Klumme i Jyllands-Posten, 2020-10-22 af Anders Fogh Jensen

En af mine venner skrev den anden dag i en SMS til mig: ”De der i de høje positioner er der jo, fordi de begærer (magt), så hvordan skulle de ikke også begære de muligheder for sex, som følger med positionen?”

   I 2002 skrev Tor Nørretranders bogen Det generøse menneske, der fabulerede over syv ord af Jens Jørgen Thorsen: ”Jeg maler for at få fisse”. Nørretranders var ude i det ærinde at påvise, at alle menneskets anstrengelser, også videnskabelige, kunne føres tilbage til anstrengelser for at parre sig og formere sig. Og at prisen på æg og sæd var vidt forskellig, hvorfor der også var forskellige anstrengelser i spil. Med andre ord kunne en kvinde nå at få børn med en 10-12 forskellige, mens en mand principielt kunne formere sig med hele Kinas kvindelige befolkning og langt mere til på et liv. Og det gør så strategierne for den altafgørende parring forskellig for de to køn.

   Det er en biologistisk reduktionisme, som vi er mange, der er trætte af. Og alligevel er der vel noget over det, at formel magt ønskes for mere end positionens skyld, om det så er anerkendelse, penge, anseelse, at være kendt eller blive begæret. Og at det, som min ven skriver, ville være mærkeligt, hvis man var i så stærke magtkampe og vandt, og at alle de omkringliggende kapitalformer, som de kaldes i sociologien, fuldstændig forsvandt. At det kun var ansvaret, man vandt.

   Frank Jensen udtalte, at der hersker en machokultur i politik. Jeg ved ikke om det er rigtigt, for jeg ved ikke, hvad det betyder. Er det sådan noget med skyderi? Eller det som ’mand’ betyder i første afsnit af 90ernes store amerikanske frigørelsesserie, Sex and the City, hvor det gælder om at have ”sex som en mand”, hvormed menes, at have sex uden følelser, da følelser står til hinder for passagen videre. Er macho følelsesløshed?

   Eller er macho handling fremfor modning? For så vil jeg glæde mig til besindelse.

   Hvad laver jura så i den sammenhæng? Socialdemokratiet har hyret et advokatfirma til at rydde op. - Er det der ’macho’ da ulovligt? Selv samme Frank Jensen lod os også forstå, at juraen for sin vis kunne være ligegyldig, for når folkedomstolen har dømt, så er det folkemoralen, der tæller. Jensen sagde ikke, at han gik af på grund af det, han havde gjort, men fordi det ville være så stort et arbejde eller besvær hver gang at skulle forklare sig. Det var altså folkedomstolens modstand, snarere end de fortidige handlinger eller juraen, dvs. lovovertrædelser, der var det afgørende. Og modsat loven gælder det i moraldomstolen ikke, at bevisbyrden ligger på anklageren, og at man går fri indtil andet er bevist, lod Jensen også forstå.

   Jeg ved ikke, om det nye normale, der nu søges indført, ligesom det niende bud på Moses’ tavler også gælder sindelaget, eller om det simpelthen bare er handlinger, der er krænkende? For hvis det også gælder sindelaget, skal så appel til sindelaget så ikke også regnes under ’machokulturen’? Med andre ord går kosmetik an, eller appellerer det til noget, der understøtter machokulturen? Og kropskurvefremhævende påklædning? Hvis det er skørtejægeri, vi skal undgå, skal vi så også undgå at gå med skørter? Hvornår er forfinelser og pynt spilindsatser i et kønsspil, der understøtter en machokultur? Jeg spørger ikke for at drive diskussionen ad absurdum, men fordi jeg ikke forstår tilslutningen til Darwins og Freuds forklaringer, samtidig med anstødet over at folk bruger den tiltrækningskraft, der klæber sig til magtpositioner.