Uddrag af kapitel

Anders Fogh Jensen

I. Om dannelse

Odysseus’ forførelseskraft
I et interview med en brasiliansk journalist taler den franske filosof, Luc Ferry om den udvidede bevidsthed hos Kant og Victor Hugo og kommer i den forbindelse til at tale om Odysseus. På et tidspunkt stopper den kvindelige journalist op og peger ned på nogle unge fyre, der spiller bold på Copacabana. Hun stiller Ferry to pinefulde spørgsmål: 1) Hvorfor skulle disse ubekymrede, muskuløse, solbrændte mænd dér på Copacabana, der lever deres liv som en leg – hvorfor skulle de ændre på deres behagelige liv? Og 2) – hvad Ferry har noget sværere ved at svare på – hvordan pokker skulle man få dem overtalt til at gå fra stranden og ind og læse Odysseen? Ferry overvejer, hvad Hugo eller Odysseus mon selv ville have svaret til det, og han svarer:
aucune femme ne peut vivre bien longtemps avec un enfant gâté, qui ne connaît rien, qui n’a rien à raconter [1].
Ingen kvinde kan leve særligt længe med et forkælet barn, der ikke ved noget og ikke har noget at fortælle.
Jovist, hvis han er ung og smuk kan han forføre en nymfe, således som Odysseus krigere kan. Men med kloge kvinder som Penelope eller gudinder som Kirke og Calypso går det ikke. Der udgår en forførelse fra det fuldbragte menneske, dets rejser og dets prøver, fra det han har været igennem og kender til.

Hvordan er Odysseus blevet sådan? Det er han blevet, fordi han var nysgerrig. Han vil altid vide. Han vil lige finde ud af hvem der bor i kyklopens hule, han vil høre sirenernes sang, selv om de er dødbringende og han vil udfritte Kirke for oplysninger. Den nysgerrighed bringer ham i problemer, men den gør ham også vis. Odysseus kender til verden.

Grænsekendskab
Odysseus ved om denne verden og sig selv. Han ved om denne verdens grænser og sine egne grænser. Han kender sig selv, som det hedder over templet i Delfi: Gnoti sauton. Men kend dig selv betyder ikke, som i den moderne psykologi, sku indad. Det betyder kend verden, så du ved hvad du kan gøre noget ved og hvad du ikke kan gøre noget ved, hvortil din radius går, hvilke kræfter der er i spil. Odysseus ved, at sirenernes tiltrækningskraft er stærkere end hans egen modstandskraft, og derfor ved han, at han må suspendere sin frihed og lade sig binde til masten, hvis han skulle tilfredsstille sin nysgerrighed og lytte til deres sang.

Proces
Nysgerrigheden er drivkraft i dannelsesprocessen. Hermed også sagt, at det er en proces. Dannelse er ikke noget eksamensbevis, man altid kan henvise til, men noget man kun er, idet man allerede ved og dog vil vide mere. Man er dannende, når man er dannet.

At kunne hæfte
Den svenske forfatter Ellen Key siger et sted, at ”dannelse er det, der er tilbage, når vi har glemt, hvad vi har lært.” Jeg er ikke enig. Alligevel kan jeg prøve at forstå, hvad hun mener: Hun mener, at læreprocessen gymnasticerer hjernen – ja, måske endog personen. Det var også sådan Platon forestillede sig det, når han mente, at man skulle uddannes ti år i matematik før man kunne begynde med filosofi, nemlig, at man måtte udvide sin bevidsthed igennem et materiale. Det kunne såmænd også være grammatik.

I dannelse ligger, at man er gjort til noget. Dannelse har etymologisk set intet med danskhed at gøre (selv om nationalstaterne har haft travlt med at gøre dannelse til nationaldannelse). Dannelse kommer af det plattyske ’dan’, gjort. ’At gøre’ hedder ’don’, som vi kan kende i det engelsk ’do. Vi har det stadig i ’dagens dont’, det der er at gøre.Det, vores svenske forfatterinde vil pege på, er, at man altså er gjort, når man har lært. Men at dannelsen ikke er selve det, man har lært. At dannelse handler om at danne et selv. Det er jeg sådan set ikke uenig i. Det, jeg kan være uenig i, er glemslen. Hvorfor det? Jo, fordi dannelse handler om at kunne trække forbindelser. At trække forbindelser mellem det, man allerede ved. Når han møder det nye, kan den dannede hæfte det nye på noget. Som når man skal stoppe et hul i en strømpe: Man kan ikke bare sy ud i den blå luft, man må hæfte det på noget allerede kendt. Den dannede ved og har mødt meget (han er ikke bare potentialitet eller talent), og derfor har han noget at hæfte det, han møder på. Han kan forbinde.Heri ligger også, at dannelse ikke er nørderi. Det er ikke ensidig fordybelse i vandplanter, Shakespeare eller Bollywood. Det er en bredde og en evne til at trække forbindelser, til at bygge bro mellem sine søjler af viden. Dannelse er altså ikke at kende alting, men at kunne trække forbindelser. Det er en slags erhvervet stedsans uden at have været alle steder.Hermed berører vi også idéen om at den dannede kan konversere. Ikke fordi han kender sin takt og tone, men fordi han kan finde ud af at forbinde sig til det, andre siger. Når han møder en tysker fra Dortmund ved han, at Rhinen passerer igennem hans by; når han møder en ingeniør ved han tilpas meget om kemi til at kunne stille spørgsmål til hans arbejde. Og netop det at stille spørgsmål er en gave for den dannede. Odysseus gave: Uden nysgerrigheden var han måske aldrig blevet dannet og uden dannelse kunne han ikke stille de samme spørgsmål.

Rejsens struktur
Odysseus’ rejse præsenterer os også for noget andet vigtigt, nemlig rejsefiguren hjemme-ude-hjemme. Man føler sig hjemme, man bryder op og rejser ud i verden. Man møder det fremmede, det gør ondt, og noget i én bryder sammen. Man bliver en anden. Man vender hjem som den samme, men alligevel en anden, med nye erfaringer. Det er den hegelianske erfaringsmodel.Dannelse er ikke noget, man kan gøre for andre. Uddannelse handler om at tilrettelægge en læringsproces for andre, der har et bestemt mål; noget man skal kunne. Dannelsensprocessen er ikke låst i et mål eller en funktion, og det er en bevægelse man må gøre selv.Den klassiske model er dannelsesrejsen. Den eksponeres blandt andet i Goethes værk, Wilhelm Mesters Lehrjahre fra 1796. Wilhelm Meisters Lehrjahre er banebrydende på den måde, at den præsenterer en ny fortællestil, hvor fortælleren kan gå tæt på og længere fra begivenhederne. Sådan er det ikke i Goethes mest kendte værk, Die Leiden des jungen Werthers fra 1784. Her er alt skrevet i den samme jeg-form. Werther erfarer ikke på samme måde, fordi han ikke møder verden og lader sig begrænse af den, han accepterer ikke, at hans elskede Lotte skal giftes med en anden. Og når man ikke lader sig begrænse, dannes man ikke. Tværtimod nedbrydes Werther, eller han nedbryder sig selv. Wilhelm Meister går derimod i interaktion, i forbindelse med verden.Thorvaldsen tog til Italien for at lære at male. Man tog hen, hvor man mente civilisationen havde sin vugge. Senere måtte man tage længere væk, udenfor Europa. Men vigtigt for dannelsesprojektet er det at komme hjem. Undervejs på sin dannelsesrejse møder man måske nogen, der blev hængende. Man møder nogle, der har valgt at bruge deres liv på at ryge hash i Goa for eksempel. Nogle af Odysseus mænd blev hængende rundt omkring, og Odysseus får da også fristende tilbud. Men det er vigtigt for dannelsesprojektet at komme hjem. At komme hjem som erfaren.Goethe skriver imidlertid også en anden roman, nemlig Wilhem Meisters Wanderjahre. Her drager Wilhelm ud igen. Nu for at modne sig for anden gang. Men også for noget andet vigtigt, nemlig for at virke.

Det udadvendte i dannelse
Hvorfor skal man rejse for at blive dannet? Ja, det er ikke nødvendigt at rejsen er konkret, den kan også være metaforisk. Det kan være en mental rejse. Men vigtigt er det, at møde noget fremmed. Rejsen er altså ikke en rejse ind i selvet, det er en rejse ud i verden. Dannelse foregår gennem kendskab til verden. Det var det, de gamle grækere mente med gnoti sauton, kend dig selv: Ikke indadskuen. Men kend verden og dine grænser i forhold til verden, så kender du også dig selv. Når dannelse handler om dannelsen af et selv, kunne man tro, at det handlede om et navleperspektiv, og det er der da også en tendens til i vores psykologiske tidsalder. Den der begynder med navleperspektivet har en tendens til at forvente, at verden ligner en livmor: Noget, man ikke kan skære sig på. Men dannelsens pointe er netop det omvendte: Kun ved at glemme sig selv og blive optaget af verden, kan man være heldig at dannes. Og jeg siger det bevidst i passivform: Man dannes. Man danner ikke. Det er verden, der er subjekt for den proces. At lære denne verden at kende for at glemme sig selv. At kende til jordlag og historie. Når jeg ser klintens lag kan jeg sætte dem ind i en sammenhæng af istid og kemi. At kende til kemi og til madlavning. Nu ved jeg hvorfor sovsen skiller. Og i denne optagethed glemte jeg helt mig selv … – og fik mig selv igen som en anden. Hvis vi skulle lave et tempel i dag vil jeg foreslå, at der over det skulle stå: glem dig selv. 

Horisont
Dannelse er ikke at have eksakt viden, men at have horisont. At kunne sætte det nye i et perspektiv. At vide, at antikken er 2-3000 år tilbage og ikke 5000. At vide, at Kina er det folkerigeste land i verden, men ikke det største. At Muhammed var en profet og ikke en gud. At vide, at Pasteur er vigtigere for menneskeheden end Pelé. At Martin Luther er vigtigere end Maradona.
At kunne sætte tingene ind i en horisont er at kunne danne et perspektiv. At kunne danne perspektiv betyder ikke, at alt er lige godt. Men det øger tolerancen at kunne danne perspektiver og have horisont.

Bildung
Vi siger dannelse på dansk. Briterne skelner undertiden mellem education og formation, hvor formation handler om den personlige dannelse og education mere om den boglige dannelse. På fransk taler man også om formation – hvor netop den allerede kendte form røber, at vi ikke forstår helt det samme. Det begreb, der har præget dannelsestanken mest, er det tyske begreb, Bildung.
Tilbage i renæssancen var mennesket en Gebilde, dvs. en skabning og en Abbildung, en illustration. Verden er tegn at læse (legenda), hvorfra man kan slutte sig til den store forfatter. Mennesket opgave var at gøre sig til tegn, det synlige bevis på at der er en Gud. Hos Rousseau kom dannelse til at handle om ånd. Ånden var menneskenaturens bestemmelse og ikke at udvikle sin ånd var imod naturen. Og hos romanikerne kommer naturen i det hele taget i centrum for dannelsen. Dannelsen skal formidle åndsnatur og legemsnatur. Hos Herder handler det om skabe sig selv (bilden), som naturen har gjort det. Bilden vil her sige to ting: Ausbilden, at udvikle, at uddanne det anlæg, man har og Gebilde, at forme sig i Guds billede. Der ligger i Bildung såvel noget gjort som noget gørende; man er dannet og man er dannende.

Uddannelse og program
I det 19. og 20. århundrede kommer dannelse til at handle om programmer. Gennem dannelsesprogrammer handler det om at underordne individet kulturen – som vi f.eks. kender det fra Emma Gad. Underordning handler om almendannelse. Det får i 1873 Nietzsche til at tale om ”gemengørelsen af dannelsen” som et forstadie til barbariet: Når dannelse bliver automatik mister den sin glød.

Lighed eller elite
Endnu hos Rousseau handlede dannelse om lighed. Noget der gjaldt alle mennesker. I det 19. århundrede kommer dannelse til at handle mere om social distinktion: Den dannede klasse versus folket. Emma Gad titter frem igen; borgerskabet begrænser sig selv og kodificerer sig selv for at opretholde sin afstand. Det har været et af filmens store problemer, at den var lettere tilgængelig og bredere tilgængelig end litteraturen. Den krævede ikke den samme arbejdsomhed, den var hurtigere og langt op i filmens historie kunne alle forstå den. I dag er filmen ved at vinde anerkendelse – måske på grund af sin alder – og det virker som om distinktionen er kravlet inden for i filmen: Skellet mellem de fine instruktører og de underholdende kaster sin skygge på filmen som dannelsesmedium. Det stiller os spørgsmålet om populærkulturen også kan være dannelse. Kan Woody Allen være dannelse, mens det er sjovt at se? Og er det så også dannende at se TV-quiz? Noget synes at måtte udsondres. Hvis vi kalder enhver aktivitet for dannende, så som at læse Se og hør, at ’følge med i nyhederne’, som det hedder, så udvandes dannelsesbegrebet. Og jeg synes det er meget vigtigt at redde dannelsesbegrebet i en tid, hvor det er under pres af effektiviseringskrav, nytteforventninger og underholdingskrav. Derfor vil jeg bruge den sidste tid på at forholde dannelsesbegrebet lidt til hvordan jeg ser vores tid i dag, og hvad dannelse kan betyde i dag.

II. Dannelse i dag

At kunne forbinde

Det ville føre for vidt her at udlægge den tid og det samfund, vi lever i. Jeg har andetsteds udlagt denne tid, dette samfund, som et projektsamfund[2]. Et af karakteristikaene ved projektet er at kunne forbinde mellem det, der ikke hører sammen. Det er nemlig meget ofte sådan, at projekter viser deres værd ved at være tværdisciplinære, ved at overskride grænser. Og her bliver evnen til at se forbindelser vigtig. At kunne tænke arkitektur sammen med religiøse grupperinger, jordlag, byens historie, klimaet. At lave et teaterstykke, hvor man sætter en revisor og en maler sammen med to skuespillere, en retarderet og en advokat. Man kan sjældnere og sjældnere agere indenfor én disciplin og der bliver i højere og højere grad brug for tværdisciplinaritet. De gamle uddifferentierede discipliner afdifferentieres i disse år. Dannelsen er ikke identisk med tværfaglighed – gud bedre det. Men den dannede har en bredde, der er brugbar i projektsamfundet, fordi han har horisont.

Går det at dannelsen er nyttig?
Hvis dannelse ligefrem er nyttig, går det så, eller ødelægger det den frie proces? Det er altid en fare for dannelsen at blive spændt for nyttens vogn, fordi det kan låse den i programmer som uddannelse, der skal føre til bestemte mål, og netop derved kan dræbe den individuelle dannelsesproces, hvor man selv møder det fremmede. Men det er ikke et mål med dannelsen, at den er unyttig. Den må være fri på samme måde, som grækerne tænkte sig formålsløsheden som fri. De frie mænd var ikke som skomageren bundet af at producere noget med et formål (in casu: skoen), de dyrkede lærdommen uden et formål – og kaldte den aktivitet for scholè, der betyder fritid. Som sådan må dannelsen være fri fra at skulle noget bestemt. Men hvis den viser sig brugbar ødelægger det ikke dannelsen. Det er blot en fare, at nytten tager over.

Dannelse og inter-esse
Et beslægtet spørgsmål til nytten er: Går det, at dannelse er lystfuld, eller ødelægger det dannelsesprocessen? Hvis dannelse er møde med det fremmed – og hvis den, som Hegel hævder om erfaringen, ligefrem kræver et sammenbrud, en negativ erfaring, for at noget nyt kan dannes – kan dannelse så være lystfuld? Ja, det mener jeg i høj grad det kan.

Det har været et af filmens anerkendelsesmæssige problemer, at den var lystfuld. De, der havde slidt sig igennem lange bøger mente bestemt at litteratur var anderledes dannende. Og det er helt sikkert noget andet at sidde i ugevis med en bog, end det er at sidde i to timer med en film. Men det gør ikke i sig selv filmmediet mindre dannende end litteraturen. Det har givetvis også at gøre med en social distinktion, at filmmediet ikke sådan lige vandt anerkendelse. For fire år siden begyndte jeg et projekt. Det handlede om at jeg skulle se de 300 største og mest virkningsfulde film på 6 år. Det var en om ugen. Jeg indsamlede alle mulige lister over de bedste film, kombinerede dem, og lavede en stor database med kategorier og en plan over, hvordan jeg skulle skride frem. Det første år gik det meget godt, men i dag er jeg gået kold i projektet. Jeg orker ikke længere at se de gamle film, som jeg ikke har lyst at se; jeg er kun interesseret i flueben og krydser. Jeg ser med andre ord ikke ordentligt efter, hvis jeg ikke har lyst. Og samtidig ved jeg, at jeg har opdaget noget, som jeg ikke ville have opdaget, hvis ikke jeg havde tvunget mig selv til at se lange Tarkovskijfilm eller sekundære film af Orson Welles. Men interessen gik ud i kulden, og det gik ud over mit dannelsesprojekt.
Nu kunne man indvende, at det jo var ligegyldigt for dannelsen, om interessen er der. Det tror jeg ikke. For hvis man finder det interessant, så lærer man meget hurtigere og husker meget bedre. Man går ind i stoffet på en anden måde, der er med til at danne en, frem for at sætte kryds i en database eller bestå en eksamen. Og denne gåen ind er vigtig for dannelsen. Inter-esse betyder mellem-værende. Man må have et mellem-værende med verden for at dannes, fordi dannelsen ikke foregår i mig, men netop dannes mellem mig og verden i et mellem-værende. Så jeg må godt have lyst, jeg må godt være interesseret, det er faktisk bedst, hvis jeg er. Og det er netop vigtigt for udbydere af dannelsestilbud, at de tænker lysten og interessen ind i det.