Af Anders Fogh Jensen

Historien om Job og hans liv indrømmer fra begyndelsen, at det ikke er Jobs egen skyld, at han har mistet alt. Og alligevel stiller den de centrale tema op for spørgsmål op for hver en af os: Hvad er egentlig din egen skyld? Hvad kan du bryste dig af? Og hvad kan du bebrejde dig selv?

   Det er en historie om skyld. Men det er også en historie om, hvad der sker inde i maskinrummet hos Gud, bag de fremtrædelser, vi kan overskue. Det får vi at vide, fordi Historien om Job og hans liv begynder med mytologiens mest berømte væddemål. Her møder vi modstanderen, Satan, eller som han oversat til nudansk hedder, Anklageren, der vil vædde med Gud. Han vil vædde med at Guds bedste barn kun er så god, fordi det går ham så godt, og ikke fordi han tror.

   Det kan med en vis rimelighed læses som Gud egen diskussion med sig selv. Anklageren kender vi alle på det psykologiske plan som en indre stemme, tvivlens stemme eller djævelens advokat, der stiller spørgsmål til, om det hele nu er så godt, som det ser ud. Og Gud, der selv har sagt til Moses, at han er den, han er[1], er måske også i sit indre en kakofonisk diskussion som os andre. Vi kan forestille os Gud som et væsen, der prøver, hvor langt en tanke holder ved at udsætte den for praksis.

   Der er imidlertid meget mere end en dekonstruktion af Jobs tro og livsførelse på spil. Der er en katastrofal stor lidelse, der rummer en mulighed for metamorfose. Og som sådan er Historien om Job og hans liv også en fortælling, der giver håb til enhver lidende, fordi historien fortæller, at der i lidelsen kan ligge muligheden for forvandling.

At tro og at vædde

Vi begynder altså i maskinrummet hos Gud. Hvad vædder Anklageren og Gud om? De vædder om, hvorvidt Anklageren ved at lade plager hagle ned over Job kan bevise, at Job kun tror så længe det går ham godt, og at der findes en anden side af Job, der ikke er helt så rettroende og, som hans kone siger, perfekt (kap 2, vers 9).

   Det får også alle os andre til at stille spørgsmålet, om hvorvidt de heldige undertiden udviser et større overskud, fordi de har det behageligt. Hvis der ind i mellem er bedre stemning på første klasse i toget, er det så fordi man bliver bedre behandlet og der er mere plads? Hvis folk med kroniske rygsmerter snerrer lidt mere af folk end andre, i hvilket omfang er det så deres karakter og i hvilket omfang er det deres vilkår, der kommer til udtryk? Sådanne verdslige spørgsmål afføder Historien om Job og hans liv.

   Nu er det lidt større plager end propfyldte tog, der rammer Job, for Anklageren holder sig ikke tilbage med at borttage familiemedlemmer og rigdomme og senere også at ramme Job med sår fra top til tå. Job møder imidlertid aldrig selv Anklageren, han møder konsekvenserne af Anklageren og væddemålet.

   Væddemålet handler i første omgang om, hvorvidt Job tror og ærer Gud blot fordi det går ham godt, men som historien skrider frem bliver det en diskussion af, hvor meget man selv er skyld i. Mere end at være det centrale tema, bliver væddemålet efterhånden anledningen, ikke bare til at diskutere skyld, men til at åbne for at lidelsen kan have en transformerende kraft, hvis man tør tabe sig selv. Men lad os lige opholde os ved væddemålet lidt endnu.

Mytologiens mest berømte væddemål er måske nok det her mellem Gud og Anklageren. I filosofihistorien findes imidlertid et andet berømt væddemål, der tager Jobs perspektiv: Hvis man skulle vædde på om Gud eksisterede eller ej, ville det da være bedst at vædde på, at han eksisterede, eller at vædde på, at han ikke eksisterede? Det er Pascal, der i det 17. århundrede opstiller dette hypotetiske væddemål, som mennesket ikke desto mindre er kastet ud i, når det skal vælge livsførelse uden at vide om Gud er til. For den kristne filosof  Pascal er det magtpåliggende at fastholde, at der er sfærer, (ordres), vi kan vide noget om, og sfærer vi ikke kan vide noget om. Men hvordan skal vi så handle, når vi ikke ved, spørger sandsynlighedsregningens opfinder?

   Hvis man vædder på, at Gud findes, og han ikke findes, så har man intet tabt – eller man har kun tabt lidt, idet man har indrettet sit liv efter religiøse restriktioner. Hvis han findes, så vinder man en lykkelig evighed i Paradis. Hvis man derimod vædder på, at han ikke findes og det viser sig, at han ikke findes, så har man næsten ikke vundet noget, blot er man fritaget fra de religiøse restriktioner uden sanktioner. Hvis han derimod findes, og man har væddet forkert, så venter en evighed i helvede. Der er altså alt at vinde og næsten intet at tabe ved at vædde på at Gud findes, og alt at tabe og næsten intet at vinde ved på at vædde på at han ikke findes. Sandsynlighedsregningens fader er klar i sin anbefaling.

   I dag kan vi måske godt trække lidt på smilebåndet af Pascals væddemål. Men idéhistorisk er det interessant, fordi mennesket med statistikken og sandsynlighedsregningen søger at bemestre en verden, hvis love, det ikke forstår. I den tidlige oplysning her bliver det projekt søsat, at vi skal lave en bedre verden ved at få indsigt i naturens love, så vi kan forudsige den og udnytte den, eller savoir, pour prévoir, pour pouvoir (da. at vide, for at kunne forudse, at forudse for at kunne handle), som det senere kommer til at hedde hos Auguste Comte. Men hvad gør vi på de områder, hvor vi ikke kan trænge ind til de determinerende love? Ja, der noterer vi os udfaldene (statistik) og opstiller på den baggrund kalkuler for de sandsynlige udfald, så vi kan handle mest rationelt på det, vi ikke har sikker viden om. Det er i dag blevet hvermandseje at tænke i sandsynligheder, men det begynder præcist her hos Pascal og i den samtidige søfart, hvor man splejsede til skibe man sendte ud mod fjerne horisonter og som man ikke vidste om kom tilbage.

Indsigt i maskinrummet

Sådan er det ikke hos Job og hans venner, de tænker endnu ikke i, hvad der rationelt kan betale sig, selv om vennerne nok forsøger at mane ham til ro med argumenter. Præmissen er imidlertid den samme som hos Pascal, at verden er så dyb, at man ikke kan vide om, hvorfor tingene går som de går. Og dermed kan man heller ikke vide, om man selv er skyld i sine fortjenester og miserer eller ej.

   Derfor er der noget helt særligt ved indledningen til Historien om Job og hans liv, nemlig, at vi læsere får indsigt i maskinrummet. Det er faktisk ikke for læseren et spørgsmål om radikal tro, for vi får indsigt i Guds væddemål med anklageren. Og derfor kan vi som læser også vide, at Job ikke selv er skyld i sine plager, han ved det bare ikke selv. Mere end et spørgsmål om tro på Gud eller ikke tro på Gud bliver det et spørgsmål til mennesket: Hvad tror et menneske selv at det er? Og hvad tror det selv, at det er i stand til? Bibelen er skrevet af mennesker til mennesker om det at være menneske. Historien om Job og hans liv er mennesker, der stiller andre mennesker og sig selv spørgsmålet: Hvad tror du selv, at du er? Hvad tror du selv, at du kan vide?

   Indsigten i maskinrummet er et kig ind bag fremtrædelsernes tæppe, Majas slør. Det er en tidlig formulering af, hvad der skal blive den store græske og platoniske problematik: Kan du stole på fremtrædelserne, phainoumenon? Og hvad er der (noumenon) bag ved? Her begynder vi med at se ind bag tæppet og så ser vi, hvad der i det antikke Grækenland kunne have været en tragedie udspille sig, det vil sige en nødvendig sammenbrudshistorie, der rydder bordet.

Den rethaveriske

Job er psykologisk betragtet lidt som en 18-årig, der er flyttet hjemmefra: Han har lært, at der gælder nogle love i verden, og han har lært, at hvis man følger de love, så vil det gå én godt. Ja, man kunne måske endda sige, at han var lidt spejlnarcissistisk optaget af at vise, at han også følger lovene[2]. Når hans sønner og døtre har holdt middage kalder han dem sammen bagefter og ofrer for dem, for ”Tænk nu, hvis de i løbet af festen er kommet til at gøre noget forkert eller tale grimt om Gud.” (kap 1, vers 5). Så Job gør ikke bare det rette, som han har lært, han gør det også for andre og viser andre, at han gør det rette.

   Så meget desto mere forundret og rethaverisk bliver Job, når belønningen ikke følger den, der handler ret. Jovist, i begyndelsen af fortællingen er han en rig mand, ja faktisk den rigeste mand i hele verden, og det går ham godt. Og af det synes Job at udlede, at det kommer af hans egen fortjeneste, og ikke f.eks. skyldes tilfældighed, væddemål eller begivenheder inde i maskinrummet, som han ikke har indsigt i.

   Balladen tager sin begyndelse der, hvor Anklagerne begynder at eksekvere konsekvenserne af væddemålet, dvs. at lade ulykkerne hagle ned over Job for at se, hvordan han reagerer (kap 1, vers 13-22). Job fratages alle sine børn og al sin rigdom. Endnu synes Job dog ikke at være mærket, han tager det pænt, han kom jo til verden uden noget og må også gå derfra uden noget. Værre bliver det, da Job rammes på kroppen, på hans velvære og sundhed, da han fyldes med sår fra top til tå (kap 2, vers 7). Job vil dog i første omgang ikke slippe sin tro på en retfærdighed i verden, han vil på trods af sin kones opfordring ikke kaste sig over i forbandelser af Gud. Jobs kones opfordring ville ellers have ladet Anklageren vinde væddemålet. Job forbander i stedet, at han er blevet født, at han overhovedet er blevet undfanget og ikke bare gik til grunde som foster (3).