alt det, som 1960’ernes managementlitteratur prøvede at etablere: Objektivitet, planlægning, skarpe domme og kolde tal (p.113). Managementlitteraturen handler ikke længere blot om lederne, men om alle ansatte, hvis selvledelse nu mobiliseres i modsat retning.

En lang række forhold har ændret sig i kapitalismen fra 1960 til 1990, når man kigger efter i managementbøgernes problematiseringer: Markedet er blevet udspændt til hele verden, og konkurrencen føres i højere og højere grad på det virtuelle område: Informationer, billeder og lyd. Men to forhold har i særlig grad haft betydning for organisationernes omstruktureringer til mere midlertidige og netværksagtige former, nemlig 68’ernes hierarkikritik og den skærpede konkurrence på verdensmarkedet, efter først oliekrisen og særligt de økonomisk trængte år i 1980’erne. Disse har betydet, at virksomhederne har måttet organisere sig mere kortsigtet og mere kundefølsomt. I den skærpede konkurrence er virksomhederne kommet til at konkurrere på omstilling og produktion efter skiftende efterspørgsel, i stedet for først at lave varen og siden forsøge at sælge den.

Det betyder, at man ikke længere kan tillade sig den luksus at garantere livsforløb eller at have skrupler over fyringer. Projektansættelser, hvor individer samles til unikke opgaver i en blanding på tværs af fag ledet af en projektleder, kommer til at erstatte den faste ansættelse. En sådan organiseringsform har den fordel, at organisationen kan omdanne sig hurtigere, fordi beslutningskompetencerne og rekrutteringen decentraliseres nedefter i netværksorganiseringen. Organisationen udvikler sig nedefra i projekter på baggrund af individernes egne initiativer, som de uophørligt må komme med for at blive engageret i nye projekter. Man får en række nye beskrivelsesfigurer for netværket, f.eks. en tænker man organisationen som en hjerne, der selv danner væv og skiller sig af med gammelt. Organisationsteorien er samtidig en genspejling af den samtidige sociologi, hvor kommunikation og netværk bliver modellerne for beskrivelse af samfundet, følgende biologien, der allerede i 1950’erne havde sadlet om til kybernetiske beskrivelsesformer. En helt central egenskab i netværket bliver den sociale kompetence, dvs. at kunne forbinde sig og af-forbinde sig, at kunne formidle, at kunne være grænseoverskridende og tage kontakt på tværs og etablere projekter.

En måde at spore kapitalismens forandring på er at sætte fokus på, hvorledes der kontrolleres. Kontrollen forskydes i projektorganisationen til ekstern kontrol eller inderliggøres som selvkontrol. Eksternaliseringen foregår f.eks. ved at kunder eller brugere nu afgør de ansattes løn og karriere gennem evalueringer. Kontrollen kan også inderliggøres ved at den (projekt)ansatte gøres til leder, der nu skal kontrollere sig selv. Ledelsen af andre består da i at kontrollere andres selvkontrol, herunder ikke mindst om individerne føler for deres projekt og er engagerede. Vigtigt bliver det da, at projektlederen formår at motivere projektdeltagerne, fordi den, der ikke er motiveret og engageret risikerer ikke at udføre sit projektarbejde tilstrækkeligt.

Virksomheder og organisationer kan i stadig mindre grad tilbyde fastansættelser, fordi det går ud over fleksibiliteten og må derfor betjene sig af projektansættelser, ad hoc ansættelser, vikariater, free lancere osv. I et sådant system bliver det afgørende for individet at sikre, at det selv er tiltrækningsværdigt, for at det kan koble sig på nye projekter. Det bliver derved en del af livet i den projektstrukturerede kapitalisme, at man hele tiden arbejder i projektet med øje for det næste projekt.

Den sikkerhed kapitalismen tilbyder i projekter og midlertidige ansættelser består i at øge sandsynligheden for at den hyrede får et projekt bagefter. Ikke nødvendigvis her, men så et andet sted. Med andre ord kan sikkerhed ikke længere bestå i, at det samme består. Sikkerhed må bestå i at kunne finde noget andet. Hertil introduceres termen ’employabilitet’. Employabilitet er den grad hvormed et individ kan tiltrække nye projekter. Virksomheder kan nu blandt individer – der ikke længere kan forvente en ansættelse – tilbyde en midlertidig ansættelse, der vil sikre individet, at det holder sig i gang og øge sin employabilitet. Ja, virksomheder kan ligefrem konkurrere om de gode projektarbejdere ved at fremvise, at folk, der har været med i projekter hos dem, har en lav gennemsnitstid inden næste projekt et andet sted.

Omvendt: Set i det lys, at arbejde er employabilitetsforøgende, kan løn, pension, arbejdslokaliteter og -redskaber betragtes som overbetaling. Den organiseringsform, der på tydelig vis finder sted i kunst-, film- og teaterbranchen, er nu ved at sprede sig til hele samfundet. Organisationer kalkulerer med en vis grad af gratis og under alle omstændigheder projektansat arbejdskraft. Offentlige bevillinger og priser på produkter sættes derefter.

Managementlitteraturen er samtidig medkonstruktør og produkt af denne struktur. Presset af konkurrence prioriterer virksomhederne fleksibiliteten, og managementlitteraturen idealiserer den. En af Boltanski & Chiapellos pointer er som sagt, at denne litteratur er en nøglefaktor i kapitalismens selvlegitimering i nutiden. Produktionen bliver mere fokuseret på efterspørgslen, den må derfor hurtigt kunne omstille sig eller flytte. Dertil må den være slank (lean): Lager og faste aftaler er klodser om benet.

I omstruktureringen af kapitalismen udliciteres motivationsproblemet til individet. Man mobiliserer individer og forventer, at de motiverer sig selv. Man udliciterer kontrollen til selvkontrol: Et projekt er en samlet opgave, der skal løses af et individ eller en gruppe, uden at de har fået stukket en plan i hånden. Det kræver, at de selv finder en måde og kommer tilbage med et resultat. Ellers forringes deres chancer for nye projekter.

Når kontrol hviler på selvkontrol, når tidshorisonten er kort og garantierne ikke-eksisterende, er det vigtigt, at individerne selv har noget på spil. De må med andre ord være motiverede, ellers er de farlige; manglende motivation kan resultere i et dårligt projekt. Tillid kommer i centrum, når kontrol er udliciteret, og det bliver derfor afgørende at være tillidsvækkende, at vise sin motivation og sit engagement, eller som det hedder, at man er ’commited’.

Managementlitteraturen er, sammen med forskellige former for netværksteori, med til puste mening ind i den absurde kapitalisme, der på nye præmisser formår at fremstå motiverende, frihedsskabende og sikkerhedsskabende. Systemet fremstilles som et ultimativt frihedssystem, ingen er bundet af noget og alle må cirkulere. Motivationen er udliciteret til individer, mens arbejdet bringer sikkerhed som sandsynlighed: Ved at arbejde øger man sandsynligheden for at få nye projekter.

Forskydningen væk fra den objektive måling og de forudbestemte kriterier sætter Boltanski og Chiapellos retfærdighedssans i alarmberedskab. Det er nemlig ikke længere muligt at opstille kriterier for retfærdig fordeling, fordi systemet ikke har noget overordnet kriterium, som det forsøger at leve op til. Virksomhed kommer til at handle om at koordinere og facilitere individernes egen selvoptimering på de løse projektvilkår, hvorfor individerne udsættes for en ny form for udnyttelse, som de vel at mærke selv er interesserede i for at klare sig. Før kunne man mobilisere individerne i en kritik af fordelingspolitikken, de miserable vilkår, den manglende sikkerhed og tryghed og det fremmedgørende arbejde. Nu har kapitalismen i den seneste del af sin tredje fase fået omskrevet sikkerhed, velfærd og personlig motivation til det at kunne begå sig på projektvilkår. Det er på den ene side en neoliberal form for kapitalisme, og på den anden side et system, der er alt for netværksafhængigt og asymmetrisk til at kunne kaldes et frit marked.

Demonstrationerne i Frankrig i foråret 2006, der rettede sig mod regeringens tiltag til en forringelse af unges arbejdsvilkår, skal ses i lyset af de ændrede arbejdsformer: For at få flere unge i arbejde foreslår regeringen, at gøre det mere fleksibelt at ansætte de unge. Man foreslår f.eks. at afskaffe unges rettigheder i forbindelse med fyring for deres egen skyld. Studenter råber vagt i gevær: Grundlæggende rettigheder er ved at blive nedlagt, f.eks. ret til kun at blive fyret med varsel. Sikkerheden eroderer. Men loven er netop et forsøg på at frembringe sikkerhed, fordi kontakt med arbejdsmarkedet er den eneste sikkerhedsfaktor, man kan tilbyde, hvis virksomhederne skal kunne klare sig i konkurrencen. Demonstranterne reagerer på et tilbageskridt. Men den kritik er forældet, for kapitalismen er allerede et andet sted.

Arbejdsformernes forandring rummer en forklaring på, hvorfor den minimale kritik af kapitalismen, der fremkommer, preller af. Men forandringen forklarer ikke, hvorfor kritikken mestendels er forstummet. Her må vi tilbage til spørgsmålet om forholdet mellem kapitalismens ånd og kritikken af kapitalismen.