Klumme i Jyllands-Posten, 2020, 24.09, af filosof Anders Fogh Jensen

En medietale i filmbranchen, der allerede har fået meget omtale, har for nyligt igen blæst liv i den såkaldte MeToo-debat, som vel egentlig burde hedde noget mere præcist. For ’også mig’ kunne jo sådan set også alle de, der har brændt sig på kogeplader, eller de, der føler sig snydt af forsikringsselskaberne. Med et så altomfattende navn glider debatten da også let ud af og væk fra den problematik, som den oprindeligt handlede om, nemlig at nogle kvinder har fået tilbudt eller måttet gå med til sex med magtfulde mænd indenfor medie- og filmbrancherne, hvis de ville avancere eller i det mindste få åbnet mulighedsfeltet indenfor brancherne.

   Jeg skal ingenlunde forsøge at banalisere belysningen af og opgøret med dominansstrukturer, men som filosof interesserer brugen af ordene mig, fordi for vage eller forskelligartede ideer om, hvad vi taler om, mudrer forskellige diskussioner sammen, der måske nok kan samles i en kamp mellem kønnene, men som er gledet bort fra, hvor belysningen og opgøret hentede sin alvor eller sin forargelse.

   Lad mig her tage én af de termer, som det er helt centrale for genoprettelsen: Magt. Hvad mener man med ’magtfulde mænd’? Hvis der er tale om en formel magt, såsom porten ind til en bestemt ansættelse, så er det én sag. Hvis der derimod med magt menes fascinationskraft, så er det vel noget ganske andet. Siden – og vel længe før – Beatles og Elvis holdt koncerter for hujende kvindelige fans har man ikke kunnet være i tvivl om, at her var en magt, der kunne omveksles i sex, uden at det dog var et trinbræt i noget formelt hierarki. Omvendt vidner Metoosagens udspring i Weinsteinsagen og lignende sager snarere om en udnyttelse af et formelt hierarki til at tiltvinge sig adgang til sex.

   Så er der sagerne ind i mellem, hvor den formelle magt kan være det, der giver fascinationskraft, uden at det giver adgang. Her tænker jeg bl.a. på, hvordan en 12 år gammel sag med et 34-årigt folketingsmedlem – i dag udenrigsminister – og en 15-årig igen har kunnet blusset op som om den var relevant indenfor samme Metoo-diskussion. Jeg er helt med på, at man har ansvar for mere end sig selv, men er den sag en Metoo-sag? Det er her tingene bliver most godt og grundigt sammen, som det sker med orkaner.

    På de latinske sprog har de bedre forudsætninger for at skelne, fordi de har flere magtbegreber. Hvad der hidrører fra strukturer, hierarkier, institutioner, formaliserede skel, position, beslutningskompetence ville hidrøre under potestas (f.eks. fransk pouvoir). Hvad der snarere udgår fra en kraft handler om potentia (f.eks. fransk puissance). Dette skel er ikke det samme som om der f.eks. er tale om en konkret lovning på et bestemt job eller en trussel om en bestemt sanktion. Indenfor de institutionelle strukturer kan der sagtens være tale om positionskampe, som i en cykelsprint, og der kan derfor godt være tale om magtmisbrug, selv om der ikke forstår en bestemt konkret belønning eller straf. Men at holde formel magt og kraft ude fra hinanden kan være ganske vigtigt for den genopretning, vi er i gang med at lave. Kommer man til at stække kraftudfoldelsernes vinger, når man vil rette op på magtmisbrug i et formelt hierarki, så tror jeg, at man får et resultat, som hverken godt for kvinderne eller mændene. Omvendt virker det undertiden som om, der er så meget destruktiv energi mellem kønnene, at det virker ønskværdigt at få mest muligt rodet ind i faldet.