Klumme i Berlingske, 17. marts 2019, Anders Fogh Jensen

Reklamer er raslen med en pind i en spand

• George Orwell

Junkfoodreklamer – eller mere præcist reklamer for mad med højt indhold af salt, sukker eller fedt – er blevet forbudt i Londons offentlige transport. Jeg har i mange år hadet reklamer og gør det stadig, og jeg mener, at de skal forbydes generelt.

Reklamen startede i sin tid som oplysning. Oplysning der fuldstændig var styret af sælgeren godt nok, men stadig oplysning. Læser man i en gammel avis fortæller annoncerne for et blegemiddel, hvad dette blegemiddel kan. Sådan er det ikke længere.

Dels brugte vi rigtig meget tid på at læse vores avis for hundrede år siden, da det reelt var den eneste nyhedskanal før radioen kom ind i stuen. Folk læste reklamerne som om det var artikler, og der var med andre ord mindre konkurrence om opmærksomheden. Jeg kan huske glæden ved TV-reklamer på tysk fjernsyn som barn for bare 35 år siden.

Dels er vi blevet bedre til at sortere larmen fra. Som bakterier, der vænner sig til nye former for penicilin, vender vi os hele tiden til ny påfund, der skal fange vores opmærksomhed. I dag er reklame blevet en videnskab, der er ekstremt datadrevet. Alt den viden, der samles, når vi færdes på internettet vendes mod os i en kæberasler, der skal få os til at købe en røremaskine eller minibil. Glem oplysning, der bliver talt til urmennesket i os.

Jeg har i flere år forsøgt at begrænse varemærkernes adgang til mit hjem. Jeg har haft logofrit hjem. Det vil sige, at jeg satte alle varer i blød i håndvasken for at tage logoer af dem, når jeg kom hjem fra supermarkedet. Alle de logoer er larm.

Jeg holdt et kursus på Universitetet, der hed, ”Fra logos til logo”. De svage stater, som vi ser i dag, sætter ikke fornuften igennem, som filosoffer som Hegel mente det, nej de lader markedet kære rundt med dem.

En ting er, at det private erhvervslivs konkurrence besudler det offentlige rum æstetisk. Reklamer er bare grimme og dumme. En anden ting er, at vi jo selv betaler for den slags pseudoarbejde, når vi betaler for produkterne. Der er ikke andre end forbrugerne til at finansiere virksomhedernes konkurrence. Et godt ry er derimod gratis og kommer ved at levere kvalitet.

Selv om vi ikke rigtig vil stå ved det, så konkurrere vi også med hinanden i Højskoledanmark. Højskolerne annoncerer i Kristeligt Dagblad, Politiken, Information og mange andre steder. Det kommer der ikke bedre højskoleforløb og kurser ud af. Eleverne skal bare betale mere fordi de skal finansiere vores annoncer. Vinderen er heller ikke højskolerne. Det er google og aviserne. Og det er jo lidt dumt, at vi holder hinanden i skak med reklamer.

Londonborgmester Sadiq Khan tog et skridt imod fedme ved at tage et skridt imod reklame. Frem for alt er han jo et forbillede for, at kommunen kan gøre noget ved markedet. Reklamehjernerne har indvendt, at billetter til metroen jo bliver dyrere, hvis metroen mister reklameindtægter. Jo, men så bliver varerne til gengæld billigere.

Interessant er det, at biopolitik er det eneste, der har kraft til at tackle reklamer. Både her og tidligere er det folkesundheden, der giver politikerne kraften til at sige fra. Det gælder for tobaksreklamer, fastfood, alkohol mv. Optimeringen af kroppen og totalkroppen, biomassens forbedring, må ikke trues, det hensyn er vigtigere end den retten til at annoncere. Det er hverken fornuft eller æstetik, der giver politikerne kraft, det er det forlængede livs ukrænkelighed. Det er jo i sig selv noget tvivlsomt, men resultatet er godt, og det viser, at det er muligt at begrænse markedets allestedsnærværelse.

Kun i Rom har jeg set et bystyre tvinge McDonalds ind i skilte, der harmonerer med de øvrige skilte i byen. Måske skal billeder, der står i kommercielle forehavenders interesser, bare ud af det offentlige rum, væk, forsvinde. Så bliver det så meget fredeligere for øjet og for øret at gå igennem verden, og det hele bliver ikke bare mere fornufts- og rybaseret, men også mere roligt for enhver.

Meget reklame vil det være mere sværere at regulere sig ud af. I princippet er det endnu mere intimiderende, når reklame finder vej ind i mit hjem via min computer. Annoncørerne kan se, hvor jeg bor, hvilke hjemmesider jeg besøger, hvad størrelse jeg bruger i sko og meget mere. På den måde er onlineannoncering endnu mere grænseoverskridende end annoncering i det offentlige rum. Her mener jeg, vi som forbrugere er nødt til at gøre noget selv, men vi skal også hjælpes på vej politikerne. Det kunne være forbudt, at manipulere googlesøgninger, så det som i dag ikke altid er de mest relevant hits, man får. Eller hvis virksomheder kunne få en no-add mærkning, så jeg som forbruger kan se, at jeg kun betaler for produktet, så kan jeg leve med paradokset i, at man må føre sig frem på ikke at have ført sig frem.