Filosof: I fremtiden bør demokratiet erstattes af
en fornuftig, bedrevidende stat
I fremtiden skal ’den fornuftige stat’ varetage alle borgernes interesser ved hjælp
af et diktatorisk styre. Arbejdsugen skal forkortes, der skal omfordeles noget
mere, og staten skal sørge for rammer til dannelse og forfinelse, så alle får tid til
at flytte ind i den identitet, de i dag kun lever ved siden af. Sådan lyder filosof
Anders Fogh Jensens utopi for et samfund efter corona

Af Marina Høi, Dagbladet Information 08.06.2020

Danmark skal overgå til et diktatorisk styre. Selv om borgere i landet er lidt
modvillige ved tanken, lader de sig overtale til, at landet nu skal styres af
’den fornuftige stat’ med en diktator i spidsen. Den Gode Tyran bliver
statslederens uofficielle titel.
Fremover er det ham, der skal han sørge for det fælles bedste for landets
borgere. Han skal regulere, fordele og sikre livskvalitet.
Det er naturligt og lettest, at det lige netop bliver ham. Et demokratisk valg
virker ikke længere efter hensigten, fordi populisme og spin står i vejen for
den oprindelige idé med demokratiet. Derfor har man fastlagt en
prøveperiode med denne styreform for at se, hvordan det går.
Corona har vist os, at vi hurtigt og effektivt kan ændre samfundet eller kan
blive tvunget til at indrette os på en helt ny måde. Derfor bliver perioden
også en anledning til at tænke over, hvordan ting kunne være i fremtiden. I
den anledning bragte Information i sidste uge en særavis med en række
kunstneres bud på utopier for fremtiden.
Nu har vi talt med filosof Anders Fogh Jensen, som her giver sit utopiske
bud på, hvordan et bedre Danmark vil se ud. Han gør det med udgangspunkt
i sine tanker om de problemer, der efter hans mening skaber mange
»dumme og travle liv«.
»Jeg tror, vi lever alt for hurtigt, i forhold til hvad vi kan holde til, og for det
andet har vi alt for mange kontaktflader, i forhold til hvad vi kan overskue.
Vi har overkomprimeret vores tid med handlinger, aktiviteter, relationer og
projekter, mens teknologien fjerner alle pauser og venten. Folk har ikke brug
for flere penge eller mere plads. De mangler tid.«
Derfor begynder hans utopi ved en ny stat, som han altså kalder »den
fornuftige stat«. Den skal regulere og fordele ressourcer sådan, at landets
borgere trives bedst, og sætte rammerne for en bedre livskvalitet med en
kortere arbejdsuge og mere omfordeling. Og så skal den også forfine og
kultivere borgerne.
»Jeg mener, at staten er den, der skal sørge for det fælles bedste. Lige nu
bliver der brugt for meget energi på demokratiet, fordi politikerne kun
tænker på, hvad vælgerne vil have. De upopulære beslutninger, som for
eksempel brandbeskatning af de rige, bliver meget vanskelige, når man skal
vælges. Men langsigtede beslutninger vil vise deres værd på sigt.«
Men hvordan sikrer man overhovedet, at en stat er fornuftig? Og hvad gør
man, hvis den begynder at opføre sig ufornuftigt? Og hvem skal for resten
definere, hvad der egentlig er fornuftigt, når flertallets magt ikke længere
gælder?
Den fornuftige stat
En »fornuftig stat« er ifølge Anders Fogh Jensen en, der har udviklet sig
igennem historien og har gjort sig erfaringer, og derfor kan styre landet mest
fornuftigt.
»En fornuftig stat tager beslutninger på baggrund af tænkning og ikke
slogans, på baggrund af fornuft og ikke popularitet. Hvis civilisationen også
er fornuftig, vil det fornuftige også blive populært. Derfor, som Hegel sagde,
hvis virkeligheden ikke er fornuftig, så er det virkeligheden, der har et
problem.«
Anders Fogh Jensens tanker om den fornuftige stat er inspireret af den tyske
filosof Georg Wilhelm Friedrich Hegel, som mente, at så længe, der er en
fornuftig stat og en fornuftig civilisation, må staten alene godt bestemme,
hvad der er bedst for individet, fordi man på den måde vil det samme. Hvis
man først accepterer den præmis, vil borgerne indse, at de ikke er ufrie, fordi
den bedrevidende stat vil borgernes bedste.
– Men hvordan sikrer vi, at vi får en fornuftig stat?
»Det kræver civilisationens dannelse. Ellers vil den være imod det. Den
vil blive i rationaliteten, som er der, vi er nu, hvor det handler om tekniske
løsninger, beregning, overvågning og kontrol. Det kræver, at vi har en
befolkning, der er dannet til at kunne tænke ud over det.«
– Hvordan kan man tale om én fornuftig civilisation, når alle mennesker er
helt forskellige?
»Mennesker vil altid være uenige, fordi vi er styret af vores egne interesser.
Så det er ikke sådan, at vi lige kan komme derhen. Jeg tror bare, at hvis vi
havde et vist dannelsesniveau, så ville der være nogle ting, som vi ville være
relativt enige om, selv om vi var uenige. Vi kan ikke blive enige om alting,
men hvis vi alle sammen havde et vist abstraktionsniveau, så er der også
ting, vi ville være grundlæggende mere enige om,« siger han.
– Hvad så, hvis den fornuftige stat begynder at blive ufornuftig?
»Ja, det er jo et godt spørgsmål. Det er risikoen ved ethvert tyranni, at man
kan ende med en dårlig tyran, der kun plejer sine egne interesser. Så der må
vel være et eller andet sikkerhedsråd på for eksempel 20 mennesker, der
træder sammen og finder en anden, hvis tyrannen bliver vanvittig.«
– Hvordan vurderer man, hvad der er i alles interesse?
»Det er noget, der er hævet over egeninteressen eller særinteressen. Og det
her har vi allerede. Vi siger jo for eksempel i forvejen, at det er i alles
interesse, at vi har et sygehusvæsen. Det er i alles interesse, at der er et
vejvæsen. Selv om de skal lave veje et sted, jeg ikke bor, så kan jeg godt se, at
det er godt, der også er et vejvæsen deroppe. Vi har i forvejen en stat, der gør
ting i alles interesse.
Alle kan godt se, at det er godt med biblioteker, selv om de ikke selv bruger
det. Og sådan ville det også være med gratis biografer, eller hvad vi nu kunne
forestille os. Det handler også om at tænke videre i det, vi allerede har.«
– Men hvordan ved staten, hvad individet vil?
»Jeg tror, at mange mennesker i dag stemmer på noget andet til et valg, end
hvad der er godt for dem. Jeg tror, ikke altid vi helt kan gennemskue, hvad
der egentlig ville være det bedste for os. Jeg tror, mange er styret af, hvad der
på kort sigt vil gøre dem fri for frygt eller lykkelige,« siger han og fortsætter.
»Det kan være et billigt lån eller endnu en tv-serie. Hvis det lige kunne
komme hurtigt, så bliver jeg i min travlhed tilfreds. Jeg mener, at staten er
den eneste, der kan sørge for nogle langsigtede træk, der skaber rammer,
hvor vi bliver mere tilfredse med vores liv. Så kan du godt sige, at den er
formynderisk, hvis den tror, at den ved bedre, men det tror jeg faktisk, at
den kan.«
For lethedens skyld foreslår Anders Fogh Jensen et pragmatisk kompromis,
hvor den nye enevældige statsleder findes i et system, vi allerede har:
»Vi har jo allerede et monarki. Kunne vi ikke prøve med det? Jeg tror ikke,
kronprins Frederik ville være den værste. Så kunne vi køre med det i 20 år
og se, hvordan det går.«
15 timers arbejdsuge
Den Gode Tyran indfører som det første, at alle skal have en arbejdsuge på
omkring 15 timer. Man må selv vælge, om det skal fordeles gennemsnitligt
på ugen, om man vil arbejde to uger og holde fri resten af måneden, eller om
man vil arbejde i eksempelvis otte måneder og holde fri resten af året.
Den lidt vanskelige manøvre kræver, at vi giver en smule slip på den
økonomiske vækst og konkurrence og at alle borgerne i samfundet netop
lader staten bestemme. Nu skal det handle om mennesket, forklarer Den
Gode Tyran.
Alle skal have mere tid til at dyrke de interesser, som de altid ønsker at have
tid til, men ikke har haft. Mere tid til at danne og forfine dem selv i løbet af
livet ved for eksempel at lære et sprog, et instrument eller et håndværk.
»Jeg tror, der er mange, der lever lidt ved siden af deres identitet og siger, at
de er én, der spiller klaver eller læser bøger. Men måske er de i virkeligheden
bare én, der køber bøger. Jeg tror, de fleste af os tænker, at hvis jeg havde
mere tid, så ville jeg blive den, jeg egentlig er. Det her gør, at vi vil kunne
flytte ind i det liv.«
Den overskydende tid vil også give landets borgere tid til at dyrke de
relationer, der virkelig betyder noget.
»Vi er i dag i kontakt med langt flere, end vi kan pleje. Det bliver lidt for
overfladisk det hele. Jeg ser lidt mennesket som en stikdåse, der hele tiden
er i kontakt. Vi bliver forvirrede af at have for mange forbindelser. Sikringen
springer, og så kalder vi det for depression, angst og stress.«
En snor i uligheden
Som det næste indgreb vil Den Gode Tyran nu også sikre mere omfordeling.
Han beslutter, at de rigeste i samfundet kun må eje 15 gange så meget som
dem, der ejer mindst. Det gælder ikke kun økonomien, men også hvor stor
en bolig, man har, eller hvor mange biler, man ejer.
Først vil det være et upopulært indgreb, men den fordeling af ressourcer vil
skabe meget mere glæde for alle. Og på den måde kan de rige godt forblive i
luksus, men samtidig er der familier, der ville få råd til campingvogn eller et
lidt større hus.
Der skal være en form for »snor i uligheden«, mener Anders Fogh Jensen.
»De penge vil gøre så meget bedre andre steder. Den vanvittige rigdom
nytter bedre, hvis den er bedre fordelt,« siger han.
– Hvad med de rigestes motivation for at arbejde?
»De rige kan stadig leve i luksus, hvis de er 15 gange så rige. Og så har de jo
en motivation for at hive de fattigste op, for ellers kunne de ikke selv blive
rigere. Så hvis de gerne vil arbejde for at have mere end 15 biler, så må de jo
først sørge for, at alle har mere end én bil. Det er rigtigt, det er et klassisk
liberalt argument dét der, at der ikke ville være en motivation, men der er en
motivation i at hæve bunden, for så kan man selv få mere.«
– Hvordan sikrer vi så, at virksomhederne stadig vil gøre sig umage for at
skabe nye produkter?
»Det tror jeg egentlig, at man altid gerne vil. Lige nu leverer de bare, hvad
markedet gerne vil have og prøver at gøre det billigere, og så får vi mere bras.
Det er et spørgsmål om menneskesyn. Jeg tror på, at vi alle sammen
grundlæggende gerne vil gøre det godt. Lige nu dominerer et lidt økonomisk
menneskesyn, der forudsætter, at mennesket er dovent, og hvis der ikke er
nogen økonomisk motivation, så gider man ikke lave noget. Det tror jeg
simpelthen ikke på. Og så kan du kalde mig naiv, men jeg tror på, at folk
gerne vil gøre deres arbejde godt.«
Dannelsen i højsædet
Som det sidste på listen indfører Den Gode Tyran gratis tilbud til nye
orlovsordninger, som borgerne kan bruge på højskoleophold eller frivilligt
arbejde. Det frivillige arbejde skal blandt andet bestå i at hjælpe til med at
restaurere bygninger eller reparere tøj, så det kan genbruges, og så borgerne
vil begynde at sætte mere pris på tingene.
Fra nu af skal staten også administrere sendefladen og sørge for, at der er
noget underholdning for alle. Dele af Netflix og den slags vil stadig være der,
men borgerne skal ikke have alt for let adgang til noget, der blot hurtigt
tilfredsstiller dem eller ligefrem kan virke fordummende. Den Gode Tyran vil
også have, at der bliver sunget fællessang fra Højskolesangbogen hver
morgen og fredag aften, ligesom man i sin tid også gjorde under corona. Det
fremmer den musikalske sans og udvikler sproget og fællesskabet at synge
sammen, mener Den Gode Tyran.
Staten vil nemlig tilbage til nogle af de klassiske dyder. Have dannelsen i
højsædet. Landets borgere skal nu ikke kun lære, fordi det betaler sig, i
forhold til hvad arbejdsmarkedet har brug for. Uddannelserne får derfor
også en tur, og fagene skal indeholde flere historiske elementer og incitere
alle til at lære at spille et instrument, så alle viderefører den kultiverede
civilisation, de har overtaget – også selv om de skal være elektrikere.
Selv om det er et af de tiltag, der vækker en del vrede blandt befolkningen,
fordi de ikke vil finde sig i, at staten skal bestemme, hvad de må og ikke må,
så overbeviser Den Gode Tyran dem om, at de i sidste ende bliver glade for at
have lært alt det, fordi de på den måde tvinges til at kunne nyde alt det, der
giver en større glæde.
Anders Fogh Jensen er overbevist om, at mange i øjeblikket bruger »tomme
kalorier« som Netflix til at bedøve sig selv, fordi travlhed betyder, at vi ikke
får gjort eller set det, der virkelig vil lære os noget eller sætte sig som
erindringer. Derfor mener han, at staten på denne måde gerne må fjerne lidt
frihed for mennesker, fordi staten jo ved bedre.
– Men hvordan ved staten, hvad individerne finder glæde i?
»Det er, lidt ligesom nu, en bedrevidende stat. Hvis nogen havde tvunget
mig til at lære at spille et instrument, som den tvang mig til regning og
skrivning, så tror jeg, jeg ville have haft nogle glæder ved det nu. Og det
kunne godt være, jeg selv ville have sagt, at det ikke lige var mig, men så
skal staten gå ind at sige: »Det skal du, fordi du kommer til at holde af
det.« Man må gerne fjerne lidt frihed fra mennesker, fordi staten jo ved
bedre,« siger Anders Fogh Jensen.
Og så håber han, at borgerne ville tage imod orlovsordningen og tage på
højskole.
– Hvordan vil du lave gratis højskoler og den slags, hvis du får færre penge
ind fra skatteindtægter?
»Staten får ikke nødvendigvis færre penge ind, fordi de rigeste og
aktionærerne bliver beskattet noget voldsommere, og fordi vi sparer på
reklame og overkommunikation,« mener han.
Alle tiltagene hænger sammen med, at Den Gode Tyran skal styre efter et
livsprincip, der handler om at lade optimering være i fred og skabe livsglæde
frem for overlevelse alene. Borgerne skal for eksempel ikke dyrke sport, fordi
det er sundt og livsforlængende. De skal gøre det, fordi det er sjovt at dyrke
sport og skaber en masse glæde.
»Ved at skabe rammerne og lade livet være i fred er den gode tyran ikke
mere indgribende end den uophørligt anbefalende levebrødspolitikerstat,«
siger Anders Fogh Jensen.