Klumme i Jyllands-Posten, Anders Fogh Jensen 2018.09.25 

I en tid, hvor mavefornemmelsen har udkonkurreret moralen, savner vi nogen at spørge til råds

Hvad skal vi bruge et program som Mads og Monopolet til? Jeg har ladet mig fortælle, at over én million danskere tænder for radioen, hver gang panelet går i kødet på lytternes dilemmaer, så programmet møder nok et behov for lidt mere end underholdning i befolkningen. Hvorfor har vi så svært ved selv at vurdere, hvad der er rigtigt?

Vi tror, at vi har et etisk råd, i Etisk råd, men det har vi ikke. Det er et moralsk råd. Med dette mener jeg, at moral handler om at sætte begrænsninger for det mulige og lade være med at gøre alting, blot fordi man kan gøre det – f.eks. at tilbyde aktiv dødshjælp eller at kalde sin kollega en sjuft. I en kultur med en morallov behøver individet blot at benytte sig af det, som filosoffen Immanuel Kant ville kalde den bestemmende dømmekraft. Det handler alene om at afgøre, hvornår noget er inde eller uden for loven, f.eks. om et måltid er kosher eller treif.

Som Jesus overskred den jødiske morallov, så fik snere 68’erne travlt med at overskride den borgerlige morallov, så individet ikke skulle underlægge sig et bør, men henholde sig til sin lyst. Det ser vi nu konsekvenserne af. Og der er mere end nogensinde brug for det, som Kant kaldte for den refleksive dømmekraft, der benyttes, hvor der ikke er nogen regler, eller til at afgøre, hvornår reglerne skal brydes. Og det er der ikke nogen regler for.

Hvor polerne før var udstukket af kirken eller én eller anden moralsk institution, bliver de nu skænket individet, der snurrer ængsteligt rundt i takt med sit eget snurrende moralske kompas, der peger på mange muligheder, men aldrig står stille på den rette. Disse snurrende mennesker er i sig selv blevet til underholdning. Og ligesom Charlotte i TV-serien Sex & The City opfandt sit eget forkromede regelsæt som kompensation for storbyens snurrende kompas, så popper erstatningsregler som Søren Pind-reglen og papmachéreglen op og forsøger at fylde rummet ud, der hvor moralen er gået fløjten.

Hvis man i gamle dage var i tvivl om tingene, kunne man spørge en ven til råds og ved hjælp af begges bestemmende dømmekraft afgøre, hvad der var godt og slet. Man kunne spørge sin veninde, om en mand var god – det handlede om renommé, arv eller efternavn og om han opførte sig ordentligt. Det kan man ikke i dag. For den refleksive dømmekraft er netop refleksiv; den peger tilbage på selvet og spørger i en moderne fortolkning: ”Hvad synes du selv? Du ved bedst selv, hvad der er det rigtige.”

I dag er det den indre følelse, mavefornemmelsen, der er i højsædet. Det er blevet den romantiske fornuft i ægteskabet, men i mange andre sammenhænge efterlader det os rådvilde. At bede om hjælp blot for at få at vide, at enhver kun kan hjælpe sig selv, leder ikke til en følelse af frihed, men til frustration. At kunne gøre alting, sådan som vi kan i vore dage, kalder ikke på udskejelser, men på moral. På dømmekraften til at holde os fra mange af de ting, som vi har lov til.

Moral og mavefornemmelse er ikke det samme. Mavefornemmelse kræver ikke konsistens og argumentation; den er omskiftelig og til tider endda tilfældig. Moral er hævet over mavefornemmelse; men alligevel dyrker vor tid mavefornemmelsen og ser ned på moralen.

Jeg tror, at dette skaber et savn hos os. Vi vil egentlig gerne følge en fælles moral. Vi er trætte af vores mavefornemmelse, som er omskiftelig og taler uklart. Men hvad gør vi, hvis vi også er trætte af Mads Steffensens panel?