v. Casper Hindse, interview med Anders Fogh Jensen, Magasinet Lime, Netto, marts 2020

Vi mennesker får sværere og sværere ved at adskille kunstner og kunstværk. Det ser vi både i litteratur, film og alt mulig anden kunst. Men er det fair, at vi lader vores personlige holdning til en kunstner stå i vejen for det værk, han eller hun har skabt? Og hvordan skal vi forholde os til alle de kunstnere, der var uterlige, voldelige eller sexistiske for 50 eller 100 år siden? Ja, tænk hvis der snart ikke er noget kunst tilbage, fordi verden er blevet for velfriseret.

Vores virkelig er i opbrud på flere punkter i disse år. Det hører vi om i den ene nyhedsudsendelse efter den anden, dag ud og dag ind. Men under nyhedsstrømmen bobler en anden debat, der sommetider koger op til overfladen, men som for det meste bare foregår inden i dig, mig og alle andre. En debat, vi ikke nødvendigvis behøver at debattere med andre end vores egen moral.
Lytter du for eksempel stadig til Michael Jacksons musik efter den sindsoprivende ’Leaving Neverland’-dokumentar, der anskueliggjorde verdenshistoriens vel nok største popstjernes overgreb på børn? Eller ser du stadigvæk Woody Allens film med lige så stor fornøjelse, når unge kvinder igen og igen optræder, også efter vi har fået klarlagt instruktørens hang til markant yngre kvinder i privaten – ja, kvinder der måske ligefrem er i familie med ham? Og hvordan har du det egentlig med Kevin Spacey? Skuespilleren gik på få dage i 2017 fra at være en publikumdarling til at være fyret fra flere projekter og ikke mindst klippet helt ud af ’All the Money in the World’, som han ellers nærmest var selvskrevet til at vinde alverdens filmpriser for. Årsagen var mistanker om grænseoverskridende adfærd. Så ser du, jeg og alle andre stadig film med ham? Og hvis vi gør, ser vi så på ham i et andet lys? Eller rettere: Har vi mistet evnen til at skille kunsten fra kunstneren i vores moderne verden?

En ny mur

De tørre tal tilskriver i hvert fald, at vi ikke kan adskille kunst og kunstner længere. Flere og flere radiostationer har et decideret forbud imod at spille Michael Jackson, Woody Allen er gået fra at være én af verdens mest feterede instruktører til nærmest ikke at blive lagt mærke til, når han sender en ny film ud (har du overhovedet hørt, at hans nye film ’A Rainy Day in New York’ er på gaden?), og Kevin Spacey, ja, han har ikke haft en betydende filmrolle i flere år.
”Vi mennesker har en stigende tendens til at reducere kunst til psyke og personerfaringer,” siger filosof Anders Fogh Jensen og forklarer, at man over alt i verden kan se, at folk gerne vil have en personlig stemme, som taler direkte til dem.
”Der er en falsk forestilling om autenticitet, som har sneget sig ind i kunstens verden i de senere år. Denne forestilling ses ikke mindst i mediebranchen, hvor vi ser, at en vært i et tv- eller radioprogram skal være en personlighed. ’Brinkmanns briks’ eller ’Verden ifølge Gram’ er eksempler på radioprogrammer, hvor værtens navn er marcheret helt ind i titlen, og denne personliggørelse har betydet, at vores virkelighedsopfattelse er rykket et sted hen, hvor vi mennesker hurtigt falder væk fra sagen og i stedet kigger på den person, der formidler,” siger Anders Fogh Jensen, som mener, at vores konstante søgen efter autenticitet er ved at ødelægge kunstnerens tilgang til verden:
”Hvis man skal igennem i medierne, skal man komme med noget fra sit eget liv. Det er det psykiske, der interesserer os frem for idéerne og holdningerne. Alt skal begrundes med følelser, som om kunstneren er en sportsperson, der interviewes efter en kamp, og han skal for alt i verden være identificerbar for os. Ellers bliver han hurtigt kedelig, og hvis han ligefrem har gjort noget grænseoverskridende, føler vi os nærmest krænket, når han er på skærmen, fordi vi ikke moralsk er enig med ham.”

Større end dem selv

At en kunstner ikke længere skal være sådan én, der sidder og troner oppe på en piedestal, er vel på sin vis godt nok. Kunst kan godt demokratiseres, kunst kan godt komme bredt ud. Men hvis der er noget, kunst har svært ved, så er det, at det laves af demokrater. Kunstneren er en visionær størrelse, og det er sjældent, at værket er ham eller hende frem for blot at være en del af ham eller hende.
Her er Karl Ove Knausgård et lysende eksempel. Både på godt og ondt. Den norske stjerneforfatter lagde op igennem 2010’erne verden for sine fødder med de seks bind af ’Min kamp’, hvor Knausgård skrev sig så tæt på sig selv, at han blev kendt som manden bag ”autofiktion”. Altså en fiktiv gengivelse, der var så autentisk, at det, der stod i romanerne, nærmest var mere sandt end, hvad der står i de flestes dagbøger. Sagt på en anden måde: Når kunstneren åbner op for sin egen helt private verden, er det et højkulturelt dyneløft, som moderne mennesker hungrer efter.
”At vi ser så mange kontroverser, når det gælder forskellen på kunstneren og kunsten, skyldes i helt særlig grad samspillet imellem kunstneren og resten er verden. Der er helt klart et ønske om, at det, forfattere skriver, instruktører skaber og skuespillere spiller, skal være autentisk, for hvis en bog eller en film skal promoveres, er fortællingen nemmere at forstå, hvis det er selvoplevet,” siger filosof Anders Fogh Jensen, som mener, at det lige netop er her, det går galt for os moderne mennesker:
”Et værk kan betyde meget mere, end det har været forfatterens intention, at det skulle betyde. Når Shakespeare møder vores tid, får det en ny betydning, ligesom vi får forskellige ting ud af at se en Woody Allen-film. Vi er nærmest holdt op med at acceptere, at kunstneren ikke altid kan gennemskue sig selv fuldstændig, og det er jo helt hen i vejret, for når man hører kunstneren tale, er det sjældent lige så interessant som at se eller høre deres værk. Deres kunst er som regel større end dem selv, og det har vi nærmest glemt i vores jagt på noget autentisk, der måske ikke findes.”

Forsvinder genierne?

Hvordan var verden egentlig før #metoo? Den nødvendige og afgørende bevægelse, som fældede den ene film-, kunstverden- og mediemogul efter den anden og som i dag har sørget for mere diversitet og fokus på køn, er måske den mest afgørende tendens indtil videre i dette årtusinde, når vi ser på vores kulturelle virkelighed. Men der er jo også noget, #metoo ikke er. For bevægelsen er ikke en retslig instans, som kan dømme folk til at gå i stribede fangedraget og angre deres synder. Det har den vestlige, civiliserede verden nemlig et retssystem til, men folkedomstolen er blevet endnu mere udtalt, ja, næsten dømmende i de senere år.
”Det er uden tvivl godt, at verden ændrer sig til det bedre, men vi bliver jo nødt til at diskutere, hvad det bedre er. Det nytter ikke noget, at alle hele tiden skal tilpasse sig en eller anden overmoral, for så ender genierne nok med at gemme sig væk, fordi de ikke tør gøre noget radikalt anderledes,” siger filosof Anders Fogh Jensen, som ser tydelige tegn på, at kunstnere for tiden har svært ved at vide, hvad de skal gøre for at være sig selv i kunsten. Skal de være så personlige, at de nærmest ikke kan kende sig selv, eller skal de helt droppe at komme ud til folk, der kun vil høre om de personlige historier?
”Hvis kunstnerne ikke er sympatiske, er det svært at se deres kunst for personen i de her år. Og det skyldes altså ikke kun kunstnerens opførsel, for der er en tiltagende krænkelsesparathed i vores moderne verden. For frem for at vi siger, at der er nogle tendenser, vi skal have gjort noget ved, kaster vi skygger over kunstnerens værker. Igen og igen angribes folk, vi ikke er enige med, på de sociale medier med en masse beskyldninger, der kan være karriereødelæggende, selvom de ikke bliver prøvet i en retssal,” siger filosoffen.
Slag og voldtægter
Hvor Woody Allen er det aktuelle eksempel på en udøvende kunstner, der ikke længere kan få sine film bredt ud, så er Michael Jackson altså det posthume eksempel, som ikke har mulighed for at forsvare sig imod beskyldningerne om misbrug af børn, hvis han ville, hvilket sangeren faktisk gjorde, da han levede. Det skaber naturligvis en række nye spørgsmål, når vi taler om denne moralske tilgang til kunsten. For hvad hvis vi begynder at gå tilbage i historien? Ja, så pibler det såmænd frem med kunstnere, der har været grænseoverskridende, usympatiske eller slet og ret snotdumme. Og dem er vi efterhånden også klar til at gå til angreb på.
”Der er en historieløshed i det her, for det er som om, vi ikke har forstået, at tiden kunne være anderledes, end den er i dag. Det er slags en åndelig demens, der ikke husker, hvad det er, vi kommer af. Og kan vi ikke det, skaber det fremtidige problemer, for så kan vi en dag ikke huske, hvordan det var engang, og hvordan vi derfor gør det bedre,” siger filosof Anders Fogh Jensen og nævner, at listen over kunstnere med en adfærd på kanten af det ubehagelig er lang.
Det er helt korrekt. For åbner man først op for den æske, der har emblemet ”satans karle” trykt på låget, bliver det svært at læse, se eller lytte til dem, som er udskreget til at være mindeværdige fra 1900-tallet. Miles Davis, John Lennon, James Brown og Dr. Dre var eksempelvis kendt for at slå kvinder, mens Chuck Berry, Rolling Stones-guitaristen Bill Wyman og selveste Elvis Presley havde hang til unge teenagepiger. Det samme må siges om filminstruktør Roman Polanski, der har været i eksil fra USA siden 1977 på grund af anklager om voldtægt af mindreårige, og andre filminstruktører som Alfred Hitchcock, Stanley Kubrick og Bernardo Bertolucci var kendt for at terrorisere især kvinder på deres filmset, for at få den bedst mulige præstation ud af dem. For eksempel aftalte Bertolucci under indspilningerne af ’Sidste tango i Paris’ (1972) med skuespiller Marlon Brando, at Brando skulle stikke et par smørindsmurte fingre så tæt som muligt op i purunge Maria Schneiders underliv uden hendes viden om de eksakte forhold. ’Sidste tango i Paris’ har figureret på adskillige lister over de bedste film nogensinde igen og igen.
”Spørgsmålet er selvfølgelig, om de overhovedet kunne have skabt deres kunst, hvis de havde skulle forholde sig til alle de trin, de ikke måtte træde,” siger filosof Anders Fogh Jensen:
”Og dermed ikke sagt, at det ikke er godt, at vi griber ind over for græseoverskridende adfærd, for det er det selvfølgelig. Men vi står her i 2020 i en situation, hvor vi reelt er ved at ville omskrive fortidens kunst, fordi kunstnernes værker krænker os i vores nutid på en måde, vi aldrig har set før.”

Udrenser galskaben

Historien er muligvis ved at blive omskrevet. På amerikanske universiteter ser man, hvordan studerende kræver historiske tekster med ord som ”neger” ud af pensum, og i Sverige har man redigeret ”negerkonge” ud af Pippi Langstrømpe-fortællingerne. Det kan måske lyde uskyldigt, men hvad bliver det næste? Tja, måske at vi slet ikke kan se en Woody Allen-film, fordi vi mener, at han er en grisebasse. Eller måske at vi ikke kan lytte til et John Lennon-nummer, fordi han uden for musiklokalet ikke altid var lige rar ved kvinder.
”Hvis vi gør rent i fortiden med puritanisme, udrenser vi galskaben, og virkelig meget stor kunst er jo frembragt af excentrikere. Hvis alle hele tiden skal opføre sig som flertallet, hvordan får vi så anderledes tanker ind i verden?” siger filosof Anders Fogh Jensen og peger på, at kunstens bidrag til virkeligheden reelt er at skubbe grænser og få os til at undersøge de anderledes tanker.
Det er også derfor, det kan være farligt, at holde de forkerte tanker nede. Man kan sagtens diskutere, om det er sundt for nogen, at se grænseoverskridende film som Lars von Triers nyeste ’The House That Jack Built’, hvor kvinder og børn bliver bestialsk pløjet ned (især efter at sangerinden Björk har påstået at hun blev forulempet af selvsamme instruktør et par årtier inden under indspilningerne til ’Dancer in the Dark’), men ikke desto mindre er det et radikalt og ubehageligt værk, der giver stof til eftertanke. Det samme kan man ofte også sige om filmene, der er blevet serveret over tid af de hanelefanter, som i de senere år er røget igennem #metoo-møllen. Som Roman Polanski, der igen og igen bliver halet frem, når vi taler om moralsk forkvaklede typer. Da hans nyeste film ’Officer og spion’ tidligere i år blev nomineret til 12 César-priser – den franske pendant til Oscar-statuetten – førte det til demonstrationer i Frankrig. Og ja, det er kun godt, at overgrebsmænds forseelser kommer frem i lyset, og en lektie kunne naturligvis være, at vi alle sammen burde interessere os mere for kvindelig kunst i fremtiden, for som det fremgår af denne artikel, er de yderligtgående og grænseoverskridere kunstnere som hovedregel mænd … men gør det dem virkelig til dårligere kunstnere, der ikke må vinde priser? Hvad kan det dog ikke ende med, hvis vi ikke kan lytte til nogen, der har en helt anden opfattelse af, hvad der er ret og rimelig, end vi selv har?
”Vi mennesker bliver kun klogere af at blive udfordret, og hvis vi konstant dømmer ud fra vores egen moral, så vil kunsten få det dårligt. For hvis vi vil klappes på hovedet og ikke opleve noget, der divergerer fra os selv, så bliver vi mere kedelige, eftersom vi bliver mindre udfordret,” siger filosof Anders Fogh Jensen:
”Vi har jo virkelig fået noget af excentrikerne, og hvis vi lukker ned for deres kunst, fordi de er grænseoverskridende, hvor ender vi så henne? Hvad nu hvis vi en dag ikke må udgive romaner eller spille musik af kunstnere, der engang har røget hash? Vil der så overhovedet være andet end klæg popmusik i radioen?”

BOKS: Vidste du at…
… manden, der skrev ’Solen er så rød mor’, ’Se den lille stær’ og ’Jeg ved en lærkerede’ formentlig havde nazistiske sympatier? Harald Bergstedt skrev for tidsskriftet Globus, mens det havde stor veneration for Hitlers Tyskland.
… den danske forfatter til den blandt andet kanoniserede ’Fiskerne’, Hans Kirk, talte varmt om Josef Stalin? Kirk mente, at den sovjetiske leder – der i dag menes at være historiens største massemorder – var en stor humanistisk skikkelse.
… den anerkendte danske filminstruktør Niels Malmros er blevet beskyldt for at erklære sin kærlighed til en teenager? Det skete, da Line Arlien-Søeborg fra Malmros-filmene ’Kundskabens træ’ og ’Skønheden og udyret’ for nogle år siden skrev et indlæg i Filmmagasinet Ekko om sit tætte forhold til Malmros under indspilningerne.

BOKS: Tre store kunstnere med farlige personligheder
Paul Gauguin
Anses for at være én af verdenshistoriens største kunstmalere, men han havde også et hold barnebrude på Haiti, som han gav syfilis.
William S. Borroughs
Beat-generationens ”godfather” skød sin kone. Efter sigende ved et uheld, da de legede ”Willem Tell”.
Bob Kane
Skaberen af Batman var ikke helt fin i kanten. Mere og mere tyder nemlig på, at han ikke bare havde en medskaber i form af sin ven Bill Finger – Kane stjal faktisk Batman-idéen fra kammeraten.