Det sunde livs akilleshæl er, at det gør os for »levende til at dø og for døde til virkelig at leve«

Af Søren Nørgaard Lund, interview med Anders Fogh Jensen, Politiken 2020-05-23

Coronakrisen har vist os, hvor meget livsforlængelse og maksimering af vores biologiske liv egentlig fylder i vores sundhed. Så meget, at vi glemmer at leve det gode liv, mener filosof Anders Fogh Jensen, og derfor er det måske bedre, at vi lever lidt kortere, men dog lever.
Lad os lige slå det fast med det samme: filosof og forfatter Anders Fogh Jensen mener grundlæggende, at sundhed er en god ting.
Men for ham findes der to former for liv: et godt liv og et biologisk liv. Og det ene har taget overhånd, mener han. Sundheden er i det biologiske liv blevet en erstatning for den gud, vi ikke længere tror på.
»Det, vi mangler, og ikke kan finde ud af, er at sætte livet i centrum igen, som noget andet end bare et biologisk liv. Vi mangler livskraft, ikke til at overleve, men til at leve«. Og det gør os for »levende til at dø og for døde til virkelig at leve«, mener Anders Fogh Jensen.
I det biologiske liv er hverdagen proppet med økologi, tungt jern, proteinfyldte energibarer fra 7-eleven, biohacking (hacker sig vej til et 120 år langt liv) og de nærmest guddommelige 10 kostråd.
De vejledende råd er generelt gode, mener han. Især, hvis du spiser 400 gram hakket oksekød om dagen, for så er det knap så godt for dit kolesteroltal. Men »coronakrisen har trukket op, hvor meget netop det livsbegreb omkring sundhed fylder i det biologiske liv og ikke det gode liv«, siger han.
Hvordan er krisen et bevis på, at sundhed fylder mere i det biologiske liv?
»Når en regering skal virke legitim i en tidsalder, hvor sundheden er erstatningsgud, og hvor der ikke er livskraft til andet end forsvarsværker over for døden, så må den selvfølgelig sætte livsforlængelse og forsvarsværker op som førsteprioriteter. Dette var tilstanden længe inden coronakrisen. Krisen har blot fremhævet dette. Det har intet at gøre med, om det er socialdemokratisk eller borgerlig regering. Det er større og længere kulturelle strømninger end nogen regering«:
»Tilsvarende ville en livskraftig regering også have livsudfoldelsen som mål og ikke lade beskyttelsen mod døden overtage. Det er klart, at overlevelsen må komme på dagsordenen under en epidemi, men den var der inden, og den kan være der endnu mere efter«.
På den måde er sundhed i det biologiske liv blevet erstatningsguden for det hellige liv, som tilbedes gennem det praktiske ønske om at forlænge det biologiske liv længst muligt.
Og derfor mener Anders Fogh Jensen, at dansk politik generelt er blevet til biopolitik. Det betyder, at sundheden og det at forlænge liv og holde folk i live er blevet det, der er tilbage, når vi ikke har nogle højere ting at tro på.
Hvad er problemet i, at ideen om overlevelse kan komme endnu mere på dagsordenen efter krisen?
»Da vi ikke længere har et sygdomsvæsen, der tager sig af helbredelse af de syge, men et sundhedsvæsen, der tager sig af optimering af sundhed, så kommer det aldrig i mål. For sundhed kan altid optimeres. På den måde er sundhedsvæsenet tragisk; det vil aldrig gøre det godt nok. Ikke fordi vi ikke har dygtige læger, sygeplejersker og sundhedsrådgivere, men fordi optimal sundhed aldrig kan komme i mål. Og som sådan er sundhedsvæsenet et hul, vi aldrig kan fylde helt op med penge«.
Prioriteringer ikke er noget nyt i samfundet og specielt ikke i sundhedsvæsenet med et Medicinråd, som for eksempel opprioriterer kræftpakker frem for noget andet - så hvorfor tror du, at prioritering pludselig er blevet svært for os at høre om under denne krise?
»Fordi den modarbejder det kristne syn om, at livet er uendelig meget værd. Der er to logikker, der støder sammen: på den ene side den kristne tro, hvor det enkelte liv er uerstatteligt, og så den her nødvendige og rationelle økonomiske tænkning, som vi er nødt til at have, fordi vi har begrænsede resurser. For skal vi operere et knæ eller et øje frem for noget andet?«
Danser af mangel på motion
Det gode liv finder man ifølge Anders Fogh Jensen i stedet hos levemanden, som bruger livet på det, han vil, dog på bekostning af, at det kan koste ham nogle leveår. Levemanden har et aktivt livsbegreb, hvor det, der skal udfoldes, er det, vi gerne vil i livet, frem for bevidstheden om, at døden venter.
I stedet skal vi sige, mener Anders Fogh Jensen, at grunden til, at vi skal bygge flere idrætspladser, er fordi at det er sjovt at dyrke idræt, det giver livskvalitet og binder fællesskaber sammen. Ikke fordi det skal være en optimering af vores biologiske sundhed.
»Levemanden er ikke bare en fitness-zombie, som går op i sundhed og livsforlængelse, hvor man samtidig savner et ’hvorfor’; med livet. Som sundhedsdyrkere er vi tomme i blikket og usædvanligt kedelige at høre på, når vi taler om vores skridtmåler og vores kost. Vi har endda fået flettet det sammen med en konkurrence med os selv og med den moderne kvantificerende teknologi, så vi går rundt og taler i tal. Vi danser ikke længere af overskud på energi, men af mangel på motion. Hvorfor skal vi leve længere, hvis ikke det er, fordi der er kvalitet eller mening?«, siger Anders Fogh Jensen.
Men hvem skal beslutte, hvornår der er eller ikke er kvalitet i livet?
»fMåske man bare skal lade folk være lidt mere i fred og sige, at hvis de bare overholder lovene, så er det fint nok. At staten blander sig med moral i alt det, der er inden for det acceptable, altså inden for alt det, der overholder loven, for at kunne optimere livet, det er jeg ikke sikker på vil føre til øget livskvalitet«.
Et ’hvorfor’ går tabt
Med de videnskabelige grundsten, som samfundet er bygget på i dag, er et ’hvorfor’ tabt, mener Anders Fogh Jensen.
Det betyder ifølge Anders Fogh Jensen, at vi naturligvis lever, men vi er for døde, fordi vi har mistet det, vi gerne vil. Det gode liv. Og derfor er det måske bedre, at vi lever lidt kortere, men dog lever.
Hvorfor er det et problem, at den videnskabelige verdensforestilling har udeladt et ’hvorfor’?
»Den videnskabelige verdensudlægning har uden tvivl ført til gennemsnitligt længere liv og mere komfort og mere sikkerhed, men som ikke nødvendigvis er blevet fulgt af en tilsvarende tryghedsfølelse. Og det kunne vi ikke være foruden. Men alt bliver forklaret med årsag og virkning i sådan en verdensforestilling. Så hvis du for eksempel spørger, hvorfor din far skulle rammes af kræft, så vil du få en forklaring omkring degenerede celler, der spredte sig. Men du står stadig tilbage med et dybere, ubesvaret ’hvorfor’;. Og når vi spørger, hvorfor vi skal leve, og hvordan vi lever det bedste liv, så kan videnskaben ikke svare. Det kan kun svare på, hvad vi skal gøre for at kunne leve længere«.
Men mennesket har ikke været i stand til at erstatte og forklare dette meningstomrum, der er opstået med videnskabens indtog. Og netop derfor er det livsforlængende liv blevet målet med livet, mener Anders Fogh Jensen.
Hvem eller hvad kan så svare på, hvordan vi lever det bedste liv?
»Når jeg foreslår at lade det gode liv styre i stedet for det biologiske liv, så er det ikke, fordi jeg mener, at vi skal skide på alt, hvad videnskaben lærer os om det sunde liv. Men det sunde biologiske liv er stadig kun et middel. At lade livet styre er bevaret i levemanden. En levemand tager for sig og vil noget. Han ved, at han skal dø, men lader ikke denne bevidsthed være styrende for sin livsførelse. Så hvis vi alle skal blive levemænd- og kvinder, så er det ikke, fordi sundhed mister sin relevans for at kunne udfolde sig, men det må vige pladsen som målet«.